superevil.org

Generelle træk ved forfatterskabet

Barker synes at kredse om de samme temaer gang på gang - i interviews taler han om dem, han behandler dem i sit forfatterskab, maler dem, laver film om dem…
Jeg vil i det følgende fremdrage de vigtigste af disse temaer, som senere vil danne grundlag for mine tekstanalyser.
Visse af disse temaer synes at overlappe, men jeg finder, at de alle har deres berettigelse i selvstændige afsnit.

Det hemmelige jeg

Barkers (hoved-)personer er som regel ufuldstændige når historien starter. I løbet af historien møder de det fantastiske og finder at det spejler en del af dem selv, deres hemmelige jeg. Begrebet har jeg fundet hos Gary Hoppenstand: The Secret Self in Clive Barkers Imaginative Fiction (39, s. 91-96), og dele af dette afsnit vil da også lægge sig op af denne artikel.

Det hemmelige jeg er, som antydet, en del af personligheden som er gemt; et urealiseret potentiale - som historien udvikler sig, ændres personerne som regel i takt med at de opdager deres hemmelige, skjulte jeg.

Dette jeg kommer til udtryk på flere forskellige måder: nogle personer finder næsten gudelignende kræfter, som de hidtil har været uvidende om, mens andre gennemgår en fysisk transformation. Det kan være både døren til en ny, større verden, eller nøglen til ens selvdestruktion.

Jacqueline (hovedpersonen i novellen Jacqueline Ess: Her will and Testament fra Books of Blood II) forsøger som historien starter forgæves at begå selvmord.
Hun en undertrykt, fortvivlet kvinde; hendes mand søger at presse hende ind i en måde at være på som ikke er hende.
Som følge af selvmordsforsøget går hun til psykiater, som generaliserer hendes krise på en patroniserende måde. Som den mandlige psykiater taler om at være kvinde og de problemer der følger med (som om han ved noget om det) får Jacqueline en tanke:

Hun finder ud af at hun har en skjult evne: hendes tanker har magt over kødet - andres såvel som hendes eget.
Mens hun sover ser hendes nye elsker, Vassi, følgende:

Hendes kød formes her af hendes underbevidste jeg, som i sidste ende viser sig at være selvdestruktivt; den magt hun har over kødet, og som får mænd til at kaste sig tilbedende i støvet foran hende, giver hende ikke nogen tilfredsstillelse.
Hun søger at lære om magt, men forskrækkes af sit potentiale og ender som dødbringende en-gangs-luder i snusket lokale i Amsterdam, bundet til en madras idet hun flere gange ubevidst har brugt sin magt mod sig selv:

Her kommer Vassi til hende som draget af en magnet: en plaget mand, hjemsøgt af billedet af Jacqueline, som har magt over kødet - på den anden side tænker Jacqueline, at den eneste der rigtigt har elsket hende er Vassi.
De to forenes på den eneste måde der er tilbage:

Først i døden finder hun forløsning; hendes hemmelige jeg var ultimativt en forstærkelse af hendes selvdestrutive tendenser, som nu har nået deres endelige udtryk.

I novellen I kød og blod fra Clive Barkers I kød og blod (Books of Blood IV) finder vi Cleve, som er indsat i et fængsel.
Han får en ny cellekammerat, den unge mand Billy Tait, der har begået en forbrydelse for at blive sat i det samme fængsel som bedstefaderen Edgar Tait, som blev hængt for at have dræbt hele sin familie (undtagen Billys mor), idet han var overbevist om, at de ville føre hans ‘onde blod’ videre.
Billy opsøger bedstefaderens grav, og får kontakt med hans ånd, der lærer ham om ‘det onde blod’, som er en særlig evne til transformation der ligger i Tait-familiens gener:

Fordi Billy påkalder bedstefaderen i cellen, ser Cleve også meget af hvad han ser, om end han først tror det er drømme.
Bedstefaderen kan åbne en port til de dødes rige, hvor der findes en by, som Cleve går rundt i og kigger ind igennem vinduerne i de mange forskellige huse:

Cleve møder også en af indbyggerne i denne by, som har vist sig at være mordernes:

Manden prøver at lave en byttehandel med Cleve, så han selv kan vende tilbage til de levendes verden, og idet bedstefaderen har lokket Billy til at begå et mord, fatter Cleve mistanke: bedstefaderen vil ‘bytte plads’ med Billy.
Da dette ikke går grundet Cleves indblanding, tager bedstefaderen Billy med sig til den anden side; deres kroppe finder man sammen i bedstefaderens grav.
Cleve slipper senere ud fra fængslet, men plages af drømme og flygter ind i stoffernes verden. Da han har brug for penge, får han et job som morder; et job som får ham dræbt af politiets kugler.
Han ender i et værelse i mordernes by i dødsriget; hans hemmelige jeg - som manden i byen havde gennemskuet - er morderens.

Et meget klart eksempel på det hemmelige jeg finder man i starten af romanen The Great and Secret Show (1989).
Her møder man Randolph Jaffe, som har fået job i Omaha’s postafdeling (’

‘ (14, s.14)) i afdelingen for ‘døde’ breve; de breve som er strandede idet postvæsnet ikke har kunnet levere dem.
Her læser han i brevene og kommer til den erkendelse at Amerika har et hemmeligt liv; han lærer om The Art, en måde at få indsigt og magt over verden på.
Han allierer sig derpå med et mescalinvrag af en evolutionsforsker, Richard Wesley Fletcher, og sammen udvikler de The Nuncio, ‘budbringeren’, et stof som kan fremskynde evolutionen.
Fletcher får kolde fødder og vil destruere det, men inden han kan gøre det, kommer han til at indtage noget af stoffet og indser at :

Stoffet tager Fletchers drømmende, udsyrede karakter ("

" 14, s. 57), og forstærker den; Jaffe indtager også stoffet, og får sin natur forstærket; en natur som er gennemsyret af had og magtbegær:
"

Begge indser de at de nu er endt som hinandens modsætninger og nødvendigvis må ende som fjender i en bitter kamp:

Igennem denne kunstige evolution finder de deres hemmelige jeg, ikke som en fysisk videreudvikling, men som en realisation af deres inderste natur. Netop dette må siges at være essensen af det hemmelige jeg: at det er en del af personligheden, som er gemt væk, men som er den egentlige person, det sande jeg.
Denne realisation af det hemmelige, sande jeg er ikke en selvfølge.
Normaliteten er måske den skyldige i denne sammenhæng; at vokse op i en verden, som ikke tror på det fantastiske kan nemt få en til at lukke for den del af ens personlighed der er en del af det fantastiske, det unikke i hvert enkelt menneske.
Det er værd at bemærke, at denne del ikke nødvendigvis er god i gængs forstand, men sagtens kan være selvdestruktiv, ja morderisk.
I tilknytning til det hemmelige jeg må nævnes:

Monstret

Et typisk træk ved Barker er hans fascination af monstret, væsenet, det overnaturlige. Han hylder i denne sammenhæng frem for alt mangfoldigheden ved monstrets udformning:

Dette fokus på monstret som udtryk for individualitet og mangfoldighed er Barkers hovedpointe i denne sammenhæng: hvor monstret indenfor gysergenren repræsenterer noget truende, noget ondt, er det hos Barker bare en anden (og bedre) tilstand, et billede på det sande jeg.

Barker står på denne måde i direkte modsætning til Lovecraft og i det hele taget gængs horror-praksis: status quo bliver på ingen måde genetableret i en Barker-fortælling fordi det ikke er ønskeligt - det er ikke grufuldt at være monster, tværtimod ville det være forfærdeligt at vende tilbage til det normale, til udgangspunktet.

Hos Barker er det normaliteten der er fjenden, den normalitet der ikke kan se noget anderledes uden straks at skulle jage det med sølvkugler og vievand. Den repræsenterer en slags absence, et fravær af drifter, samtidig med at den er billedet på den fuldkomne intolerance og angsten for det anderledes.

Centralt her er at omfavne visionen, vidunderet i stedet for at være angst og benytte vold.

En fortælling som i høj grad behandler Barkers fascination af monsteret, er Skins of the Fathers i Books of Blood II.

Her finder vi drengen Aaron (hvis navn betyder ‘Den Udvalgte’), som er resultatet af hans moders seksuelle omgang med:

Drengen er nu vokset, og flokken af monstre kommer til byen Welcome, Arizona, for at tage ham med sig.
Welcome er alt andet end gæstfri overfor disse væsner; ledet af Aarons menneskefar Eugene (en sand redneck) gør de front mod det anderledes med ladte våben for at ‘redde’ drengen.
Da han ser nedslagtningen af sine virkelige fædre, som han føler mere for end for sin menneskelige far, sættes en transformation i gang, hvor han viser ’sine fædres hud’ (skins of the fathers), idet han ændres fra dreng til monster:

Transformationen når dog ikke langt, idet Eugene skyder sin søn i hovedet med en riffel. Han og hans lynch-party bliver dog selv opslugt af ørkenen som en straf fra Aarons fædre.
Hele tiden igennem historien fornemmer man, at Barkers sympati er på monstrenes side; han beskriver dem med en begejstring og originalitet som er meget medrivende:

Skins of the Fathers er også interessant, idet den kan ses som forstudiet til Barkers ultimative monsterfortælling, nemlig Cabal (1988, filmatiseret af Barker selv som Nightbreed i 1990).

Hovedpersonen her er Aaron Boone, som er et psykiatrisk tilfælde: han plages af drømme om monstre, kaldet The Nightbreed og stedet de bor, kaldet Midian.
Hans sjælefred forstyrres yderligere, da hans psykiater, Dr. Decker, overbeviser ham om, at han har begået indtil flere bestialske mord.
Han flygter, og idet han på vejen får retningsanvisninger til Midian, som viser sig at være et faktisk sted, ender han der; en naturligt endestation for det monster han har vist sig at være.
Her møder han også nogle eksemplarer af The Nightbreed, Jackie og Peloquin, men de vil ikke vide af ham:

Han undgår knapt at blive ædt af Peloquin, men bliver dog bidt og flygter.
Udenfor Midian mødes han af en politistyrke samt Decker. De to taler sammen, og Decker tilstår, at han udmærket er klar over at Boone ikke har dræbt nogen, idet han selv har stået for alle mordene! Inden Boone kan reagere, får Decker politistyrken til at åbne ild (

8, s. 58).

Boone skydes ned, men biddet fra Peloquin indeholdt et stof, som virker selv efter døden. Han vågner op, ændret, og flygter endnu en gang til Midian, hvor han optages som Nightbreed.
Hjulpet af Decker får politiet imidlertid nys om, at der er noget unaturligt i gære i Midian, og anført af den skrupelløse Eigerman tager de derhen, bevæbnet til tænderne, og går i gang med at udrense The Nightbreed.

I mellemtiden kaldes Boone ned til Baphomet, ‘døberen’; monstrenes Gud, som lærer ham, at han er udvalgt til at frelse The Nightbreed, at han kan overvinde deres fjender og føre dem til et sted, hvor de kan være i fred.
Forinden er Boones kæreste, Lori, fulgt efter ham til Midian, hvor hun har frelst et Nightbreed-barns liv. I filmen har hun følgende samtale med barnets moder, Rachel:

Her dukker noget utroligt centralt for historien op: modsætningen mellem The Nightbreed (’The Tribes of the Moon‘ som de kalder sig selv) og flokken af white trash, som vil udrydde dem. Dette kan læses som en allegori over den vestlige kulturs undertrykkelse af de ‘primitive’, oprindelige folk; en holdning som går igen i andre af Barkers værker.

Der ligger en fascination af det grimme, en villighed til at finde skønhed i det for andre uskønne, en hæslighedens æstetik i Barkers forhold til monstret. Repræsenterer monstret virkelig det fortrængte (som nævnt i afsnittet ‘Om Gyseren‘), må Barker virkelig siges at være på fortrængningerne og drifternes side!
En sådan fortolkning af Barkers monster-billede er dog en alt for snæver ramme for hans unikke brug af monstret som metafor for personlig udvikling, en større verden, mangfoldighed for blot at nævne nogle få eksempler.