En Fortælling

Et af mine efterhånden mange forsøg på at skrive om verdens undergang.

Der var mørkt og stille i det tomme intet.
Alle stjerner og planeter var forlængst væk; opslugt af den essens hvorfra det engang var kommet.
I millioner, milliarder af år, længere tid end nogen ville kunne holde rede på, havde universet været koldt og mørkt, bortset fra ét sted.
På et lille stykke klippe stod et lille, hvidt hus, fra hvis vinduer der skinnede et varmt, gult lys midt i det store mørke.

Manden var gammel, ældre end nogen andre.
Der var ingen andre.
Han havde ikke rede på hvor længe han havde siddet der, endsige hvor gammel han var.
Rummet han sad i var fyldt fra loft til gulv af papir, og selv nu sad han foroverbøjet over sin pult og skrev.
Idet han satte det sidste punktum, fik en lyd ham til at kigge op.
Foran ham stod en mørk skikkelse.

"Er det allerede tid?"
Den mørke skikkelse forholdt sig fuldkommen stille.
"Nå, ja, jeg formoder jeg har fået mere tid end der var tiltænkt mig. Måske er det også godt at det er nu."

Han kiggede sig omkring i værelset.
"Hvad sker der med alt dette?"
Den mørke skikkelse forblev urørlig.

"I den sidste lange tid har jeg skrevet; evigheden er ikke så lang med historier. Alt jeg har tænkt og følt i de sidste milliarder år står på disse sider."
Mens han talte gled hans blik rundt i rummet.
"På en måde tror jeg, at alt dette er mere mig end jeg selv er."
Han talte nu ivrigere, som et barn, "hele den verden som engang fandtes og flere endnu er ophobet her."
Hans stemme havde nu nået et højdepunkt, og de sidste ord døede væk i den mørke stilhed.
"Hvad sker der nu?"

"Nu", sagde den mørke skikkelse med en røst som både var mandig og feminin, barnlig og moden, "nu er det slut."
Skikkelsen gik hen til manden og lukkede kærligt hans nu tomme øjne.

Epilog

Den mørke skikkelse kiggede rundt i rummet, og tog så en perlemorsskinnede sfære frem fra under sin kjortel.
Papirerne i rummet begyndte at røre på sig, blafre som under stærk vind.
Så blæste de rundt i værelset som ført af en hvirvelvind; rundt og rundt gik det, hurtigere og hurtigere, ind mod sfæren som syntes at opsluge dem.

Så var der stille.
Værelset tonede væk, blev ét med det store mørke som skikkelsen nu stod midt i.
Det eneste lys kom nu fra sfæren som skikkelsen holdt i sine hænder, nænsomt, som et æg.
Så lød en latter dybt i kutten.
Med en hurtig bevægelse slyngede skikkelsen sfæren fra sig, ud i det tomme mørke.
Dér flød den tid, omgivet af intet.
Så synes den at vokse, indtil den var en kæmpe lysende kugle.

Der lød et stort brag.