En billedserie, som jeg faldt over for nogen tid siden.

Ikke kun er den meget oplysende og forklarer disse, nåja, astronomiske størrelser på en forholdsvis letforståelig måde - den får sandelig også sat tingene i perspektiv, så selv dannede mennesker kan forfalde til “Nøj, hvor er vi små”-lommefilosofi, og det er måske ikke så værst endda.

Der skal i al fald noget til bagefter at synes at en ridse i ens bildør eller den 100-kroneseddel man glemte i bussen på nogen måde er vigtige. Især de sidste to billeder er hjerneforvridende på en god måde. Nyd dem!

Hvis jeg skulle pisse en race af aliens af i en grad så de kom stormende og udslettede Jorden så hurtigt deres kampskibe og dødsstjerner (og hvad de ellers måtte have) kunne bære dem, så er det her rimeligt højt oppe på min liste over effektive muligheder:

First space ad targets hungry aliens

Ja, firmaet bag tortilla-chippen Doritos har betalt sig fra at få transmitteret en reklame for deres produkt

towards a solar system in the Ursa Major constellation, just 42 light years from Earth. The solar system contains a habitable zone, and could host an Earth-like planet and extraterrestrial life.

Vi har god grund til at være stolte af os selv som race, og endnu en gang er det reklamebranchen, der sælger ud af alt der hedder værdighed, så længe der er penge i det.
Tak, drenge! Intergalaktisk spam - way to go!

Nu kan vi bare sætte os ned og vente på den uundgåelige udslettelse - med mindre, naturligvis, universet er befolket af intergalaktiske hillbillies, som kommer anstigende i deres trailer-rumskibe med replikken “Take me to your Doritos!”.

I så fald opfinder jeg selv et dommedagsvåben.

ikke af søndags-BT, men af ComicWiki - min artikel om Jack Kirby er fundet god nok til at blive månedens forsideartikel på Danmarks efter min mening vigtigste tegneserierelaterede hjemmeside (den deler pladsen med min egen tegneseriesiden).

Jeg er naturligvis stolt!

Fascinerende billeder ovre fra English Russia:

Det er et spørgsmål om tid inden de ender på et pladecover…

… eller “The Story of the Hare who lost his Spectacles” stammer fra Jethro Tulls fremragende plade “A Passion Play“. Når bandet opførte det nogen-og-fyrre minutters stykke live, blev denne film vist nogenlunde midt i (der hvor den også er placeret på pladen).

Et fantastisk stykke musikhistorie fra den gang man ikke var bange for noget og en fin lille historie oveni - kender vi i grunden ikke alle en der minder om Kangaroo?