De som venter

En fortælling om straf og en samling usædvanlige … bødler?

De usete magter vrider sig i dybet, hvor intet lys nogensinde når ned.
De forpintes skrig stiger opad, men når aldrig himlene.

Dette er HELVEDE.

I en afkrog af lidelsen sidder en forsamling mennesker i et stort, gråt rum.
I rummet er nogle umagelige stole og nogle borde med gamle, uinteressante tidsskrifter.
Her er ingen dæmoner med lange kløer, ingen helvedeshunde med tænder som syle og en ånde som rådnende lig.
Helvedes fyrster har aldrig deres gang her, ja stedet tiltrækker sig sjældent deres opmærksomhed.
Af alle de pinsler man normalt forbinder med helvede, vil man ikke kunne finde én eneste her.

Forsamlingen af mennesker venter, mest i tavshed.
Nogle - de nyankomne - bladrer, allerede lidt desinteresseret i tidsskrifterne, mens de der er ældst i gårde af og til kigger gennem døren, ud på resten af helvede og de pinsler der findes der.
Så kigger de (med en antydning af… tvivl?) på forsamlingen i rummet.
Der er ingen sønderlemmelse og tortur af disse mennesker, og modsat mange andre i Helvede ved de præcis hvem de er, hvor de er, og vigtigere: hvorfor de er der.
De er De som venter.

Alle venter de, ikke på en straf, men på et offer; ét bestemt offer.
For når de lidende i helvede konfronteres med deres plageånder, deres dårlige samvittighed, deres nemesis, så er det netop De som venter der træder til.

Herovre står fru Iversen. Hun er hele sit voksne liv blevet banket af sin fordrukne mand, og er nu klar til at modtage ham.
Hr. Magnussen derimod venter på at alle de ansatte fra hans firma skal dø, så han kan genetablere det i Helvede.
Og Tinna, som begik selvmord på sin bryllupsnat da hun opdagede sin tilkommende på altanen med sin bedste veninde, venter på at de begge skal slutte sig til hende.

Problemet er bare, at lige så længe nogen i rummet kan huske, er der ikke kommet nogen ud derfra for at kunne fuldføre deres mission.
Hvis Helvede selv kendte til nåde, ville det kunne fortælle dem, at dem de venter på enten er endt Det Andet Sted eller for længst har indtaget den plads i Helvede, som har ventet på dem siden stedets skabelse.
Men det er Helvedes natur ikke at kende nåden som andet end sin fjende, så De der venter sidder i stadig uvidenhed på denne, deres forudbestemte plads i Helvede.

De usete magter vrider sig i dybet, hvor intet lys nogensinde når ned.
De forpintes skrig stiger opad, men når aldrig himlene.
Og De som venter sidder stadig i det trøstesløse, grå rum i en afkrog af helvede.