superevil.org

Baggrund

Clive Barker er blev født i 1952 og opvoksede nær Penny Lane i Liverpool.
Han gik i Quarry Bank School (som også i sin tid John Lennon gik i) og huskes af mange af sine gamle lærere som en fantasifuld elev med allerede veludviklede evner for maleri og engelsk. Han gik senere på University of Liverpool, og fik her afgangseksamen i litteratur og filosofi.

Som ung dannede og ledte han en teatertrup, The Dog Company, som efter nogen tid flyttede fra Liverpool til London. Med i truppen var bl.a. barn-domsvennen Doug Bradley (som senere skulle blive kendt som Pinhead i Hellraiser) - andre skuespillere fra truppen medvirker også i Barkers film.
Han skriver selv truppens stykker, instruerer dem og står tit også for scenografien. Stykker som ‘Frankenstein in Love‘, ‘History of the Devil‘ og ‘The Secret Life of Cartoons‘ bliver rost for deres originale indfaldsvinkler til traditionelle emner, men bliver ikke set af særligt mange mennesker.
Igennem 1970′erne vokser The Dog Company sig større og større, for så omkring 1980 at opløses; tiden var inde for medlemmerne til at gå deres egne vegne.

Clive arbejder på nogle udkast til nogle noveller som han kalder ‘The Books of Blood‘:

(’motto’ for alle seks books of blood)

De bliver udgivet i 1984-85 til lovord fra både fans og andre forfattere - mest kendt er måske Stephen Kings udtalelse

King fortsætter sin ros i introduktionen til ‘Shadows in Eden’:

Books of Blood blev også tildelt British Fantasy Award fra British Fantasy Society, samt den eftertragtede World Fantasy Award på World Fantasy Convention (begge 1985).
Barker fortsatte sit triumftog med romanen The Damnation Game (1985), en novella, Cabal (1987), samt The Hellbound Heart (1987), en novella som han samme år skulle lave til sin første film, Hellraiser (1987), idet han var skuffet over resultaterne af de to film, som allerede var blevet lavet på baggrund af hans værker, nemlig Underworld (alt. titel Transmutations, 1985) og Rawhead Rex (1987) - Barker vil i dag ikke kendes ved disse film, idet han ikke mener de er tro mod hans originale manuskripter.
Med Hellraiser havde han imidlertid fuld kontrol, og filmen blev da også en stor succes, og har i dag klassikerstatus blandt moderne gyserfilm.
Nogle mente, at han havde for meget fart på, som Charles L. Grant sagde:

Han fortsatte også med at skrive, og i 1987 kom hans første store (over 700 sider) roman, nemlig Weaveworld (som vil blive behandlet grundigere senere i opgaven). Heri forlader han de gyser-inspirerede rammer, som han tidligere havde skrevet i. Denne bog blev i 1989 fulgt af endnu en ‘mursten’, nemlig The Great and Secret Show: The First Book of the Art. Her starter Barker på en planlagt - endnu ikke færdigskrevet - trilogi om den mystiske kraft The Art:

som kan åbne døren til en anden verden, drømmehavet Quiddity. Barker lavede sin anden film, da han i 1990 instruerede Nightbreed på baggrund af Cabal. Medvirkende i filmen er en af Barkers inspirationskilder, nemlig filminstruktøren David Cronenberg.
At Barker også er en original billedkunstner kunne man forvisse sig om i Clive Barker: Illustrator som udkom i 1990.
I 1991 kom så hans største bog til dato (over 850 s.), Imajica, som også bliver analyseret senere i opgaven.
Han forsøgte sig lidt med en anden type litteratur i 1993, da han skrev og illustrerede den vellykkede børnebog The Thief of Always: A Fable, men vendte dog ’tilbage’ til voksenlitteraturen med den længselsfuldt ventede Everville: The Second Book of the Art i 1994, der som titlen siger er den anden bog i den planlagte trilogi om The Art.
Den nyeste film fra Barkers hånd er Lord of Illusions fra 1995, som bygger på novellen The Last Illusion fra Books of Blood VI. Filmen har ikke haft dansk biografpremiere på trods af glimrende anmeldelser i udlandet.
I 1996 kom så Sacrament, den foreløbigt seneste bog fra Barkers hånd.
Fremtiden lader til at ville byde på en ny bog, Gallilee, i 1998, samt den sidste bog i serien om The Art, The Everything, inden årtusindskiftet.
Derudover er han involveret i kunstudstilinger, tv-serier, filmatiseringer af både Weaveworld, The Damnation Game og The Thief of Always, samt en fortsættelse til Lord of Illusions, Vipex. Han arbejder også på et cd-rom spil under titlen Ectosphere.

Påvirkninger

Barker taler meget åbent om sine påvirkninger fra andre kunstnere, og listen er lang og varieret, spændende fra klassisk engelsk litteratur som Shakespeare og Marlowe, visionære digtere som Yeats og Auden; over forfattere af klassiske gysere som Poe og den mindre kendte (men brilliante) Arthur Machen, nyere fantastiske forfattere som Ray Bradbury og Ramsey Campbell; til nyere kontroversiel litteratur som Burroughs (William S., ikke Edgar Rice) og Bataille.
Iblandt disse personer finder vi også én yderst væsentlig påvirkning; nemlig digteren, maleren og profeten William Blake.
Blakes unikke værker er skrevet, kalligraferet og illustreret af Blake, og herfra er der en direkte tråd til Barker, som helst så sine håndskrevne manuskripter udgivne og som selv har illustreret mange af sine værker.
Ligesom Blake er Barker også multikunstner; et træk han også deler med Jean Cocteau, som udover at instruere film også skrev tekster, tegnede og malede - parallellen til Barker er tydelig.
Ved mange lejligheder har Barker også givet udtryk for sin kærlighed til Barries Peter Pan, en bog hvis indflydelse var meget tydelig i Barkers egen børnebog, The Thief of Always. Barker siger selv om Peter Pan:

Peter Pan
kan også opfattes som et litterært tema, og en anden af
dem har også stor betydning for Barker.

Faust-myten bliver behandlet i hans værker mange gange (især i The Hellbound Heart og The Damnation Game samt i visse af novellerne), men det er værd at bemærke, at det er Marlowes mindre kendte version (fremfor Goethe) han forholder sig til:

En anden bog, som Barker har mange rosende ord tilovers for, er Moby Dick af Herman Melville:

Han taler også om de gamle græske myter som en stor inspiration, blandt andet på grund af at personerne…:

Udover de ovenfor nævnte, er der også en påvirkning fra visionære malere som Borsch og Goya, både i hans egne malerier, men også i hans skildringer af det fantastiske - han skriver til tider meget visuelt, hvilket måske også skyldes hans store kærlighed til film.
Listen af film og filminstruktører som han føler, at han står i gæld til er lang, så jeg vil kun nævne de allervigtigste. Som tidligere nævnt er David Cronenberg en stor inspiration for Barker - påvirkningen er måske tydeligst i novellen The Son of Celluoid fra Books of Blood III, men også hans leg med forholdet mellem sind og krop og de deraf følgende transformationer vækker minder til Cronenberg, især til dennes hovedværk Videodrome fra 1882.
Han har også ved mange lejligheder rost William Friedkin, og især dennes The Exorcist fra 1973 trækker han frem som et eksempel på en fantastisk film, som præsenterer sit materiale på en meget dokumentarisk måde - noget som tiltaler Barker, og en kvalitet, som også er tilstede i en anden af hans yndlingsfilm, nemlig Les Yeux Sans Visage (også kendt som Eyes Without a Face og The Horror Chamber of Dr. Faustus, 1959) af Georges Franju.

Barker og Genrer

Ligesom Barker står i forhold til de ovenfor nævnte enkeltkunstnere, forholder hans værker sig også i større eller mindre grad til visse af de fantastiske genretraditioner, nemlig dem vi kalder Gyser / Horror og Fantasy.
Som vi vil se, er det ikke uproblematisk at placere Barker entydigt i en eller flere af disse genrer, men da han benytter træk fra dem, må han jo i nogen grad siges at forholde sig til dem.
Ideen med at placere litteratur indenfor visse genrer er da også praktisk: ideen er så den, at man, i store træk, ved hvad man får; der er visse karakteristika, som går igen.

Om Gyseren:

Gyseren er kendetegnet ved en optagethed af det irrationelle; de fortrængte / undertrykte sider af menneskenaturen - ofte repræsenteret ved noget ondt: et monster, som både kan være overnaturligt (som en varulv), ‘naturligt’ indenfor historiens rammer (som monstret i filmen ‘Alien’) eller menneskeligt (som de engang så populære seriemordere). Dette onde symboliserer så de undertrykte dele af personligheden, det fortrængte som Freud ville sige det.
Dette onde skal også have noget at være ondt overfor, nemlig et offer (traditionelt en smuk, ung kvinde). Offerets forhold til monsteret repræsenterer andet og mere end blot kønnenes kamp, nemlig sammenstødet imellem henholdsvis feminine og maskuline følelser, som er til stede i hver enkelt tilskuer/læser.
Dens handlingsmønster benytter sig ofte af tre positioner: en indgangsposition, hvor alt ånder fred og ro. Denne idyl er foreløbig (eller, vil nogle sige, tilsyneladende), idet kaoskræfterne viser deres tilstedeværelse. Dette er udviklingspositionen, hvor alt kan ske: virkelighedens orden er ude af kontrol og vi bevæger os ind i en uvirkelighed, det underbevidstes kaos.
Endelig har vi udgangspositionen. Vi er nu vendt tilbage til virkeligheden, til bevidstheden, som kan være stabil (som i 50′er gysere), men oftere er ens virkeligheds- / normalitetsbegreb blevet rystet i en sådan grad, at værdierne ikke længere er sikre.
Man kan i udviklingen af handlingen se en parallel til (eller et levn fra, om man vil) eventyrets hjem - ud - hjem handlingsmønster.

Om Fantasy:

En af de grundlæggende teoretikere som altid nævnes i forbindelse med Fantasy, er Tzvetan Todorov, som i sit værk Den fantastiske litteratur (36) har defineret genren på følgende måde: Når den overnaturlige verden indgriber i den reale verden, har personen to mulige løsninger; enten at betragte det som en hallucination eller som virkelighed, styret af de love vi kender til. Det fantastiske består i denne usikkerhed, eller ‘tøven’, som han har kaldt det: "Den tøven, et menneske, der kun kender til naturlovene, fornemmer, stillet over for en tilsyneladende overnaturlig hændelse".
Denne definition rejser imidlertid spørgsmålet, om det er personen i fortællingen eller læseren der oplever usikkerheden, hvor Todorov mener at begge alternativer er mulige.
Stærke kendetegn ved genren i praksis er ideen om en anden verden (ofte med magiske elementer) og kampen mellem idealer om ondt og godt. Den menneskelige protagonist involveres på det godes side, men er i kraft af sin menneskelighed også ofte læserens ‘øjne’ i forhold til historien.

Grundlæggende skelnes mellem tre typer af fortællinger:
For det første er der High Fantasy. Kendetegnende for denne form er, at historien udspilles i én mytisk verden, secondary world (Tolkiens Ringenes Herre er et eksempel).
Så er der fantasy hvor der er to parallelle verdener, den reale og en fantasi-verden. Ofte er forbindelsen mellem de to adskilte verdener en eller anden form for ‘port’.
En tredje mulig form er, at man befinder sig i en ‘real’ verden, i hvilken der indflettes unaturlige, fantastiske begivenheder.
Denne form er ofte svær at skelne fra gyseren, idet de to genrer har mange træk til fælles, og visse kritikere ser da også Gyseren som en slags subgenre til Fantasy, men bl.a. Schubart argumenterer for opfattelsen af Gyseren som en selvstændig genre.

Hvordan hører så Clive Barker til i forhold til dette?
Ifølge ham selv, overhovedet ikke:

Med dette sagt, så må man dog konstatere, at han beskæftiger sig med mange af de træk, som traditionelt hører hjemme i Gysere og Fantasy: monstre hører normalt til i Gysere og ideen om den anden verden i Fantasy.
Hans brug af disse elementer er dog (som vi senere skal se) ofte anderledes end den gængse brug af dem - diskussionen må så gå på, om han repræsenterer en ny retning indenfor disse genrer, eller om det han laver er en slags uidentificerbar hybrid. Han har da også omtalt sine værker som horror eller fantasy for at man som læser kunne danne sig en ide om hvor de hørte til, hvilke emner de berørte.
Senere har han et ord for hvad han skriver; the fantastique, en dansk oversættelse til ‘det fantastiske’ er ikke helt dækkende, men dog brugbar.
Ordet fantasi er græsk og betyder: det at blive synlig, og det er netop synliggørelsen af noget ukendt og bagvedliggende, fortrængt eller glemt, der karakteriserer den fantastiske fortælling.
Hører han til
indenfor genrelitteratur - hvilket han nok i en eller anden grad
må siges at gøre - er hans ambitionsniveau
større end man er vandt til:

En af grundene til at han delvist frasiger sig slægtskab med genrelitteratur kan være, at kritikerne ikke tager denne alvorligt:

Som man kan se, har han ikke noget imod de store værker indenfor genrelitteratur (han roser jo som tidligere nævnt genreforfatterne Poe, Machen, Bradbury og Campbell samt så forskellige talenter som Stephen King, Thomas Harris og Kathe Koja) - hvad han kan have noget imod, er måske at stå på samme hylde som 117 bøger om trivielle seriemordere eller kedelige dæmoner af Dean Koontz-kloner, der for 20. gang skriver den samme bog.
En anden ting er, at udviklingen i hans forfatterskab går væk fra de genreprægede træk og hen imod en anden form (se analysen af Sacrament). Barker skriver (stadig) fantastisk litteratur, men i en form vi har set før?
Måske, måske ikke.

Det er også i denne sammenhæng værd at bemærke, at litteraturen om ham tager vidt forskellige indfaldsvinkler:
Douglas E. Winter forsøger i sine artikler i Shadows of Eden (38) at se ham som en (original) gyserforfatter, og ser derfor på ham i forhold til andre gyserforfattere, mens Gary Hoppenstand i både (39) og (30) tager et mere dybdepsykologisk syn på teksterne.
Endelig kan man også fremdrage Suzanne J. Barbieri (29), som i sin tolkning af Barker inkorporerer begreber som ‘vores årtusind er Fiskens Tidsalder, den ene Guds Tidsalder, mens vi ved årtusindskiftet vil gå ind i Vandmandens Tidsalder, Gudindernes Tidsalder’; altså en ret New Age - inspireret tankegang. At min tolkning igen drager andre elementer frem i forfatterskabet, tyder på dettes kompleksitet, dets flertydighed.