… og tiden går hurtigere og hurtigere.
Det er en følelse, som mange moderne mennesker har, og en følelse, som er uløseligt knyttet til vores moderne vidensamfund, hvor den mængde af viden som menneskeracen har kumuleret er umulig for et enkelt menneske at tilegne sig – OG som ekstra bonus fordobles den totale sum af vores viden hver 18. måned og kurven stiger eksponentielt.
Jo, følelsen af at være lille i en lille verden, at tiden farer afsted, stadigt hurtigere og ikke mindst tanken om at alle de store opdagelser er gjort hører afgjort vor tid til.
Eller … ?
Paa Tærskelen til en ny Tid.
Hvor ofte har ikke det 20. Aarhundredes første Slægtled staaet overvældet og undrende overfor den Udvikling, det har været Vidne til.
Det svimlende Tempo, hvormed Teknikken i vore Dage er gaaet fremad, har skabt en Revolution i vore Begreber om Tid og Afstand. Tag en Globus i din Haand og lad den dreje sig om sin Akse, saa Verdensdele og Have glider forbi.
- Den samme ærværdige Klode, som endnu for faa Menneskealdre siden syntes ufattelig stor og fuld af fjern Mystik, er i Dag skrumpet ind til en lille, beskeden Kugle, som en respektløs Flyvemaskine eller et Luftskib er i Stand til at omkredse i Løbet af en kort Række Døgn.
Medens Menneskets Fantasi allerede stiler mod Maal et Sted ude i Verdensrummet, fordi vores egen Klode er paa vej til at føles alt for lille og gammelkendt, breder Virkningen af vor Tids vældige tekniske Udvikling sig som Bølgeringe gennem de myldrende Menneskehave, der befolker den gamle Moder Jord.
Ubarmhjertigt og uafvendeligt smuldrer Dag for Dag de Ejendommeligheder og Særpræg, der har givet fjerne Riger og Folkeslag deres brogede Mangfoldighed, alt det forunderlige og fremmedartede, der fra de ældste Tider har mødt den rejsende i fremmede Lande, er i Færd med at udviskes.
Jordens erobring
Alle tiders store opdagelsesrejser
Redigeret af Aage Krarup Nielsen
Chr. Erichsens forlag, kbh. 1930