superevil.org

Et langt interview med forfatteren Erwin Neutzsky-Wulff i anledning af udgivelsen af hans roman Døden.

Menneske
Gud
Verden
Døden

Dette er alt sammen begreber som et tænkende menneske på et eller andet tidspunkt har måttet tage stilling til; det er de store begreber som har ligget bag jagten på viden, på erkendelse; som har formet verden som vi og utallige generationer før os kender den.
Det er også titler på bøger af den danske forfatter Erwin Neutzsky-Wulff.

Siden debuten i 1971 har Neutzsky-Wulff udgivet 15 romaner; det seneste værk er Døden, som udkom i efteråret 1996.
Han er alment kendt som ‘ham der skriver de dér mærkelige bøger’ eller ‘ham den gale satanist/fascist/kommunist/anarkist’ (find selv på flere og indsæt efter behov).
Sjovt nok har de færreste af de personer nogen som helst anelse om hvad de taler om, idet de aldrig har læst et eneste ord af Neutzsky-Wulff, endsige en hel bog (dette gælder også de fleste anmeldere…)

Hvad er han så for én? Og hvad er meningen med de der mærkelige bøger?
Erwin Neutzsky-Wulff (født 1949) har altid skrevet ‘mærkelige’ bøger, bøger som absolut ikke er noget man ‘bare lige læser’, det kræver sin tid. Der forudsættes en del af læseren, idet bøgerne er ‘svære’ i mere end én forstand; de færreste mennesker kan læse Neutzsky-Wulff uden bare en gang imellem at gribe til fremmedordbogen, men dette er absolut ikke det eneste: bøgerne er ofte bygget sådan op, at ens almene viden sættes på en prøve sammen med ens evne til selv at tænke - godt og ondt bliver heller ikke serveret på et sølvfad.
Centralt i forfatterskabet står en behandling, eller snarere en revitalisering af traditionelle (erkendelses-) filosofiske problemer, delvist baseret på naturvidenskabens nyere landvindinger, heriblandt den moderne fysiks erkendelse af samspillet mellem iagttageren og det iagttagede, måleren og det målte, mennesket og verden.
Dette hænger sammen med et stærk fokus på hvilke bestanddele mennesket er opbygget af; hvad der erkendelsesmæssigt og driftsmæssigt udgør et menneske.
Dette foregår oftest i et litterært univers som har mange træk tilfælles med Science-Fiction (og som også nok er SF i en eller anden form), men som bryder alle de barrierer man normalt sætter op omkring genren.

Sidste år udkom så Døden.
Jeg vil her ikke gå ind på den modtagelse bogen fik (hvilket enhver læser af avisernes kulturside i denne periode nok kender til), men i stedet knytte nogle ord til Døden og dens forhold til forfatterskabet.

Centralt i Døden er fascismens indtog i Danmark; ikke som sorte støvler i strækmarch, men som de fordomme der ligger i os alle, den overdrevne pænhed som fordømmer alle der skiller sig ud, det være sig i holdning, seksuel orientering, eller hudfarve.
Døden er historien om hvordan politikeren Agner Hjadstrup får magten i Danmark - ikke ved et militært statskup, men ved hjælp af de demokratiske spilleregler - han gennemfører majoritetens vilje, hvilket resulterer i udvisningen af alle indvandrere, nedlæggelse af kulturministeriet, censur overfor ‘usædelig adfærd’, men samtidig sætter han alle i arbejde. Hjadstrup er med andre ord en slags inkarnation af den nuværende danske tidsånd; de meninger som man kan finde i avisernes læserbreve (og nogle gange i lederne), selvom den dér nogle gange er pakket ind. Det er den del af os som ikke forsøger at forstå mennesker der er anderledes, men fordømmer dem med det samme hvad enten det er deres kultur, moral eller seksuelle overbevisning der er anderledes.

“Børn tror, fascisme er noget med sorte faner og støvler. Men fascisme har så lidt at gøre med ideel stræben som med nogen anden lidenskab.
Fascisme er aggressiv pænhed. Det er en godhed, der ikke længere skammer sig over at være god, Selvbevidst Normalitet.
Når alt det underlige og skræmmende er vejet på TV-spottens brevvægt og fundet for let, er kaffen klar, og Realiteterne venter. Så er der os, der gider arbejde, og så de andre. Der er kristne, heteroseksuelle, hvide mennesker. Og der er folk der spiser småbørn.”
(Døden, s.371)

En ting som kom bag på mig da jeg læste bogen var, at den var så direkte samfundskritisk. Ifølge Neutzsky-Wulff’s definition af kunst hører ingen former for realisme nemlig hjemme i kunsten, hvis opgave groft sagt er at genskabe verden, ikke at beskrive den.
Jeg besluttede at tiden var inde til at opsøge Neutzsky-Wulff og få nogle svar.

Interviewet forgik i Neutzsky-Wulff’s hjem d. 3. februar 1997.

Om Døden

“Således kom Døden til Danmark. Ikke som en altødelæggende naturkatastrofe eller altædende pestilens.
Ingen ydre fjende sønderbombede dets byer, ingen ond diktator tiltvang sig magt ved et militærkup. Den kom af en almen Respekt for Livet, den voksede direkte ud af den form for Livskvalitet, man kan finde i aftenskolekataloger.”
(Døden, s. 471-472)

URN: Jeg vil gerne høre om tankerne om hvorfor du har skrevet en lidt mere direkte samfundskritisk bog - det er vel en udvikling som du kommenterer…?

ENW: Ja det er det da givetvis. Nu har det jo længe været en yndet sport - ikke mindst blandt anmeldere - at prøve at gætte mit politiske ståsted. De beslutter som regel bare at jeg befinder mig et eller andet sted på den politiske skala.
Det er en diskussion, som har stået på længe, om hvorvidt jeg nu er venstre- eller højreorienteret eller midt imellem eller apolitisk eller hvad fanden jeg nu er. Jeg stillede mig jo stærkt kritisk til venstrefløjen, sådan ungefær lige så kritisk som jeg i dag stiller mig til højrefløjen - det burde jo være omvendt.
Jeg blev hurtig anti-opportunist, jeg bliver altid meget bange når folk bliver enig med mig. Det var jo sådan at hvis man kritiserede venstrefløjen i halvfjerdserne, så hørte man til højre. Jeg kritiserede jo sådan set venstrefløjen for ikke at være venstreorienteret nok eller ikke at mene noget med sin venstreorientering - at det hele blev en pænhed, at det hele blev et spørgsmål om hvorvidt man spiste biodynamiske gulerødder eller ej og ikke havde meget at gøre med at bevæbne arbejderne - det var ‘Life of Brian-syndromet’, at det eneste som The Judean People’s Front hader mere end romerne er The People’s Front of Judea. Det er det her med at frænde er frænde værst. Det gjorde sig jo også gældende i Weimar-republikken, hvilket formede vejen for Hitler i virkeligheden, hvor Socialdemokraterne hadede Kommunisterne mere end de hadede Nazisterne og Kommunisterne hadede Socialdemokraterne mere end de hadede Nazisterne. Det er ligesom der er en række venstreorienterede synspunkter; det er lige før der er et venstreorienteret synspunkt om alting fra sex til røde pølser. For eksempel skal du have nogle specielle seksuelle præferencer for at være venstreorienteret, og dét er jo lidt problematisk, det er jo ikke sådan noget man vælger, vel? Det er jo ligeså absurd som at forlange at folk skal have en bestemt hudfarve for at være venstreorienterede. Jeg synes sagtens at man kan være socialist i sin tankegang, sigte mod social retfærdighed, gå ind for at yde efter evne og nyde efter behov, at forkaste konkurrencesamfundet fremfor et samarbejdssamfund; jeg synes godt at man kan have alle de holdninger, som jeg da givetvis har, og alligevel ikke mene at man i gamle dage kun rendte rundt og slog hinanden i hovedet med køller eller at jorden er dødsdømt fordi man har fundet ud af at fremstille en mere levedygtig gulerod.
Og dér møder man så den der fordom at ikke alene er man så ikke ‘rigtig’ venstreorienteret, men man er det modsatte.
Derfor har jeg altid om man så må sige ‘hængt udenpå’ venstrefløjen, men jeg har da aldrig været i tvivl om at det er der jeg hører til.
Det var måske til en vis grad et behov for at én gang for alle at sætte en stopper for de der gætterier, at jeg så skrev en bog der er så umiskendeligt politisk. Det betyder ikke at der er anmeldere der har fået ud af Døden at i virkeligheden så er jeg højreorienteret, i virkeligheden holder jeg med Hjadstrup.
Andre har så hævdet at nok så holder jeg ikke med Hjadstrup, men det jeg repræsenterer det er så en anden form for fascisme, så det er ikke det sidste ord i den forstand at nu har alle forstået hvor rød jeg er, men det må betyde enden på alle intelligente menneskers tvivl om hvor jeg står politisk.
Men selvfølgelig lå der også det bag det, at jeg synes at udviklingen og højredrejningen går utroligt hurtigt lige for tiden og jeg vil da ikke smigre mig selv med at jeg er i strand til at bremse noget, men jeg syntes ligesom at det var vigtigt at vise hvordan det går til, og det er jo mest det bogen handler om, mekanismen…

URN: Hvordan Hjadstrup kan komme afsted med det…

ENW: Ja, præcis, og det er jo noget jeg har fået ros for, selv hos anmeldere som jo normalt ikke kan døje mig, at jeg gør opmærksom på hvordan fascismen kan snige sig ind i af bagdøren, for det er man ikke normalt opmærksom på.
Det har netop været mig om at gøre ikke at skrive en af de her bøger hvor fascisterne går med lange støvler og er homoseksuelle, for det er så nemt for pæne borgere at sige ‘ja, det er klart’

URN: ‘Det er dem!’

ENW: Ja, ikke sandt. Hvorimod den der fascisme med menneskeligt ansigt, den er ulige farlig.
Og derfor har man jo heller ikke været særligt begejstret for bogen - den er alligevel blevet læst, det er den første af mine romaner som kommer på bestsellerlisten - hvilket jo er urovækkende, men det er ikke en bog som man vil sætte på listen over de 10 vigtigste udgivelser - det er den sgu for farlig til.
Det er meget uklogt at skrive en bog hvor ingen kan sige sig fri; hvor ingen kan tage afstand og sige ‘det er ikke mig der bliver gjort grin med, det er ikke mig der bliver hængt ud’… det er praktisk taget umuligt i den bog, jeg tror ikke der er noget menneske som kan læse den bog uden at f.eks. læse Hjadstrups valgtaler uden at han engang imellem hvisler mellem tænderne ‘der er jo noget om hvad han siger’.
Det sidder i os alle sammen, og derfor er der ikke nogen der kan være rigtigt glade for den bog. Den peger ikke fingre af dem ovre på den anden side af gaden, den peger lige ind i stuen og det er meget karakteristisk for mine bøger: de mennesker jeg sigter på at forarge det er jo ikke dem der ikke læser mig, jeg ved ikke hvordan jeg skulle bære mig ad med det: de læser mig jo ikke fordi de er forargede i forvejen.
Dem jeg prøver at forarge det er mine egne læsere. Mit håb er jo at hver gang du åbner en ny Neutzsky-Wulff siger du: ‘Nej, nu er han blevet senil - Hvad er det her for noget’ - ellers kan de ligeså godt holde op med at læse mig.
[...]
Man skal være sådan lidt ‘sær oven i hovedet’ for at læse Neutzsky-Wulff, og problemet er jo altså at nu er der altså 10000 mennesker som er sære i hovedet.
Jeg tror det har noget at gøre med at vi bliver generte når der er nogle der tager en forfatter alvorligt - det er vi ikke vandt til.
Det vi er vandt til er sådan… Peter Høeg, ikke, det er noget man tager med på sommerferie, og hvis man lige skal diskutere lidt i kantinen, så er det det. Det at en bog rent faktisk kan ændre en, kan ændre et menneskes liv, som det er blevet sagt om mig, det synes vi er sådan lidt pinligt.
De fleste mennesker har et problem med autoritet. De har ikke nogle problemer med de autoriteter der bliver påtvunget dem, men de autoriteter som man selv vælger indenfor et område - ‘hvad det der angår, så tager jeg altså den forfatters ord for det, det må han have forstand på’ - dem har man det meget dårligt med. Det er jo selvfølgeligt også sådan man skal tænke, for det er jo disse her falske autoriteter, de ikke-påtvungne autoriteter som er farlige.
Der er jeg jo i godt selskab - det blev jo også sagt om Kristus, at han gav de unge falske autoriteter. Der er sikkert også nogle forældre der har sneget sig ind i Getsemane have for at slå deres sønner ned og sende dem hjem til psykolog for at de kunne blive af-hjernevasket…

Om Biblioteker

“»Du skulle nu prøve at komme igen i næste uge. Der kører vi med et helt nyt tilbud.
Ja, det er naturligvis kun en forsøgsordning, indtil vi ser hvor stor interessen er. Jeg tror det er lige noget for dig.«
»Nå« sagde jeg. »Hvad er det?«
»Bøger« sagde hun.”
(Fra ‘Ærtebølle bibliotek’ i Skrækkens ABC)

URN: I “Ærtebølle bibliotek” der har du jo fat i en udvikling indenfor biblioteksvæsenet - vel også en udvikling i samfundet generelt - at bøgerne er på vej ud.

ENW: På et tidspunkt - jeg tror det var sådan cirka samtidig med forestillingen om den ‘veldædige borger’ - var der et tidspunkt hvor dem, som vi nu kalder kapitalister havde lidt dårlig samvittighed. Man syntes også man skulle gøre noget for kulturen; og det var en forfærdelig kultur!
Det var jo Thorvaldsen-kulturen, det er de der skrækkelige afskallede gipsstatuer, og så sendte man nogle gravrøvere ned og forstyrrede forskellige assorterede faraoners gravfred, og der sloges British Museum og Louvre, og så kom man hjem med en halv væg… - og det skulle folk så have lov til at komme ind og kigge på og så blev de formentlig meget opløftede af det.
Det var så museerne, og de første biblioteker var også private og blev så åbnet for offentligheden, oftest efter at han som ejede biblioteket var afgået ved døden. Men så fandt man jo ud af efterhånden at det var folk jo ikke en skid interesserede i, og så begyndte museerne - og bibliotekerne altså nu også - gradvist at udvikle sig til forlystelsesparker i stedet for.
Til sidst fandt man så ud af at det folk i virkeligheden kom efter det var kantinen, så man kunne i virkeligheden godt nedlægge museet og beholde kantinen.
Det er jo også udviklingen på bibliotekerne - specielt altså distriktsbibliotekerne som jeg somme tider er ude at holde foredrag på - de der drivhuse, ikke sandt, ‘pas på ikke at træde på skildpadderne’, hvorimod bøgerne de lever en tilbagetrukken tilværelse - masser af gulvplads, og langt ude på gulvet er der en enkelt reol.
Det er ikke længere siden at jeg kan huske bibliotekerne - det var måske specielt universitetsbiblioteket og det kongelige bibliotek og sådan noget - hvor man gik på en sti - der var ikke engang reoler, men det var en sti mellem to stabler af bøger og så var det så lige at lirke den rigtige bog ud, og så faldt hele stakken på plads, og man kunne så gemme sig et eller andet sted med den her bog og læse den i fred og ro…
Nu om stunder er det vanskeligt at læse noget som helst på grund af klapren fra tekstbehandlingsanlæg og muzakken og hvad der nu ellers måtte være af arrangementer. Det er jo meget vigtigt at bibliotekerne har arrangementer, det der med bøger, det er der ingen der gider. Det er meget vigtigt at biblioteket har arrangementer; det lever jeg jo også højt på - så får jeg 4000 for at komme ud der og agere klovn i tre kvarterer, mere kan folk ikke holde ud at høre på.
[...]
Problemet er det, at jeg tror ikke på den der pædagogiske metode: der er jeg jo som pædagog - for en slags pædagog er jeg jo - modsætningen til alle andre pædagoger. Det, der er deres pædagogiske målsætning, er jo ikke at lære folk noget, men at interessere folk for at lære noget, og det tror jeg ikke man kan: enten så er folk interesserede, eller også så er de ikke interesserede.
Hvis man gerne vil vide hvordan et TV-apparat virker, så finder man nogen der kan fortælle en hvordan det virker, eller også så finder man en eller anden bog for TV-reperatører og staver sig igennem, det skal nok kunne lade sig gøre.
I stedet så kan man mene at det er meget vigtigt at folk finder ud af hvordan TV-apparater fungerer, og det synes jeg egentligt også det er.
Jeg synes der er noget idiotiserende ved at man omgiver sig med alle disse her mekanismer uden noget indblik i hvordan de fungerer. Det gør mig sådan lidt ubehagelig til mode; personligt vil jeg gerne vide hvordan lortet fungerer.
Men det er ikke noget du kan skubbe ned i halsen på folk; selvom du så laver et stort TV- museum, hvor der er et TV-apparat i overformat, og inde i TV-apparatet der er der en rutsjebane så du kan glide ned af katoderøret… jamen så kommer man og glider ned af katoderøret, og hvis der er gratis øl så drikker man den gratis øl og går igen, og that’s it!
Man kan trække hesten til vandet men man kan ikke få den til at drikke det.

Derfor har jeg jo så stædigt adapteret den modsatte pædagogiske metode. Hvis folk kommer til mig og spøger om et eller andet, så siger jeg ”det er du alt for dum til at forstå!” fordi hvis det bare er fordi de ikke havde noget andet at slå tiden ihjel med den dag, så siger de “nå er jeg det” og så går de.
Hvis det derimod er noget de virkeligt gerne vil vide, så siger de “prøv mig, jeg skal nok gøre mig umage”. Det er O.k.
Og mine bøger er på samme måde: “øv, man skal bruge en fremmedordbog for at læse Neutzsky-Wulff”. Ja, det skal man, men til gengæld så er det jo ikke for at genere læseren - det er en gave til læseren.
Jeg siger: ‘prøv engang at se; jeg forærer dig et ord - det ord havde du ikke i forvejen, nu har du det’. Det er jo ikke sådan at når du først har slået det op, så er det gone: nu har du det, det vil sige at nu har jeg tilføjet din hjerne endnu et stykke tænkeevne, endnu en nuance…
Sommetider lejer jeg video, og lagde på et tidspunkt mærke til to personer som også skulle leje video. De drøftede så med hinanden hvad de skulle leje - de havde åbenbart set det alt sammen, men spørgsmålet var hvad de så skulle se igen.

Det forgik på denne måde:
“Hvad med den der?”
“Den er fed!”
“Hvad med den der?”
“Naj, den er ik så fed”
“Den er fed”
“Naj, den er ikke fed!”

Fed og ikke-fed det udgjorde hele deres ordforråd når det gjaldt om at karakterisere de her film; og det var sådan set bedøvende ligegyldigt om det var Godard eller Kubrick: Fed / Ikke-fed.
Man kan sige at der er mange mennesker der klarer sig med et meget begrænset ordforråd, og der kommer jeg så og siger ‘I behøver ikke at begrænse jer til at have den der ‘Fed / ikke-fed’ verden; I kan sagtens have en verden som har mange flere egenskaber end de to egenskaber.
Og det er jo rart, for ellers må man jo føle sig som en lille impuls i en computer, en bit, som kun kan gå én af to veje, og dét må da være utroligt nedværdigende for et menneske.
Og det er en gave som jeg giver folk, og igen er der to reaktioner: enten så siger man "Gud, Verden er blevet større efter jeg har læst den her bog!" eller "Gud, hvor er det irriterende - nej hvor er han højrøvet og kan han ikke skrive så man forstår det?"
Nej, for hvis jeg gjorde det, hvis jeg skrev så de forstod det, så ville bare få bekræftet deres fordomme. Jeg er nødt til at skrive så de ikke forstår det, så de er nødt til at gøre sig umage for at forstå det, for så kommer de et stykke videre.
Det er en anden pædagogisk metode; den går ud fra at folk er interesserede, hvis de ikke er interesserede, så får de ikke noget at vide.
I stedet for siger man: de mennesker som ikke har det godt på et bibliotek, fordi når de ser de her stabler af bøger så siger de "Åh, gudfader bevares, det ligesom i skolen" og så går de igen. Fint! Så lad dem blive ude, måske har de ikke behov for det.

Og de mennesker der har brug for bøger, de har brug for mange bøger, det vil sige: Fjern potteplanterne! Og sæt nogle flere bøger op sådan at man ikke behøver at gå på det kongelige bibliotek eller emigrere for at finde frem til den oplysning man skal bruge.

URN: Som jeg ser det, så er det da også bibliotekets fornemste funktion; at hvis folk vil vide noget om katoderør, om hvordan et fjernsyn virker, så går man ind og låner en bog

ENW: Ja, præcis, afgjort. Eller noget om urkristendommen, så læser man Neutzsky-Wulff.

Men når jeg nu har fat i en bibliotekar og vi lige har snakket bibliotek, så vil jeg lige brokke mig.
De mennesker der ikke har råd til at købe mine bøger - og det er jo de fleste af mine læsere - de brokker sig ustandseligt over at de kan aldrig få mine bøger på biblioteket, de er altid udlånt. Og så engang imellem så checker jeg så - jeg gjorde det for et par dage siden - for at se hvor meget Neutzsky-Wulff der stod på hylden… intet, absolut intet. Og så kiggede jeg så på naboen, og det var så Nexø, en gammel kollega: 50 eks. Og så tog jeg så sådan en stak Nexø og gik ned til bibliotekaren og lagde på skranken og viste denne her bibliotekar at intet af disse eksemplarer nogensinde var blevet åbnet. Jeg sagde så til hende: ‘hvad med at købe dobbelt så meget Neutzsky-Wulff og halvt så meget Nexø?’

URN: Der er problemet med dine gamle bøger jo at man ikke kan få fat i dem…

ENW: Det er rigtigt, men det er jo ikke nogen undskyldning når det gælder mine nye bøger, der kunne man jo sagtens købe flere. At det så måske ville resultere i nogle flere oplag, det ville jo ikke gøre noget - ikke fordi, jeg er hverken positivt eller negativt indstillet overfor det der med biblioteksindkøb for min egen skyld… jeg er på bestsellerlisten, og er ganske udmærket klar over at der er en masse mennesker som går forgæves på biblioteket og som derfor er nødt til at købe bogen, og det får jeg noget ud af. It works both ways. Jeg synes bare det er rimeligt, det er jo det der er meningen med biblioteket; at folk som ikke har råd til at købe bogen de kan komme og låne den.
Det oplysende svar jeg så fik fra bibliotekaren det var så: ‘vi køber det ind vi skal købe ind’.
Det er jeg ikke i tvivl om at de gør, men det ville også være rart hvis de til en afveksling købte ind hvad deres lånere gerne ville læse.
Det synes jeg er et tegn på at indkøbspolitikken er for mekanisk, at man kigger ikke efter - det er et eller andet med at “nå, det er Nexø, ham skal vi købe, og så er der Neutzsky-Wulff, ham må vi hellere købe fordi vi har mange forespørgsler på ham”.
Og så køber man formodentlig, jeg vil tro at man køber det samme af Nexø og Neutzsky-Wulff. Men Nexø bliver aldrig rørt, og Neutzsky-Wulff bliver flået ned af hylderne. Når der endeligt står et eksemplar så er det jo mishandlet, fordi folk ikke er gode ved bøgerne.
Tag nu for eksempel Døden: jeg kommer på biblioteket mindst en gang om ugen. Det er jeg glad for: at kunne gå på biblioteket og hente det jeg skal bruge og det kan jeg ofte.
Men så skal jeg lige ned og se om Døden står der… Det er nu snart et halvt år siden at bibliotekerne fik den bog, og ikke én gang i løbet af de måske 50 eller 100 gange jeg har været på biblioteket siden da har jeg set ét eksemplar af den bog, og så er der for få af dem!
Er man for mekanisk i sin tankegang - at man køber et bestemt antal eksemplarer - det er urimeligt.
Så kan det være at Cecilie Lassen eller hvad ved jeg; en anden forfatter som måske har fået pæne anmeldelser, man har indtrykket af mange læser, osv. osv. Det kan da også være man gør det, men året efter: 24 skinnende eksemplarer på hylden, måned efter måned efter måned. Det må man da konstatere: ‘Okay, der købte vi for meget’ og omvendt: der hvor der står ét skallet, laset eksemplar: ‘Der har vi købt for lidt’.
Opmærksomhed overfor hvad der bliver læst, det kniber det lidt med.

URN: Det lærer vi jo at vi skal, det er så ikke altid at praksis i det virkelige liv lever op til det…

ENW: Det er jo dét.

URN: Det er jo et spørgsmål om, at det dels bliver en vane for folk, og dels at bibliotekerne er jo også håbløst underbevilliget og underbemandede.

ENW: Det bruger man jo ofte som alibi, men for eksempel Rifbjerg: hvem helvede læser Rifbjerg i dag? Nobody!

URN: Gymnasieelever der skal skrive opgave…

ENW: Ja, okay, men altså, så kan man også få den på skolebibliotekerne. Men jeg mener: hvor mange eksemplarer tror du der står af Rifbjerg rundt omkring på et gennemsnits bibliotek? I hundredvis! Bliver nogen af dem nogensinde udlånt? Never!

URN: Men han har jo fået priser skal du huske på!

ENW: Det kan jo godt være, men altså…

URN: Du har jo aldrig fået en pris, hvad tror du du er?!?

ENW: Nej, det er rigtigt; jo jeg fik en skandinavisk Science-Fiction pris engang.
Nej, det har jeg godt nok ikke, og jeg tror også jeg ville dø af skam hvis jeg fik en, det er galt nok at være på bestsellerlisten.

Men det må være ubehageligt for en bibliotekar at skulle sige nej til Neutzsky-Wulff-læsere hundrede gange om dagen, for sådan må det jo være…I er åbenbart nogle seje bananer.
Jeg er da også glad for at de køber mig hjem, og jeg er da heller ikke i tvivl om at de køber mig hjem i - det er jo ikke sådan at de boykotter mig - de køber mig da hjem som jeg vil tro at de køber en gennemsnitsforfatter hjem, men samtidig: hvis du får en bibliotekar på tomandshånd og du ikke decideret kritiserer indkøbspolitikken, så kan du også sagtens få han til at røbe at Neutzsky-Wulff er om end ikke dén mest udlånte, så dog en af de mest udlånte. Jamen, det må indkøbet så også afspejle; alle de der horder af fattige studerende.

Om Litteratur

URN: Mange gange har jeg bemærket - det er måske fordi det tiltaler mig ved dine bøger - at du behandler også forholdet mellem dig og læseren og det øjeblik hvor selve litteraturen bliver til, i selve læsningsøjeblikket. Det har du jo gjort i lang tid, helt tilbage fra Adam Hart-bøgerne så vidt jeg husker…

ENW: Jo, det er jo også igen et udestående med mine anmeldere, at det jeg arbejder med, det er jo ikke at skrive romaner; det er at skabe den ny roman, at skabe næste århundredes romanform. Og i betragtning af hvor mange der kommer til at skrive af fra mig i sin tid, så kommer jeg til at gøre mig umage.
Det gør man jo ikke ved at skrive ligesom de andre, det gør man ved at skrive modsat de andre og så se hvad der sker.
Og hvor man nu har den her - efter min mening - ulidelige tredjepersonsroman, hvor ingen kan finde forfatteren, han gemmer sig et eller andet sted eller også er han en af personerne: dén person, det er forfatteren.
I stedet for så kommer jeg der med rumsterstokken og tager hatten af og siger “Goddag, jeg er forfatteren, jeg vil gerne fortælle en historie”.
Det synes jeg er meget mere fair; den der illusion af at det er ikke en bog man læser, den kan du ikke opretholde i dag, så det kan man ligeså godt acceptere, og så gå ud fra det. Når man ligesom har ædt den og læseren har ædt den, at det er en bog han læser, så tror jeg at det er meget lettere at føre ham videre til en oplevelse.
Så jeg synes nærmest det er uhøfligt af en forfatter ikke at kalde sin læser for ‘du’. Det bør man gøre, for ellers sidder forfatteren herovre og læseren sidder derovre and never the twain shall meet… - han har smidt et eller andet, som et brugt slikpapir, man så samler op og kigger på ingredienserne: gu’ ved hvem der har tabt det…
Sådan skal det ikke være; forfatteren skal hen og ringe på med bogen og sige “Har du ikke lyst til at læse den her bog?” eller rettere sagt, ud fra min pædagogiske metode skal han selvfølgeligt selv finde den på hylden og sige: “Må jeg ikke få lov til at læse den?”. Og forfatteren skal så sige : “Det må du gerne, nu skal du høre, nu skal jeg hjælpe dig lidt”. Det er en af de ting man ikke må, for det standser jo handlingen, og vi er ikke interesserede i at få at vide hvad forfatteren mener.
Jamen, er det ikke mere fair at forfatteren gør opmærksom på det i stedet for at det altid skal ‘smules ind’ ved at der så er en eller anden imbecil person der bliver hans talerør? Det andet er mere fair, synes jeg.

URN: Det er vel også i dét øjeblik hvor fiktionen egentlig bliver til, i dét øjeblik man fatter at det her er en anden verden som bliver tilbudt een…

ENW: Jeg vil også gerne engagere læseren i den forstand, at jeg vil gerne engagere læseren som kreativ, fordi - igen ud fra min opfattelse af litteratur - så er bogen jo ufærdig.
Det er læseren der i og for sig skaber bogen ud fra forfatterens oplæg - og det vil jeg godt gøre ham opmærksom på, at det er et tungt ansvar jeg lægger på hans skuldre: nu skal han faktisk skrive en bog. Godt nok vil jeg være der hele tiden til at holde ham i hånden, men det er faktisk ham som skal skrive bogen.
Igen: så er man nødt til at sige ‘du’. Og det gør jo også at læseren føler at han kender forfatteren.

Det er jo meget pudsigt; hvis jeg går på gaden i en time, så er der aldrig mindre end fem læsere der hilser på mig… - og jeg mener: nok er jeg ikke særligt god til at huske ansigter, men jeg har en klar fornemmelse af at det er altså ikke de samme fem.

Og det er en meget rar fornemmelse at se det der ansigt: du går på gaden og så siger de til dig: ‘Det er jo Erwin! Gud, hvor hyggeligt! Jeg sidder lige netop og læser… og der er du, dav!’.
Det tror jeg sgu ikke er et læserforhold som ret mange af mine kolleger kan prale af…

URN: Hvor skulle de også få det fra…

URN: Jeg kommer til at tænke på - det er jo et klassisk forfatterinterviewspørgsmål - men dine påvirkninger…?

ENW: Ja, jeg ved ikke rigtig… - jeg så Science-Fiction film i min barndom for en fyrre år siden, og læste de der tegneserier [EC Comics, Forf. anm.,], og jeg var nok blevet forfatter i alle tilfælde… men påvirkning, neej, så skal vi nok meget langt tilbage… - faktisk er jeg omhyggeligt gået uden om moderne skønlitteratur, medmindre jeg var helt sikker på at jeg kunne tage afstand fra det, fordi… det får folk jo altid at vide, jeg ved bl.a. filminstruktører får at vide at de skal starte med at se en masse film. Og jeg vil nok sige: lad for guds skyld være med at gå i biografen! Lad være med at se film!
Fordi så risikerer du ikke at gå i den grøft hvor du kopierer alle de andre…

URN: Som historien om ‘Citizen Kane’, at Welles ikke anede hvad han lavede, så derfor lavede han en masse ting der var nye…

ENW: Ja, præcis. Og det kan gå så galt som med en der hedder Bob Galloway, som i en af sine film beklager sig over at alle de gode film er allerede lavet!
Hvis man har den holdning, så skal man sgu blive slagter, ikke? Den rigtige holdning må jo være: ingen af de gode film er lavet! Dem skal jeg lave! Det er min holdning til bøger: ingen af de gode bøger er skrevet, dem skal jeg skrive. Ellers kunne jeg lige så godt blive noget andet, så kunne jeg blive viktualiehandler i stedet. Det gælder også forfattere; lad for guds skyld være med at læse samtidige forfattere - du kan så læse Homér og Dante, det gjorde jeg i min ungdom, eller barndom snarere. Men lad være med at læse noget samtidigt; lad være med at læse noget der kan påvirke og inspirere.
Talentfulde forfattere skriver bøger ud fra deres erfaringer. Genier skriver ikke bøger ud fra deres erfaringer, det kommer et andet sted fra. Så kan jo være tilfreds med at være en talentfuld forfatter, men hvis man har en mistanke om at man måske er et geni, så skal man holde sig langt væk fra litteratur.
For mig er der jo direkte modsætningsforhold mellem geni og talent. Geni er netop en slags talentløshed, det er det at man ikke er i stand til at skrive noget af sig selv, man er nødt til at få det hele indgivet, dikteret. Og derfor ligner det heller ikke noget andet og derfor vil en bedømmelse af et genis talent altid falde negativt ud. Så jeg ved ikke om det i grunden er særligt smigrende at blive kaldt et geni, hvilket jeg jo ind imellem gør…

 

For de, som vil vide mere:

Erwin Neutzsky-Wulff debuterede i 1971, da Dialog udkom.
Derpå fulgte nogle digt- og essay-samlinger, mens hans næste egentlige roman var Adam Harts Oplevelser (1972), som var den første i serien om den okkulte detektiv Adam Hart og hans ven Victor Janis.
Serien består i øvrigt af Adam Hart og sjælemaskinen, Victor Janis og søn samt Oiufael (alle 1977).
Samme år udkom også Den treogtredivte marts.
I mellemtiden var det blevet til Anno Domini (1975) og Gud (1976).
Havet udkom i 1978, Indsigtens sted i 1980 og Menneske i 1982.
I 1980’erne udkom også hans to indførsler i Okkultisme(1985) og Magi (1986), samt 1. bind af en Verdenshistorie (1988). I 1989 udkom så hans gendigtning af Faust.
I 1990’erne er det blevet til 2000(1991), børnebogen Skrækkens ABC(1992), Verden (1994) og nu altså Døden(1996).
Han arbejder for tiden på en ny bog, UFO, som forventes udgivet i 1998.

På nettet findes bl.a. den officielle Erwin Neutzsky-Wulff Homepage.