superevil.org

Sacrament

Indledning

Sacrament er det p.t. nyeste værk fra Clive Barkers pen, og på mange måder en anderledes bog i forfatterskabet. Den er mere realistisk end mange af de andre bøger, og hovedpersonen er stærkere tegnet end man er vandt til som Barker-læser. Den forholder sig også til omverdenen, hvordan vi behandler naturen og hvordan de truede arter dør ud. Det er også bogen, som gjorde det klart for de, som ikke havde fattet det forinden, at Clive Barker er homoseksuel, idet bogen har en meget overbevisende (og overbevist) homoseksuel helt.
For hans fans måske det enkelte værk, som der virkelig er delte meninger om: mange mener, at han med denne bog har solgt ud, at den er resultatet af en sørgeligt tørlagt fantasi; mens andre igen mener, at det er et stærkt, personligt værk, som tåler sammenligning med de bedste forfattere i dag.

Referat

Sacrament handler om dyrefotografen Will Rabjohns.
Da historien starter bliver han sendt i coma af en angribende isbjørn, og i dette coma genoplever han en række begivenheder fra sin barndom i England, hvor han løb bort fra sin kolde fader og fandt følelsen af at blive værdsat hos et mystisk, næsten dæmonisk par, Jacob og Rosa.
Jacob er i gang med sin mission, som er at udrydde alt (dyre-)liv på jorden.
Han plages af mindet om en død ven; et billede som Will kommer til at dele med ham igennem en mystisk sammensmeltning. Denne sammensmeltning putter også Jacobs billede af Lord Fox ind i Wills bevidsthed.
Da Will vågner op af sit coma, vender han tilbage til sin tilværelse i San Francisco, men kaldes dog snart tilbage til England, idet Jacob vil ende det, som startede i Wills barndom. Dette fører dem til et magisk sted, Domus Mundi, hvor det viser sig at Jacob og Rosa oprindeligt var ét væsen, The Nilotic, som blev adskilt ved magi. De sammenføjes igen og er hermed ikke længere en trussel, mens Will i sidste ende også bliver hel.

Sacrament udspilles dels i San Francisco, dels i forskellige dele af England (hovedsageligt landsbyen Burnt Yarley).
Historien foregår dels i nutiden, dels i flashbacks til Wills barndom.
nutid. Fortælleren er igen ‘alvidende’, og bogen er skrevet i 3. person. For det meste følger fortællingen Will, men gør dog afstikkere til Jacob & Rosa og visse bipersoner.

Når Barker taler om bogen, er det tydeligt, at det er en bog som han føler meget for. Den behandler også igen meget selvbiografiske emner:

Han har også lagt vægt på at bogen har en helt, som har fundet en del af sin identitet som bøsse:

Desuden ville han kommentere måden vi behandler vores omverden, miljøet på. Det er klart, at bogen repræsenterer noget særligt i hans forfatterskab:

Fortolkning / analyse

Modsat Clive Barkers tidligere bøger, har Sacrament kun én hovedperson, nemlig fotografen Will Rabjohns, så denne analyse vil fortrinsvis dreje sig om ham.

Will er ved historiens begyndelse i Alaska på opgave: han fotograferer isbjørne, som kommer og roder i menneskenes lossepladser. Han er blevet en af de mest anerkendte dyrefotografer på den type billeder, han er ved at tage: dyr, som i en eller anden form lider under menneskets tilstedeværelse (her et stolt dyr som isbjørnen med sin snude i menneskenes affald, men i andre tilfælde f.eks.
elefanter som er blevet slagtet for deres elfenben). Her overfaldes han af en isbjørn (han nægter at lade den skyde, idet og han, som homoseksuel, ikke kan sætte sig til doms over noget, som kun følger sin natur) og ender i coma.

I dette coma genoplever han en række hændelser fra sin barndom. Wills bror, Nathaniel, er død, og hans familie er flyttet til den lille landsby Burnt Yarley.
Hans forældre giver ham hverken opmærksomhed eller kærlighed.
En dag, mens han udforsker omegnen, møder han det mystiske par Rosa McGee og Jacob Steep. Jacob tager ham til sig, får ham til at føle sig særlig, påskønnet, endda magtfuld. Et vigtigt spil foregår mellem dem, da Will opdager at Steeps bål er brændende møl, som han engang imellem fornyer, med ordene

. Will fodrer også - efter lidt overtalelse - bålet:

Her ser vi hvordan Will ser op til Steep, som er mørk og hemmlighedsfuld, og som taler til Will som en ligemand. Afbrændingen af det levende er vigtig for Steep, for idet han føler sig tom indvendig, tror han, at han vil kunne finde sig selv, høre Gud, hvis alt levende er væk. Derfor er han systematisk ved at udrydde alle levende væsner på jorden, startende med dyrene.
Dette er selvfølgeligt symbolet på det rodløse menneske uden formål - Barker synes konstant at påpege, at dette menneske i sin natur enten er destruktivt eller søgende efter en højere sandhed; i Steeps tilfælde begge dele.

Central er scenen, hvor Steep tager Will med op på bakken. Her ser de to fugle i et træ. Steep rækker Will sin kniv, og Will dræber de to fugle med en lethed, som forbløffer ham.

Dette kan dels ses som en kommentar til vores måde at behandle omverdenen på, idet vi - nogen gange uden egentligt at tænke over det - er ansvarlige for udryddelsen af flere dyreracer; samtidigt med, at Barker konstaterer, at evnen til at udslette ligger i os alle, idet Will har nemt ved at udføre drabet, og faktisk føler en ophidselse ved det. Det er denne oplevelse, som han bearbejder i sit voksne liv ved at tage billeder af truede dyr. Men det er også et vigtigt punkt i Wills udvikling, idet han indser, at kraften til at ændre verden sidder i hans hænder;

udbryder han (18, s. 125), en erkendelse, som åbenbart i en eller anden grad skræmmer ham, idet han i sit voksne liv ikke forandrer noget, men nøjes med at dokumentere, en passiv rolle.
Idet Will rører Steep igen, smeltes de sammen mentalt, og Will ser et af Steeps minder, hvor han taler med sin ven, maleren Thomas. De taler om et sted, Domus Mundi, som Steep er kommet for at overtale Thomas til at vende tilbage til. Men da han dagen efter vender tilbage for at modtage hans svar, har Thomas begået selvmord, og Steep - og Will, som ser igennem hans øjne - ser en ræv, som har ædt malerens genitalier. Denne ræv personificerer Steep under navnet Lord Fox, og igennem sammensmeltningen ender billedet af den menneskelige ræv også i Wills sind, og taler ham da også i sidste ende til at vågne op af comaen:

Dette er også et af bogens budskaber til læseren: vågn op! Verden behøver dig! Overfor Will er dette på mange måder en konstatering af, at han er nået til et punkt, hvor han ikke kan se sin funktion i livet mere; hvad det alt sammen gør godt for… enten kan han vedblive med at leve som han har gjort, og lade stå til (og blive mere og mere utilfreds) eller han kan gøre en indsats.

Lord Fox er på mange måder vigtig, idet han kan tolkes på flere måder. Dels er han symbolet på det i Wills sind, som han har begravet siden barndommen; mødet med Steep, og alt som det indebærer, men samtidig er han også at betragte som en slags bindeled mellem Will og verdenen omkring ham, den naturlige verden, som måske ikke kun er omkring ham, men i ham, i form af en ræv. Det er da også betegnende, at da Will vågner op af sin coma, er Lord Fox en del af hans liv og dukker op i tide og utide; noget han ikke har kunnet tidligere, idet han i mere end én forstand har været fortrængt fra Wills sind.

Tilbage i San Fransisco ser han sine mange af sine venner (bl.a. hans gamle flamme, Patrick) døende af AIDS, noget han tidligere ikke har set i øjnene, men som nu er forfærdende klart for ham.
Han får dog ikke lov til at blive i San Fransisco, idet Steep kalder ham tilbage til England: han vil slutte det, som startede for mange år siden, ved at myrde Will, hvilket ikke er så let endda, idet de er sammenbundne igennem deres tidligere sammensmeltning.
Efter en masse forviklinger ender Will, Steep og Rosa i Domus Mundi, som ligger på en lille ø nær Skotland. Stedet er bygget af en magiker, Rukenau, ved hjælp af Rosa og Steep, og er et metafysisk sted, hvor man - i koncentreret form - kan se verden skabe sig selv. Rukenau, som har levet her siden stedet blev skabt for mange hundrede år siden, kan ikke leve med dette syn, og har dækket store dele af stedet i sine egne ekskrementer, hvilket er et billede på hvordan vi ikke ser verdens vidundere; den skabelse som foregår for næsen af os hele tiden, men fortaber vores liv med trivialiteter.

Her lærer vi også, at Steep og Rosa oprindeligt var ét væsen, The Nilotic, som Rukenau adskilte:

Dette er også et centralt tema: igen finder vi, at destruktiv adfærd kommer af at være ufuldstændig, ikke overens med det kvindelige / mandlige - ikke kun i verden udenfor, men også i en selv. Tomheden i Steep var savnet at at være adskilt - og dog så tæt på - sin kvindelige halvdel. Da han tidligere fortæller Will om et øjeblik af lyksalighed han har haft, er følelsen af samhørighed også vigtig; han drømmer om at blive ét med verden.

Den nu sammenføjede Nilotic går i gang med at gøre huset ugjort; bringe skabelsen af verden tilbage i verden. Will drager inden da ind i centeret af huset, til det sted, hvor skabelsen er så kraftig, at han ikke kan skelne verden omkring ham fra sig selv: han er forenet med verden i en sådan grad, at han knapt nok er et jeg; hans personlighed er en del af mange forskellige dyr, som de skabes og eksisterer i verden. Endnu engang kommer Lord Fox til ham og kræver hans tilstedeværelse som Will: der er folk, som har brug for ham, hans venner, og især Patrick, som er ved at dø. Will sidder ved hans side i åndeform mens han dør, og vender så tilbage til verden:

Will er endelig blevet hel, har genopdaget verden og fået formål i livet. Måske det også er denne bogs formål: at lade os genopdage de vidundere, som findes i denne verden.

siger han et sted i bogen, og dette er måske bogens essens; livets vidunder er netop dette simple faktum: at livet findes.

Thomas, maleren som begår selvmord, opsummerer faktisk også noget af denne essens i sin samtale med Steep:

Alle mysterier er indeholdt i ét enkelt blomsterblad, alene af den grund, at det er et udtryk for liv.

Meget elegante - og sigende for handlingen - er også titlerne på bogens afsnit:
He Stands Before An Unopened Door - er udgangspositionen. Her angribes han af isbjørnen og ender i coma.
He Dreams He Is Loved - er det første af de to dele, hvor han befinder sig i coma. Her møder han Steep og Rosa.
He Is Lost; He Is Found - er den anden del, hvor han er i coma. Her er scenen, hvor han dræber fuglene og ser Steeps bevidsthed.
He Meets The Stranger In His Skin - beskriver hans tilstand da han vender tilbage: hjemsøgt af gamle minder og gentagne besøg af Lord Fox.
He Names The Mystery - her tager han tilbage til England, og møder ’spøgelserne’ fra sin barndom, Jacob Steep og Rosa McGee.
He Enters The House Of The World - er den afsluttende del, hvori the Nilotic bliver én igen, og han træder ind i skabelsen, for at vende tilbage til verden, hel.

Will Rabjohns er bemærkelsesværdig i Barkers produktion, idet han nok er den dybest skildrede person; mange af de ting, som udgør personen og skildringen af ham, kan desværre ikke komme med i denne analyse af pladshensyn (man er nødt til selv at læse bogen) - hans identitet som bøsse er blandt andet ikke blevet behandlet i mere en et par sætninger, og det selvom det udgør en væsentlig del af hans personlighed. Dog vil jeg her bemærke et par ting om hans seksualitet:

Hans homoseksualitet stammer ikke fra mødet med Steep - allerede da familien flytter, er der en ældre dreng, som får ham til at føle sig ‘mærkeligt til mode’. Han er bøsse af natur, ikke miljø (vil han i al fald selv hævde - og nok Barker med ham).
Barker har selv følgende at sige om, hvordan hans (og Wills) homoseksualitet smitter af på bogen:

Jeg finder det interessant, at selvom det har været vigtigt for ham at skrive om en homoseksuel helt, så er dette hans måske mest neddæmpede bog mht. seksuelle skildringer - måske for ikke at kaste sine heteroseksuelle læsere ud på ‘dybt vand’? Men måske det også er tanken om, at læserne til en vis grad vil identificere Will med Barker selv, som har afholdt ham fra de dybdegående skildringer af et homoseksuelt sexliv, og derfor har han måske følt, at det med denne bog var vigtigere at beskrive homoseksuelles følelsesliv end ‘bare’ deres sexliv.
Det endelige ord omkring Sacrament vil jeg lade Clive Barker selv komme med: