superevil.org

De Verdensforviste

Indledning:

De Verdensforviste / Weaveworld er Barkers anden roman, og man kan argumentere for, at han med denne bog for alvor fandt sit ståsted (læser man nyhedsgruppen alt.books.clive-barker (54) vil man også se, at mange synes det er hans bedste bog til dato).
Romanen bryder med hans tidligere forfatterskab (Books of Blood, Cabal, The Hellbound Heart, The Damnation Game), idet den på ingen måde meningsfuldt kan kommes ind i en Gyser / Horror kategori - man kan så diskutere hvorvidt den hører hjemme i kategorien Fantasy, som den deler en del træk med, men man kommer nok bogens hjerte nærmere ved kalde den et moderne eventyr.

Referat:

De Verdensforviste handler om en verden der er vævet ind i et tæppe, Fugaen.
To unge mennesker - Cal Mooney og Suzanna Parrish - finder ud af at denne verden eksisterer, og at den er er befolket af Seerslægten, et magisk folk som engang boede i vores verden, men lavede tæppet ved magi og skjulte sig i det for at undgå at blive udryddet af Svøben, et mystisk, næsten almægtigt væsen.
Skumle kræfter - heksen Immacolata, sælgeren Shadwell og politimesteren Hobart - higer efter tæppet og dets vidundere til deres egne, destruktive formål.
Efter mange forviklinger og magtkampe kan De Verdensforviste - seerslægten - vende tilbage til vores verden; med hjælp fra Cal og Suzanna er truslen fra Immacolata, Shadwell, Hobart og ikke mindst Svøben overvundet.

De Verdensforviste foregår i Liverpool, i en ikke nærmere defineret nutid.
Historien fortælles i 3. person af en ‘alvidende’ fortæller, og mens der ikke er nogle spring i tiden - historien fortælles lineært, uden flashbacks - springer den mellem personerne; hovedsageligt mellem Cal og Suzanna, men også med lejlighedsvise afstikkere til især Shadwell, Immacolata og Hobart.

Ifølge Barker har bogen rod i hans barndoms fascination af eventyr:

Hvilke kreative impulser, som har formet bogen giver han også et bud på:

Fortolkning / analyse

Personerne i De Verdensforviste finder ind til deres hemmelige jeg med tæppet - Fugaen - som omdrejningspunkt. I det følgende vil jeg kigge på, hvilke erkendelser bogens hovedpersoner kommer til og hvordan.

Cal

Da Cal for første gang ser Fugaen, ser han ikke bare et tæppe, men en verden.
Synet af denne verden vækker en længsel i Cal; han har set Eventyrland, og tænker tilbage på da han var barn og havde søgt efter netop dette eventyrland i bøger:

Han inkorporerer tanken om, at det vanvid som hans farfar besad - Gale Mooney, en gal, irsk digter - bor i ham, og han ender med at tænke på sig selv som Gale Mooney.

Da han første gang møder Eventyrlands befolkning, Seerslægten, har de til hans skuffelse ikke andet end foragt tilovers for mennesker, som de kalder Kukkuker, hvilket er flertydigt. Kukkuk er jo den lyd som Gøgen udsender, en fugl, som lægger sine æg i andre fugles reder, hvorefter dens afkom skubber sine redekammerater ud. Symbolsk for menneskeslægtens fortrængning (i mere end én forstand) af Seerslægten. Endeligt vækker det associationer til sindssyge (udtrykket ‘gone cuckoo‘ på engelsk). Senere, da han møder Seerslægten i deres verden, finder han en hidtil ukendt tilfredsstillelse, da han reciterer farfaderens digte i Lemuel Lo’s frugthave og modtager Seerslægtens applaus. Senere døser han hen i græsset:

Cal finder eventyrland, som han har drømt om, siden han var lille, og hvad der er endnu vigtigere: han bliver accepteret som en del af det. Her kan hans tilværelse som forsikringsagent ikke holde med, idet han finder hen til den del af sig selv, som han altid - måske uden at gøre sig det helt klart - har betragtet som den vigtigste. Et af de kapitler, som går umiddelbart forud for dette, hedder ‘Cal blandt mirakler’; få kapitler senere er han blevet accepteret af disse mirakler, og har set at de også hører til i ham.

Scenen i Lemuel Lo’s frugthave kan på mange måder ses som en paradisisk tilstand: alene det, at det foregår i en idyllisk have, leder jo associationerne derhen. Cal finder harmoni og ro i haven, han spiser af træernes frugter, men her er der dog ingen, som er ham forbudte (selvom en slags frugt aldrig er blevet delt med menneskene), han reciterer digte til andres glæde og bifald, og ultimativt fødes eller skabes han igen.
Hele hans liv indtil nu har været ufuldstændigt, en drøm, og hans ‘genfødsel’ er ind i en større verden, en verden af muligheder, men også farer: Eventyrland eftertragtes stadig af de, som vil det ondt.

Eftersom Eventyrland ikke er sikkert, væves det ind i tæppet igen med det resultat, at Cal smides ud af sit ‘Eden’. Mens Suzanna involveres i Fugaens videre skæbne, bliver Cal ladt tilbage i Liverpool, og i bogens 6. del, Tilbage blandt de blinde, beskrives i en af bogens (for mig) mest smertelige afsnit, hvordan han glemmer alt om, hvad han har oplevet:

Det smertelige i dette afsnit er følelsen af tab; en følelse, som ikke er fremmed for mange moderne mennesker, som er uden det (religiøse) trosgrundlag, som tidligere kulturer har haft, som i en eller anden forstand er rodløse.
Cal bliver revet væk fra sin nyfundne identitet før den kan nå at blive en del af ham, med det resultat, at han ender i en slags mentalt ingenmandsland, hvor glemslen er den eneste udvej, idet han ikke for alvor kan vende tilbage til sin tidligere tilværelse. Tilbage er kun tabet.
Dette afsnit kan ses som et billede på hvorledes det fantastiske - her især i overført form; alt hvad det repræsenterer af erkendelser og egentlige identiteter - kan forsvinde fra vort hjerte hjulpet af verdens trivialiteter, som siger at der ikke er plads til vidundere i verden.

Denne tilstand varer dog ikke længe; han har sin plads i kampen mod de, som vil gøre Eventyrland ondt; et træk man også finder i mange fantasyfortællinger. Denne gang er det imidlertid dets eksistens, som er på spil: Shadwell, som søger magt, vil gå ind i det mystiske sted, hvor den verden bliver skabt, nemlig Væven, hvilket vil være ødelæggende for hele Fugaen. Det lykkes ikke for Cal og Suzanna at forhindre dette; Fugaen, og mange steder i den som Cal har kær (så som Lemuel Lo’s Frugthave), ødelægges, men forinden har de ved vævens magi overført en del af den til Suzannas bog.

Cal ender endnu en gang tilbage i Liverpool, men denne gang går det anderledes end første gang:

Denne gang har han stadig sin egentlige identitet i behold; han er Gale Mooney, og er parat, da Svøben dukker op som en trussel. Han finder selv stedet, hvor de sidste af Seerslægten har gemt sig, og gør ene front mod Svøben, kun med Shadwells magiske jakke (mere om den senere) som våben.
Svøben er imidlertid fuld af tomhed, og idet den ser sit virkelige selv i jakken - et fantastisk væsen fra stjernerne - går denne tomhed ind i Cal; hans sjæl drænes for at give næring til Svøbens vision.
Cal er ingen; opfatter intet andet end et sandet, forblæst øde.
Alt er tomhed.

Dette er selvets endelige nedbrydning; den ultimative absence. Dette er måske også den ekstreme følge af Cals sorg over at have tabt Eventyrland: han føler ikke at han har noget at vende tilbage til verden for. Meget betegnende for Barkers værdier og ideer, ligger Cals redning i det fantastiske: han husker en hændelse fra første gang han var i Fugaen, hvor han blev ført hen til en gammel mand, som han havde en følelse af at kende. Han indser, at den gamle mand er ham selv, og han dermed engang i fremtiden vil leve i Eventyrland, nær et sted, hvor tid ikke har nogen mening. Dette minde giver ham kraft til selv at vågne op af sin ‘tornerosesøvn’, stå op og virkeliggøre det eventyrland, han er vogteren af. Han og Suzanna får den verden frem, de har gemt i bogen; og rent symbolsk er dette Cals (og Suzannas) verden, deres helt private opfattelse og oplevelse af Eventyrland.

siger Barker. Med dette hylder han forestillingevnen, fantasien; men samtidig er det også en konstatering af, at det Eventyrland Cal har i sig fra barndommen, er den drivende kraft i hans liv, og selvom disse forstillinger måske ligger det voksne jeg fjernt, er de aldrig væk sålænge man - som Cal - længes efter dem.
Hans hemmelige jeg har således dybe rødder i barndommens lege og forestillinger, som i opvæksten er blevet undertrykt.

Barker siger selv om tankerne bag Weaveworld:

At Cal netop identificerer sig med en gal digter, er også signifikant: digtere er jo bare voksne mennesker med ideen om Eventyrland intakt. Lemuel Lo kalder således også Cal for digter, selvom denne bedyrer, at digtene er lavet af hans forfader: Cal har også forestillingen om Eventyrland intakt, i al fald i Lo’s øjne.
Det gale ved Gale Mooney er jo netop den kreative galskab, som gør mange drømmere ’sære’ i ‘normale’ folks øjne; det at en person som har set Eventyrland ikke længere er den samme som før.

Cal er, sammen med de livagtige skildringer af Liverpool, det selvbiografiske element i bogen. Barker beretter om at have været et dagdrømmende barn, som i timevis kunne stå med lukkede øjne og drømme sig væk til Ønskeøen. Dog er Cal ikke Barker:

Her kan man også komme ind på Svøben, som på en måde kan ses som en slags parallel til Cal. Den har oprindeligt været vogter af det sted, hvorfra magien og Seerslægten stammede fra. Seerslægten og magien drog væk, efterladende Svøben alene i det, som med tiden blev til en trøstesløs ørken. Idet den endeløse tomhed trængte sig ind i Svøben, byggede den sig en identitet igennem historier, som den hørte; den identificerede sig med den engel, som ifølge Bibelen vogtede Paradisets have, Uriel, ‘Guds Flammesværd’.
Det er let at drage visse paralleller til Cal: Svøbens tid med seerslægten er at sidestille med Cals barndom, hvor han var en del af det fantastiske, og dens forestilling om at være Uriel er en falsk identitet ligesom Cals identitet som forsikringssælger er det. Den væsentligste forskel på de to er, at Svøbens savn bliver til destruktiv frustration, mens Cal bare længes. Der er da også en vis samhørighed imellem dem, idet det jo er Cal som kan vise Svøben dens sande jeg, ikke som ødelægger, men en del af noget større.

Suzanna

Suzannas vej til erkendelsen af sit hemmelige jeg går igennem hendes opdagelse af den kraft, som hun besidder: Menstrualet.
Som navnet antyder, er det en kraft, som kun kvinder kan have; et billede på det kvindelige mysterium - dette er en parallel til mange oprindelige kulturer, som skelner mellem mandlig og kvindelig magi.

Suzanna er sammen med Cal på jagt efter Fugaen, da hun møder Immacolata. Deres samtale ender i et angreb fra Immacolatas side med en slags ild som ’springer frem’ fra hendes ansigt. Suzanna griber fat i ilden, der beskrives som

og trækker den ind i sig, med følgende resultat:

Hun har fundet Menstrualet, men Immacolata informerer hende om, at det ikke er så ligetil en kraft at have:

Den kraft Suzanna har fundet, er en stærk kraft; i bogen er kun Svøben og (måske) Immacolata stærkere end Suzanna og menstrualet. I overført betydning er menstrualet et billede på den kvindelig kraft: Suzanna finder identitet og styrke i form af sin kønsbevidsthed, sin viden om sin kvindelighed. Idet hun er en ung kvinde, kan dette også tolkes som overgangen fra pige til kvinde - den fantastiske litteratur er da også rig på coming of age-historier; fortællinger om at blive voksen, her måske forstået i åndelig forstand.

tænker hun (19, s. 236), og denne erkendelse er vel i høj grad en indsigt i sit køns mysterium, en accept af sin natur.

Interessant er også forholdet mellem Suzanna og politichefen Hobart.
Da de første gang mødes, tager han den eventyrbog fra hende som hun har fået af sin bedstemoder, Mimi. Dette udløser et ubrydeligt fjendskab mellem dem; bogen symboliserer det fantastiske, som den rationelle og afstumpede Hobart står uforstående overfor. Båndet mellem dem bliver stærkere og stærkere - hun kan mærke når han er på vej, han kan ‘lugte’ når hun har været et sted - indtil konfrontationen mellem dem, som foregår i en af Fugaens byer, Mageløs.
Her prøver Suzanna at tage bogen tilbage, og idet de begge rører den, suger den dem ind i sig, og de ender i en mystisk (og mytisk) skov. Suzanna tænker følgende:

Jeg er Jomfruen…

… og han er dragen."

Hun møder da også Dragen Hobart, et væsen som udstråler ondskab, men som samtidigt også er smukt. Idet den skrider frem mod hende, tror hun, at den vil dræbe hende, men i stedet kommer disse overraskende ord:
"»Vær hurtig,«

»Dræb mig og få det overstået«[...]

De skifter nu roller, således at Suzanna transformeres til Dragen, mens Hobart bliver en sølle ridder. Hun vil dræbe ham, men de bliver distraheret og vender tilbage til rummet de var i.

Dette er selvfølgeligt signifikant som en afspejling af deres indbyrdes styrkeforhold, men der ligger også andre - og dybere - betydninger her.
For det første er det Suzannas endelige erkendelse af hvad der er sket med hende; hun er ikke en lille pige mere, men en voksen kvinde. At hun bliver en drage er også interessant: ordet drage bruges ofte nedsættende om en ’skrap’ kvinde, hvilket stammer fra den vestlige kulturs forhold til dragen som noget ondt, men fra gammel tid er dragen i østen blevet betragtet som noget godt, nærmest en guddom. Billedet af dragen, som bider sig i halen, er i denne sammenhæng et symbol på cyklus (den cirkulære verdensopfattelse som mange oprindelige kulturer står for) samt sammensmeltning mellem ånd og krop, kosmos og kaos. Ligegyldigt hvilken kultur man hører til, er der ingen tvivl om, at dragen er et kraftfuldt væsen. Derudover er der jo også det ældgamle forhold mellem Jomfruen og Dragen, som Barker også spiller på.

Vildskoven, hvori scenen foregår, er også værd at nævne:

siger Barker (20, s. 59), og med dette bliver Vildskoven billedet på kommunikationen mellem forfatter og læser, måden hvorpå læseren ved hjælp af sin fantasi ‘afkoder’ forfatterens ‘kode’, hans ord. Dette er også en form for magi: forfatterens tanker og visioner bliver til ord på noget papir; en form, som i sig selv egentlig er forholdsvis ligegyldig, indtil en læser igen omsætter ordene til ren tanke og vision. Denne kommentar til skriveprocessen med alt hvad denne indebærer; at fortælle om bogen i bogen er et metafiktivt træk, som gør opmærksom på fiktionen som fiktion.
På dette symbolske sted, Vildskoven, rører Menstrualet meget betegnende ikke på sig - en metafor behøves ikke på det sted, som alle metaforer stammer fra.
Barkers værker har altid været befolket af stærke kvinder og stærk kvindelighed (som f.eks. Madonna - se Transformationen), men aldrig før i en så ren form som Suzanna.

Shadwell

Af personerne i bogen skal Shadwell også kort nævnes. Han er sælgeren, hvilket understreges af hans magiske jakke, hvori hans ‘købere’ kan se deres inderste begær. Han bruger denne magt for egen vindings skyld, idet han vil tilegne sig Fugaen, først som en genstand som alle andre som han vil kunne sælge videre; hans ultimative handel. Da han ser Fugaens vidundere, vækkes imidlertid et begær i ham, et begær efter at besidde dette, have magt over det. Det lykkes også for hans folk at tage (delvis) kontrol over seerslægten, som er uforberedte på at skulle slås mod maskingeværer. Men dette er ham heller ikke nok, så han drager ind i Væven; stedet hvor selve Fugaen skabes, på jagt efter den ultimative magt. Her forskrækkes (og væmmes) han dog over at Væven ikke er fysisk, men et udtryk for tankekraft, magi. Han afsværger al magi; skiller sig af med sin jakke, finder og vækker Svøben og begiver sig ud på et korstog mod Seerslægten.

Shadwell er den personificerede materialisme; han er ude af stand til at se vidunderet og ser kun de overfladiske værdier ved Fugaen, ikke de dybereliggende, inderste erkendelser. Hans angst for magien er også en del af denne materialisme: det kan ikke forklares rationelt, er ikke håndgribeligt, og kan derfor ikke styres. Fugaen er uopnåelig for ham. Det er i denne sammenhæng vigtigt, at han søger Væven som en fysisk genstand, som han kan besidde, og ikke som stedet hvor tanken skaber den fysiske verden: han vil eje eventyrland, uden at indse, at det er et sted i sindet. Meget betegnede giver de illusioner hans jakke kan frembringe ikke rigtig glæde; de er flygtige, idet materielle goder nemt kan forgå.

Som vi har set, har Fugaen forskellig betydning for de forskellige personer.
Grundet pladshensyn er der flere, som ikke kan beskrives, som f.eks. Gluck, som har brugt hele sit liv på at søge efter UFO’er, men som tager Fugaen til sit hjerte med det samme han hører om den: han vil bare have at der er noget fantastisk i verden.

De Verdensforviste er elegant oversat af Anders Westenholz, som formår at bevare megen af sprogets originale magi (selvom jeg nu vil vove den påstand, at Barker - om muligt - skal læses på originalsproget!). Bogen blev vel modtaget af pressen (især Klaus Lynggaard i Information 01-11-91 samt Henrik List i Berlingske Tidende 03-11-91 var meget begejstrede), men kunne - så vidt jeg husker - findes på udsalg et par år senere, og udover tre Books of Blood - oversættelser, har forlaget Artia ikke som lovet udsendt flere af hans romaner.
Hvad dette skyldes er svært at konkludere på, måske er Barker bare ikke faldet i det danske publikums smag - det intetsigende omslag har i denne sammenhæng heller ikke hjulpet.

At tage afsked er svær, især til en tekst som denne, hvor hver eneste side synes at fremvise nye vidundere og - ikke mindst - erkendelser:

Som børn tilbringer vi en væsentlig del af vores tid i Eventyrland. Som vi vokser op, mister vi - delvist - kontakten til den del af os, som trodsede en vild drage med vores blanke sværd.

De Verdensforviste er en bog for alle de, som stadig har bevaret nogle af disse forestillinger, måder at tolke verden på.