Superevil

| Kunstner – Chris Whitley
| Album – Dirt Floor
| Udgivet – 1998
| Weblink – Kunstnerens hjemmeside
| Bedømmelse –

Himlen over Texas er høj og blå og næsten uendelig – i al fald hvis man skal tro den musik som bliver frembragt i staten. Chris Whitley fortsætter på denne plade en lang tradition – der er mindelser til sondtracket til Paris, Texas og måske især den forholdsvis ukendte Rainer Ptácêk, men samtidig er han langt mere nøgen i sit udtryk end disse kunstnere.

Pladen består af Chris Whitley stemme, hans akoustiske guitar samt hans insisterende trampen i gulvet. Intet andet, og produktionen sørger for at man er helt klar over det.
En sådan formular kan meget let gå galt hvis ikke kunstneren er 100% til stede, men (som den opmærksomme læser nok har anet) sker det heldigvis ikke på noget tidspunkt i løbet af pladens 38 minutter – tværtimod.

Pladen er fuld af perler, men de første fire numre udgør i så høj grad en vindende hånd, at det tager noget tid at få hørt andre numre end dem – men når man først gør det, vil man finde at pladen er utrolig helstøbt og værd at lytte til fra ende til anden.

Her er så en statusrapport her fra Villa Kaos – vi har arbejdet siden juni, hvor vi har ryddet stue, køkken og fjernsynsstue, fjernet vægge, fjernet gulve, gravet ud, planet med grus, lagt gulvplader, rionet og senest fået lagt pexrør og elektrikerrør – så der er nu klar til at få støbt gulvene. Det skal så ske tirsdag, og øj hvor vi glæder os!
Derefter er det så bare at isolere ydervæggene, lave nye lofter, installere nyt køkken og diverse andre småting…

Man kan se billederne her:
Juni
Juli
August
September (foreløbigt).

Det går med andre ord pragtfuldt, og snart (sådan oktober / november) er vi klar med vores nye køkken.