superevil.org

Imajica

Indledning

Imajica står for mange som Clive Barkers hovedværk. Det er da også hans måske dybeste værk til dato, hvori forholdsvis komplekse filosofiske ideer og kristologiske undertoner forholdes til en fantasy-præget ide om en anden verden. Alene titlen er værd at bemærke: den giver associationer til ordene Imagination og Magic, som hos Barker synes at være to sider af samme sag. På alt.books.clive-barker er det den bog, jeg oftest ser anbefalet til folk, som spørger hvor de skal begynde med hans forfatterskab.

Referat:

I Imajica er Jorden ét af de fem Dominions (domæner) som tilsammen kaldes Imajica. Oprindeligt var disse fem verdener forbundet, men Jorden er blevet afskåret fra de andre fire, og alle domænerne lider herunder.
Een gang hvert tohundrede år kan en magiker af stor kraft imidlertid udføre The Reconciliation - Genforeningen - imellem disse verdener.
Vi følger Gentle som igennem en rejse igennem domænerne langsomt erkender sin rolle som Genforeneren med hjælp fra den mystiske, tvekønnede Pie’oh’pah.
Lige så vigtig er Judith, der til sidst finder sig selv hos de gudinder som frigøres ved genforeningen, som efter mange begivenheder lykkes.
Der er selvfølgelig kræfter som modarbejder denne genforening: Despoten Satori samt ingen andre end Hapexamendios, Den Ene Gud, som bebor hele det første domæne.

Imajica foregår dels i London, dels i de andre domæner. Historien fortælles i 3. person, fortælleren er ‘alvidende’ og springer ikke i tiden, men mellem personerne. Fortællingen foregår i nutiden, uden at denne dog beskrives nærmere.

Går man Barker på klingen, indrømmer han, at hans yndlingsroman - hvis han skulle vælge - nok er Imajica:

Fortolkning / analyse

Jeg har valgt at basere min analyse på en række emner, som personerne forholder sig til igennem hele bogen.

Rejsen til erkendelsen - Gentle & Pie

Maleriforfalskeren John Furie Zacharias, kendt som Gentle, er ved historiens start en falleret Casanova: hans samleverske har forladt ham, idet hun har fundet ud af, at han har været hende utro; det eneste hun har efterladt sig, er en note, hvori hun foreslår at han -

- skærer sin løgnagtige hals over.
Han møder den tvekønnede Pie’oh’pah, en Mystif fra det Andet Domæne, som er i stand til at skifte form i forhold til en anden persons begær. Pie’oh’pah kender Gentle, selvom han ikke kan huske noget om den - faktisk kan han ikke huske mere end omtrent ti år tilbage i tiden. Allerede her antydes et vigtigt tema i bogen: idet Gentle er uden hukommelse, er han også uvidende om hvem han egentlig er. Allerede fra starten bliver vi præsenteret for en helt, som er uden fortid, uden en rigtig identitet.
Men han søger forståelse, og for at finde sig selv, rejser han sammen med Pie’oh’pah igennem Domænerne.
Under denne rejse forelsker han sig i Pie’oh’pah, og da de er på øen The Cradle, bliver de viet af præsten Athanasius. På bryllupsnatten nægter Gentle at være sammen med en illusion, og vil se Pie som han virkelig er:

Gentle, med et berettiget ry som den store forfører, skulle man tro ville udnytte Pie’s formskifterevner til det yderste, men er den eneste der kan - og vil - se ham som han virkelig er. Dette kan ses som den rene kærlighed, at man ser sin partner som denne virkeligt er i modsætning til hvordan man gerne ville have, at denne var. Samtidigt vækker det jo unægtelig mindelser til mine tidligere overvejelser om det hemmelige jeg, den virkelige person. Dette er, hvad Gentle egentlig vil se: Pie’oh’pah’s natur. Det er da også Gentles kærlighed til Pie, som er hans drivkraft igennem hele historien; måske er Pie ikke selve gåden, men for Gentle er han den nøgle, som kan åbne hans fortid og dermed hans fremtid.

Gentle starter sin rejse med Pie’oh’pah for at forstå; forstå hvad og hvem han selv er, og hvad hans rolle i verden er. Undervejs danner han en ny identitet, som er forskellig fra den han havde, da han var den store Genforener, Maestro Satori; han lærer nye ting om sig selv, hovedsageligt igennem sin kærlighed til Pie. Som tidligere nævnt er der en signifikans i navnet Gentle: den første genforening mislykkedes på grund af hans hovmod, hans legen Gud (skabelsen af endnu en Judith - se Gentle, Satori og Judith - Original & Kopi) og søgen efter berømmelse, mens han anden gang er drevet af langt mere ædle motiver: sin kærlighed til Pie’oh’pah, sin ægte medfølelse med sjælene, som ikke kan finde fred og en form for ydmyghed.

På sin rejse med Pie bemærker han ofte, at han er nødt til at lave et kort over Imajica, men først da han har helet Imajica - og sig selv - er han i stand til at begynde på denne opgave. Ser man Imajica, de andre Domæner, som en metafor for de dybereliggende dele af det menneskelige sind, er denne handling yderst vigtig: et kort er lig med indsigt, overblik, noget man kun kan have, hvis man kender sit inderste selv, sit fulde potentiale, sit hemmelige jeg. Ud fra denne betragtning, er det Imajica, som skal heles, den verden som ligger inden i os, og dette sker - for Gentles vedkommende - først og fremmest ved hjælp af kærligheden til Pie’oh’pah, både kærligheden som ren, uselvisk følelse og som symbol på en indsigt i de mandlige og kvindelige mysterier, som ligger gemt i ethvert menneske.
Clive Barker er da heller ikke i tvivl, da hans fanklub, Lost Souls, spørger ham:

Gentle, Satori og Judith - Original & Kopi

Grunden til at Gentle ikke har kunnet huske sin fortid er, at han for tohundrede år siden - da han var kendt som Maestro Satori - har forsøgt at hele Imajica, hvilket gik frygteligt galt: han blev distraheret af den skønne Judith, som egentlig var Joshua Goldophins elskerinde. For ikke at skabe splid, lavede han med magi en kopi af Judith, men kunne ikke holde sig væk fra den magiske kreds, mens processen stod på, med det resultat, at han selv blev kopieret; denne kopi - som senere blev til The Autarch Satori - saboterede så det endelige genforeningsritual med katastrofale følger.
Denne kopiering er ganske interessant: det er ligetil at se det som en opsplittelse af den oprindelige person i to dele; den onde Satori og den gode Gentle, men dette er måske en for firkantet tolkning, idet Satori heller ikke er uden kvaliteter (han spiller en vigtig rolle for genforeningen, på trods af at han vælger at modarbejde den); men at der er tale om forskellige dele af personligheden bliver klart, da Satori tilbyder Gentle, at han må få sit gamle navn tilbage (i mange kulturer er navnet lig med identiteten). Gentle afslår: han er ikke Satori længere, men slet og ret Gentle, et navn, som betyder ‘blid’ eller ‘god’.

Judith skaber - selvom hun er en kopi af et andet menneske - sin egen fremtid, sit eget formål; Quasior er den person som Judith er modelleret over, men det er Judith der er vigtig - Quasior er ikke med i handlingen i særlig lang tid, og er forholdsvis passiv, for det meste bedøvet af stoffer.
Hun er skønheden, den oprindelige Judith, som alle faldt for, som altid har fået alting serveret, mens Judith må kæmpe for sin identitet.
Judith’s forhold til mænd er mest bekvemmelighedsforhold. Vel har der været nogle passioner i hendes liv - fortrinsvis Gentle, men på mærkelig vis også den lidt anonyme Charlie Estabrook - men ellers er mænd nogle, som betaler huslejen, og kan skiftes ud når man er træt af dem.
Dette ændres, da hun møder Oscar Goldophin, Charlies halvbroder:

Hun rives ind i mærkeligt kærlighedsforhold til Oscar, men omstændighederne fører Judith til Yzordderrex. Her møder hun Quasior, som er den oprindelige Judith.
Judith finder ud af, at hun er ‘kodet’ til at elske slægten Goldophin til evig tid. Hun er - forståeligt nok - chokeret over denne opdagelse, hun føler sig fanget af sin ‘programmering’, at hendes følelser overfor Oscar ikke er sande. Da Oscar bliver dræbt er Judith nu fri (

15, s. 526), eftersom han var den sidste af Goldophin-slægten.

I sin frihed finder hun sammen med en person, som hun tror er Gentle, men som i virkeligheden er Satori, Gentles kopi. Hun finder perfekt (seksuel) sammenhørighed med Satori, som det ses i denne scene:

Judith begynder også at sluge ham, og de ender mund mod mund; de har fortæret hinanden. En lyd fra gaden bringer dem dog tilbage til virkeligheden og deres kroppe igen.
Scenen er interessant, ikke kun fordi Barker viser os endnu en form for seksualitet, men også fordi den symboliserer den fuldkomne forening af det mandlige og det kvindelige - han er folkemorder, destruktiv, tilhørende Hapexamendios, mens hun er skabende, hører Gudinderne til (se afsnittet Gud, Gudinder & Genforening) - men en forening er mulig, endda ønskelig. Dette kan også ses som symbolet på foreningen af det mandlige og det kvindelige i hver enkelt person, et tema som den tvekønnede Pie’oh’pah også er en udforskning af. Det er også et billede på kærligheden, måske især den seksuelle del af denne; den gensidige fortæring, hvori man bliver ét kød.
Dette er også signifikant, idet de begge er ‘kunstige’ væsner, men dog i stand til selv at finde værdier, lykke og kærlighed - upåagtet hvad verden (som opfatter Satori som ond) mener om deres sammenhørighed.
Hun får også senere hans barn; et bevis på at deres forhold er frugtbart.
Meningen med dette er, at man finder sin identitet, sit jeg, igennem sine handlinger.

Gud, Gudinder & Genforening

Da Pie og Gentle møder Autarch Satori for første gang, tager denne ham med til The Pivot, en fallisk søjle som er et udtryk for den Ene Gud, Hapexamendios’ magt. Her taler Guden til Gentle:

Satori vil nu hjælpe Gentle med den nye Genforening, han kan lære ham alle de kunster, som han har glemt mod en ‘del af kagen’; han er interesseret i den magt og hæder, som vil være følgen af Genforeningen, ikke af den egentlige helende proces. Gentle er ikke interesseret i at være Genforener og afslår, hvorefter den rasende Satori sårer Pie’oh’pah dødeligt og sværger at modarbejde Genforeningen. De fortsætter deres rejse til grænsen af det Første Domæne, hvor Hapexamendios bor, og sjælene kommer hen, når de dør. Her dør Pie, men hans sjæl vender tilbage med det frygtelige budskab, at så længe Imajica ikke er helet, finder ingen sjæle fred.
Herefter tager Gentle rollen som Genforener på sig, drevet af sin sorg over at have mistet Pie’oh’pah.

Han vender tilbage til vores verden, og det hus på Gamut Street, hvor det første forsøg på genforening foregik. Her møder han dog et væsen, Little Ease, som bringer de dæmoner frem, som er inden i hans hoved: minderne om den første, fejlslagne Genforening, og de som døde. Det er dette, som Gentle har søgt at skåne sig selv for ved at glemme, og idet han husker det alt sammen på én gang er det mere end han kan klare. Han ender med at gå rundt, uden at vide hvor eller hvem ham er. Igen er her en parallel til Oddysseus (se analysen af De Verdensforviste); tabet af identitet, at blive til ingen er umiddelbart en lettere udvej end at se sit ansvar, sin skyldfølelse i øjnene.
Igennem mødet med en flok hjemløse bliver han dog hel igen; de accepterer ham som han er, og han ser sin skyld i øjnene, gør den til en del af sit nye jeg. Først nu er han parat til at genforene Imajica.

Judith søger imens efter en kvinde hun har set i en vision; en kvinde indespærret i et tårn.
Dette viser sig at være kvinden Celestine, som blev bortført til det Første Domæne, for at hun skulle føde Hapexamendios et barn. Hun er nu muret inde i tårnet af mænd, som var bange for hendes kraft, og først efter mange forsøg får Judith befriet hende. Hun er imidlertid fuld af væmmelse overfor Judith, som ‘lugter af coitus’. Celestine har ikke andet end had og foragt tilovers for mænd, som er destruktive, idet de - igennem deres køn - tjener Hapexamendios.
Her kommer historien ind på et af sine hovedtemaer: Kvinder hører til Gudinderne, som er symbolet på noget oprindeligt og skabende, og mænd hører til den destruktive, mandlige guddom, Hapexamendios, som også har forrykket magtbalancen, idet han har udryddet eller fanget alle Gudinder i Domænerne:

Idet Judith befrier Celestine (se afsnittet om Judith) finder Gentle ud af noget afgørende: det barn, som hun i sin tid fik med Hapexamendios var ham selv. Her kommer der bibelske temaer ind i historien: Gentle er en Kristusfigur (det antydes endda, at Kristus var søn af Hapexamendios, og også skulle have forsøgt at genforene Imajica). Hapexamendios er ifølge Barker symbolet på den kristne Gud i negativ forstand:

Det viser sig dog at ikke alle Gudinderne er døde; ud over hele Imajica er der flere, som dukker frem, mange af dem mere eller mindre implicit befriet af Gentle.
Vi lærer nu om Hapexamendios’ plan, som er at destruere hele Imajica med en altfortærende ildkugle, således at kun han selv overlever. Grunden til at Genforeningen på trods af dette lykkes er, at de frigivne Gudinder ved noget, som Hapexamendios ikke ved: domænerne i Imajica udgør en cirkel, så hans ildkugle vender tilbage og dræber ham selv. Netop det, at Imajica er en cirkel, er en parallel til oprindelige religioner, oprindelige verdenssyn, som opfattede verden (og tiden) som cirkulær i stedet for linær. Til dette verdenssyn er også knyttet Gudindedyrkelsen.

Efter Genforeningen (og Hapexamendios’ død) er det disse Gudinder, som vender tilbage og skaber en ny æra i det forenede Imajica; en tid i pagt med naturen. Her finder Judith også til sidst en plads i harmoni med sig selv og den kvindelighed, som Gudinderne også repræsenterer. Dette er en stærk kvindelighed, som hviler i sig selv, modsat manden, som altid stræber; efter erobringer, efter magt, men som samtidigt føler et dybt savn, en længsel efter det kvindelige - en parallel er Suzanna i De Verdensforviste, som tænker at hun er gift med sig selv. I Imajicas motto lyder det da også:

, hvilket måske er meget betegnende for bogens hovedpersoner, som jo netop er delte og søger efter enhed, sammensmeltning; Genforening.

Imajica behandler forholdet mellem mandigt og kvindeligt på godt og ondt - lige fra overordnede emner som konflikten mellem Matriarkalske og Patriarkalske styreformer over kærlighedsforhold mand og kvinde imellem til diskussioner om kønsidentitet, det mandlige og kvindelige på et personligt plan.
Samtidig er den et næsten rasende angreb på den kristne Gud i negativ forstand: alle de ugerninger, som er blevet begået (af mænd!) i Hans navn, er vel også et udtryk for Hans vilje (såfremt Han er almægtig). Dette er selvfølgelig igen noget kønsbestemt:

Den sande guddommelighed, derimod, ligger i verden:

Dualismen - sammenblandingen af den mandlige og de kvindelige mysterier - er i denne sammenhæng at foretrække:

Dette er den sammenhørighed, som repræsenteres ved Judith og Satori, som repræsenterer hver sin side, Gudinden og Guden.

Imajica indledes med at referere ‘det Andet Domænes mest hyldede dramatiker’ Pluthero Quexos ide om, at enhver fortælling kun har tre egentlige medvirkende. Dette kan benyttes som en ramme for fortællingen, idet den har sit omdrejningspunkt omkring tre personer, nemlig Gentle, Pie’oh’pah og Judith. Da Gentle - som den sidste af disse tre - finder fred, er det også ensbetydende med historiens afslutning.

Enhver tolkning må nødvendigvis være en fremdragning af nogle elementer i teksten fremfor nogle andre og i en tekst som Imajica er dette aldrig mere sandt; teksten kan læses igen og igen og stadig give ny mening. Derfor er denne analyse ikke mere end nogle indledende spadestik, en indikation af, hvor man kan grave - der er endnu mange uudgravede steder; et bevis på bogens kompleksitet og rigdom.