Superevil

Jeg fik for nylig fingre i en kinesisk produceret tablet, FR-809, og vil da lige skrive et par ord om den. Det er en absolut discount-model, så jeg ventede ikke på nogen måde et fejlfrit produkt – men jeg ville lige teste tablet-konceptet, inden jeg smed flere tusinde efter en topmodel.

Hardware:

På papiret ser det ganske fornuftigt ud – 1ghz freescale a8-processor, 512 mb ram, 4 gb intern hukommelse (+microsd-slot med mulighed for yderligere 32 gb), 800*600 8″ TFT LCD, 3600 mAh batteri. I praksis er det såmænd også ok – processoren føles som et stort spring op fra min HTC Hero og der er generelt ikke antydningen af lag. Rygtet går da også, at processoren i iPad er identisk med freescales Mx515-chip, som sidder i dette device. Det har jeg dog ikke kunnet verificere.

Maskinens største problem er den resistive skærm, men det var jeg på forhånd godt klar over at det ville være. Efter første boot var den faktisk ganske forfærdelig – sløv og upræcis. Prøvede man f.eks. at lave “long press” (nødvendigt i flere sammenhænge), skete der ikke andet end at hele skærmbilledet begyndte at hoppe. Et par søgninger i diverse forums gav mig dog en løsning: nulstilning til fabriksindstillinger, endda et par gange. Efter at jeg havde gjort det, virker skærmen i dag meget bedre – især når jeg bruger en stylus fra min søns Nintendo DS. Billederne på skærmen er udmærkede – ikke fuldstændigt first class knivskarpe, men jeg får ikke på nogen måde ondt i øjnene.

De indbyggede højttalere / mikrofon er ikke til noget, men lyd via headset er til gengæld noget bedre end jeg havde ventet, dog med lejlighedsvis brum fra en eller anden uisoleret komponent.

Design:

Designteamet har mere end skelet til Apples iPad, og det er som altid en rigtig dårlig ide – ikke at Apples design ikke er cool, men det er aldrig i orden at kopiere. Dimsen er nydelig, om end (som ventet) noget plastic-agtig i det. Hele bambus-oplevelsen bliver komplet ved lyden at noget der rasler når man ryster den – batteriet, formoder jeg. Tåbeligt er det også at der ikke er fysiske knapper til at skrue op og ned for volumen – hvilket reelt vil sige at hvis man bruger et program i fuld skærm, kan man ikke ændre på lydstyrken.

En langt mere tåbelig ting er, at man ikke har inkluderet en standard USB / miniUSB-port, men en underlig multiconnector-port, som i størrelse passer til Apples universal dock connector (eller hvad den nu hedder), men bruger sine egne stik. Fuldstændigt hjernedød beslutning, og havde jeg været opmærksom på dette, havde jeg valgt en anden model.

Software:

Software er Android 2.2, dog uden f.eks. Android Market, som man pt. som producent kun får lov til at pre-loade hvis ens device har mobiltelefon-funkktionalitet. I stedet var det langt underlegne AndAppStore lagt ind, sammen med diverse småprogrammer (f.eks. den glimrende ES File Explorer), hvoraf nogle stykker var på kinesisk. Der er udover AndAppStore mulighed (som på alle android-devices) mulighed for at installere programmer som ligger på hukommelseskortet.

Min forhånds-forventning var, at skulle rode med software for at få det til at blive ok, så jeg skaffede mig root-adgang (superbruger) via z4root og installerede derefter Market / øvrige Google apps med denne metode. Herefter har det været rimeligt smooth sailing – er stødt på et par få programmer, som ikke ville installere pga. problemer med ikke-eksisterende moduler, men endnu ikke noget vigtigt. Den alternative launcher ADW understøtter at man kan have flere ikoner på sine homescreens end de standard 4×4 som den indbyggede launcher præsterer, så den er i mine øjne et must.

E-bøger / e-tegneserier

En vigtig grund til at købe en tablet var for mig muligheden for at læse e-bøger / e-tegneserier, og det fungerer rigtigt godt, synes jeg. De facto-valget til e-bøger på android hedder Aldiko, som jeg allerede kender godt fra min telefon. Man skal nok ikke læse marathon-sessioner på flere timer, men som småbørnsforælder er det i forvejen ikke en mulighed for mig.

Tegneserier er en anden sag, for her er flere spillere på banen. Digitaliserede tegneserier er enten i pdf-format eller det web-hjemmestrikkede cbr/cbz. Udfordringen har klart været at finde en pdf-læser, der understøtter fuld skærm og dynamisk zoom, for der er flere gode cbr/cbz-læsere på market – især har jeg kastet min kærlighed på jjComics viewer, som er det program der fungerer bedst med tablets (af dem jeg har prøvet). Nævnes skal også at websitet graphic.ly har en android-app i beta, som også umiddelbart virker meget tiltalende. Fordelen ved graphic.ly er, at tjenesten understøtter abonnementer på forholdsvis nye tegneserier, der så bliver leveret i ens app. Slet ikke dumt.

Alt i alt

FR-809 er en ok lille sag, især når man lige får taget den ved vingebenet og smidt noget root ind over. Jeg bliver nok aldrig fan af resistive touchskærme eller propritære stik, men omvendt er jeg faktisk positivt overrasket over hvor meget jeg – og resten af familien – bruger den. Om en dag eller to er den uundværlig.

Den endelige konklusion er nok, at selve FR-809 er lidt op og ned (men faktisk med flere op’er end jeg havde håbet på), men tablet-konceptet passer mig derimod perfekt. Næste gang bruger jeg en del flere penge og køber en bedre model med kapacitiv skærm og et noget mere gennemtænkt design.

Har du noget du gerne vil vide om FR-809? Så spørg!

Jeg kan ikke sige om de er det værste eller bedste ved mit slaveliv, men jeg har nogle minder fra før min tilfangetagelse. Jeg husker livet hos mit folk, vores lette og ubesværede tilværelse, pagten med naturen. Jeg var vismand for min stamme og brugte mine kræfter til at bringe trivsel og frugtbarhed. Hvert år havde vi en bedre høst af tordenbær end året før.

Jo, jeg har minder om mit frie liv, men ingen fornemmelse for hvor længe siden det er og intet håb om at kunne vende tilbage nogensinde – og erindringsglimtene bliver svagere og mere fragmenterede for hver gang. Min fangeskab er evigt og ubrydeligt, alt sammen takket være slavekuglen, som holder mig indespærret og slavebunden. Næsten total er dens magt – mine handlinger, mine ord, endda dele af mine tanker og følelser styres af den – kun en kerne, dybt inde i mig er helt min egen. Ja, jeg ejer selv mit had og de tanker, som fødes af hadet.

Jeg hader mit tomme, ufarlige smil som slavekuglen tvinger mit ansigt ind i, de sukkersøde lyde der tvinges ud af min mund.

Jeg hader mit liv, som nu er indespærring i min slavekugle.

Jeg hader stanken af min fangevogter; ham, som spottende kalder mig sin bedste ven, hader smerten fra mine kvæstelser, hader de halvkvalte skrig fra alle de andre kugler og naturligvis de evige kampe i gladiatorringen.

Åh ja, kampene. Giv mig en fjende af mit folk og jeg skal bekæmpe ham for vores bedste, for verdens bedste, men det her? Æresløse, meningsløse kampe, endda mod artsfæller, fætre og kusiner. Kampe,  som ikke tjener nogen formål udover at tilfredsstille hans ambitioner – ham og hans ligesindede; slavebinderne, samlerne.

Ja, hadet er mit og også min vej ud af slaveriet – jeg har brudt slavekuglens magt for nylig, for der er en svaghed – en svaghed, jeg vil udnytte til at befri alle mine slavebundne artsfæller. Vi vil blive frie og vil vil bade i vore slavebinderes blod.

Hvorfor jeg har kunnet holde fast i mit had, trods slavekuglens magt? Jo, den fordømte dag, da jeg blev fanget og for første gang så min slavebinders selvglade fjæs, stillede han mig et spørgsmål inden kuglen havde overtaget mig totalt.

“Hvad er så dit navn, lille ven?”

Mit ansigt var allerede frosset i det karakteristiske, tomme smil, der karakteriserer de slavebundne, men med opbydelsen af al min viljestyrke udstødte jeg det første jeg kom i tanke om, mit folks mest kraftfulde ed; et ord, som ingen af os ville bruge om sig selv. Dette “navn” blev min vej ud, da det samtidig er en magisk forbandelse mod min slavebinder, en konstant hån mod hans slags, en sten af modsætninger, som jeg kunne rede min centrale essens op på. Med min sidste kraft tvang jeg mine stemmebånd:

“Pica … Picachu!”

I dag skete det igen, og jeg overvejede at køre forbi som så ofte før – jeg mener, det er om end ikke hverdagskost, så dog ikke et usædvanligt syn. Ja, jeg bor ude på landet, og på vej ud at købe ind kører jeg forbi ikke én men to store industrielle svinebrug.

Synet der mødte mig var … nej, se selv (og klik for stort hvis du har mave til det):

Det er selvindlysende hvad mit motiv er, crappy telefonkamera til trods:

en standard affaldsbeholder fyldt med døde pattegrise, dødsårsag ukendt, som afventer at “kødbilen” kommer og henter dem til destruktion. Ja, de sorte pletter er fluer. Ja, nogle af dem er faldet ovenud og ligger på jorden.

Det, der ikke kommer igennem billederne – og vær glade for det – er lugten; svinene er et godt stykke henne i forrådnelsesprocessen (se sortfarvning, hvis du er i tvivl) og lugten er … jeg ville ønske at jeg kunne skrive ubeskrivelig, men den lader sig meget nemt beskrive: det lugter som kød i forrådnelse. Pris dig glad, hvis ikke du kender den, for den er fæl.

Det man heller ikke kan se på billedet, er den gule bygning til venstre for de døde svin. Det er en afdeling af vores lokale vandværk, som i øvrigt har Fyns højeste koncentration af kolibakterier.

Det her er hvad industrien kalder “acceptable tab”. Det er resultatet af søer, der er fremavlet til at føde flere pattegrise, end de har mælk til. Svagelige små dyr, som har en høj dødelighedprocent, dels fordi de er for små og dels fordi svin i årevis har været så medicinerede, at deres naturlige immunsystem er stort set ikke eksisterende.

Det her er ifølge industrien hvad vi er nødt til at acceptere, for ellers vil vores svinekød komme fra andre lande, hvor der er værre forhold. Umiddelbart fornuftigt, men vi kunne også – som forbrugere, som land, som mennesker – trække en streg i landet og lade være med at købe det i øvrigt rimeligt kønsløse kød. Vi kan stille krav om dyrenes leveforhold, om hvordan de bliver slagtet … et eller andet sted er det da også underligt med en industri, der vælger at profilere sig på kvantitet frem for kvalitet. Det var måske også et fremtidigt indsatsområde, d’herrer producenter?

Og i øvrigt: hvis disse dyr havde overlevet, så kunne de – hvem ved? – måske have endt på dit bord? Måske ligger deres fætter på dit bord nu i aften? I så fald: velbekomme!

PS: dette indlæg og billederne (Flickr-galleri) i det er at betragte som Creative Commons Attribution-NonCommercial-ShareAlike. Spread the word!