Superevil

…taking over the world a day at a time

Arkiv for oktober 23rd, 2005

Nye tegneserier kort, uge 42

ingen kommentarer

MK SpidermanTitel: Marvel Knights Spider-Man #19 (The Other 2 af 12)
Forfatter: Peter David
Tegner: Pat Lee
Udgiver: Marvel Comics
Karakter: ******½

Næste udspil i den store Spider-Man event The Other er allerede ude (#1 udkom sidste uge), og det er et lille skridt tilbage i forhold til første nummer.
Denne gang sætter ellers glimrende Peter David sig mellem to stole: vil han fortælle en god historie om Mary Jane og det at være gift med en superhelt eller vil han komme videre med den overordnede handling? Ingen af delene lykkes rigtigt, men heldigvis er der nok forsonende elementer i serien til at læseren ikke tabes på gulvet. Jeg venter spændt på næste nummer, som forhåbentligt bringer handlingen lidt videre og som forhåbentligt ikke er tegnet af Pat Lee, som får Peter Parker til at ligne en elver med forstoppelse:
Peter Parker

She-Hulk 01Titel: She-Hulk v2 01
Forfatter: Dan Slott
Tegner: Juan Bobillo
Udgiver: Marvel Comics
Karakter: *******½

She-Hulk er tilbage, og mit liv er komplet igen! (næsten, i al fald)
En af de mest veloplagte, underfundige og velskrevne regelmæssige serier som Marvel udgiver er tilbage – superhelte-retsdramaer længe leve!
Vi bliver med det samme rodet ind i en tids-retssag, hvor man for at finde uvildige vidner til et mord der har været bragt på TV finder jurymedlemmer fra forskellige tidsaldre. Oh, og fik jeg nævnt at mordet var selvforsvar, idet morderen vidste at offeret ville myrde ham og tog tilbage i tiden for at forhindre det?
Der er en del setup, som der skal være i starten af en ny “spring på her”-serie, men jeg ved at det hele kun bliver bedre.
Og please, please, please lad She-Hulk blive en del af New Avengers som de antyder…

Justice 02Titel: Justice 02 (af 12)
Forfatter: Jim Krueger og Alex Ross
Tegner: Doug Braithwaite og Alex Ross
Udgiver: DC Comics
Karakter: *******

Lad det være sagt med det samme: jeg kan ikke rigtigt lide Alex Ross. Jeg synes at hans tegninger generelt mangler den dynamik, som også er nødvendig i en superhelteserie (om end han fanger heltenes symbolværdi som få andre) og jeg kan ikke fordrage hans hængen i fortiden (“superhelte VAR nu bedre i gamle dage”).
Men af en eller anden grund kan jeg godt lidt Justice – serien får fanget nogle basale ting ved Justice League og får derudover fortalt en basalt spændende historie. Jeg er splittet mellem at synes at det er godt at folk endeligt tager Riddler alvorligt som skurk og så på den anden side ikke rigtigt at kunne forstå deres behov for at tage ham alvorligt (Batmans indre dialog er også lidt irriterende). Men serien er fyldt med gode indfald og generelt solidt forfatterskab, og Ross’ tegninger virker lidt mere levende denne gang (hvilket de ofte gør når han maler ovenpå en andens skitser).

Fin Fang FourTitel: Marvel Monsters Group: Fin Fang Four
Forfatter: Roger Langridge, Mick Gray
Tegner: Roger Langridge
Udgiver: Marvel Comics
Karakter: ********

Ugens store positive overraskelse!
Udgivelserne fra Marvel Monsters Group er ved at blive en af mine favoritter, og denne er den bedste endnu. FFF har fremragende oldschool-tegninger (meget inspireret af Jack “King” Kirby), utroligt veloplagt dialog og fortættet, morsom og til tider gribende handling. Hvad kan man ønske sig mere? At Fin Fang Four bliver en månedlig udgivelse fra Marvel! Start underskriftindsamlingerne!
Og i øvrigt:
FFF :grin:

Klarion 04Titel: Seven Soldiers: Klarion the Witchboy 4 (af 4)
Forfatter: Grant Morrison
Tegner: Frazer Irving
Udgiver: DC Comics
Karakter: *********

Grant Morrison fortsætter Seven Soldiers – denne gang afsluttes historien om Klarion, the Witchboy.
Frazer Irvings stemningsfyldte tegninger har aldrig fungeret så godt som nu, trådene bliver bundet sammen (mens andre forbliver uopbundne, idet de er en del af det store plot) og Klarion og hans kat Teekl sparker alle mulige slags bagdel, samtidigt med at der jongleres med dybere filosofiske aspekter.
Man spørger sig selv hvordan Morrison kan blive ved med at opretholde den høje standard, som denne og de øvrige Seven Soldiers-serier er skrevet i, men foreløbigt går det jo meget godt (en mild underdrivelse).
Jeg venter som en utålmodigt barn på min gave: den færdiggjorte historie om alle syv soldater – bliver det ikke snart april 2006?
Miniserien om Klarion får sammenlagt *********

Skrevet af Ulf Reese Næsborg

23. oktober 2005 klokken 22:17