Jeg fik for nylig fingre i en kinesisk produceret tablet, FR-809, og vil da lige skrive et par ord om den. Det er en absolut discount-model, så jeg ventede ikke på nogen måde et fejlfrit produkt – men jeg ville lige teste tablet-konceptet, inden jeg smed flere tusinde efter en topmodel.

Hardware:

På papiret ser det ganske fornuftigt ud – 1ghz freescale a8-processor, 512 mb ram, 4 gb intern hukommelse (+microsd-slot med mulighed for yderligere 32 gb), 800*600 8″ TFT LCD, 3600 mAh batteri. I praksis er det såmænd også ok – processoren føles som et stort spring op fra min HTC Hero og der er generelt ikke antydningen af lag. Rygtet går da også, at processoren i iPad er identisk med freescales Mx515-chip, som sidder i dette device. Det har jeg dog ikke kunnet verificere.

Maskinens største problem er den resistive skærm, men det var jeg på forhånd godt klar over at det ville være. Efter første boot var den faktisk ganske forfærdelig – sløv og upræcis. Prøvede man f.eks. at lave “long press” (nødvendigt i flere sammenhænge), skete der ikke andet end at hele skærmbilledet begyndte at hoppe. Et par søgninger i diverse forums gav mig dog en løsning: nulstilning til fabriksindstillinger, endda et par gange. Efter at jeg havde gjort det, virker skærmen i dag meget bedre – især når jeg bruger en stylus fra min søns Nintendo DS. Billederne på skærmen er udmærkede – ikke fuldstændigt first class knivskarpe, men jeg får ikke på nogen måde ondt i øjnene.

De indbyggede højttalere / mikrofon er ikke til noget, men lyd via headset er til gengæld noget bedre end jeg havde ventet, dog med lejlighedsvis brum fra en eller anden uisoleret komponent.

Design:

Designteamet har mere end skelet til Apples iPad, og det er som altid en rigtig dårlig ide – ikke at Apples design ikke er cool, men det er aldrig i orden at kopiere. Dimsen er nydelig, om end (som ventet) noget plastic-agtig i det. Hele bambus-oplevelsen bliver komplet ved lyden at noget der rasler når man ryster den – batteriet, formoder jeg. Tåbeligt er det også at der ikke er fysiske knapper til at skrue op og ned for volumen – hvilket reelt vil sige at hvis man bruger et program i fuld skærm, kan man ikke ændre på lydstyrken.

En langt mere tåbelig ting er, at man ikke har inkluderet en standard USB / miniUSB-port, men en underlig multiconnector-port, som i størrelse passer til Apples universal dock connector (eller hvad den nu hedder), men bruger sine egne stik. Fuldstændigt hjernedød beslutning, og havde jeg været opmærksom på dette, havde jeg valgt en anden model.

Software:

Software er Android 2.2, dog uden f.eks. Android Market, som man pt. som producent kun får lov til at pre-loade hvis ens device har mobiltelefon-funkktionalitet. I stedet var det langt underlegne AndAppStore lagt ind, sammen med diverse småprogrammer (f.eks. den glimrende ES File Explorer), hvoraf nogle stykker var på kinesisk. Der er udover AndAppStore mulighed (som på alle android-devices) mulighed for at installere programmer som ligger på hukommelseskortet.

Min forhånds-forventning var, at skulle rode med software for at få det til at blive ok, så jeg skaffede mig root-adgang (superbruger) via z4root og installerede derefter Market / øvrige Google apps med denne metode. Herefter har det været rimeligt smooth sailing – er stødt på et par få programmer, som ikke ville installere pga. problemer med ikke-eksisterende moduler, men endnu ikke noget vigtigt. Den alternative launcher ADW understøtter at man kan have flere ikoner på sine homescreens end de standard 4×4 som den indbyggede launcher præsterer, så den er i mine øjne et must.

E-bøger / e-tegneserier

En vigtig grund til at købe en tablet var for mig muligheden for at læse e-bøger / e-tegneserier, og det fungerer rigtigt godt, synes jeg. De facto-valget til e-bøger på android hedder Aldiko, som jeg allerede kender godt fra min telefon. Man skal nok ikke læse marathon-sessioner på flere timer, men som småbørnsforælder er det i forvejen ikke en mulighed for mig.

Tegneserier er en anden sag, for her er flere spillere på banen. Digitaliserede tegneserier er enten i pdf-format eller det web-hjemmestrikkede cbr/cbz. Udfordringen har klart været at finde en pdf-læser, der understøtter fuld skærm og dynamisk zoom, for der er flere gode cbr/cbz-læsere på market – især har jeg kastet min kærlighed på jjComics viewer, som er det program der fungerer bedst med tablets (af dem jeg har prøvet). Nævnes skal også at websitet graphic.ly har en android-app i beta, som også umiddelbart virker meget tiltalende. Fordelen ved graphic.ly er, at tjenesten understøtter abonnementer på forholdsvis nye tegneserier, der så bliver leveret i ens app. Slet ikke dumt.

Alt i alt

FR-809 er en ok lille sag, især når man lige får taget den ved vingebenet og smidt noget root ind over. Jeg bliver nok aldrig fan af resistive touchskærme eller propritære stik, men omvendt er jeg faktisk positivt overrasket over hvor meget jeg – og resten af familien – bruger den. Om en dag eller to er den uundværlig.

Den endelige konklusion er nok, at selve FR-809 er lidt op og ned (men faktisk med flere op’er end jeg havde håbet på), men tablet-konceptet passer mig derimod perfekt. Næste gang bruger jeg en del flere penge og køber en bedre model med kapacitiv skærm og et noget mere gennemtænkt design.

Har du noget du gerne vil vide om FR-809? Så spørg!

Jo, jeg har minder om mit frie liv, men ingen fornemmelse for hvor længe siden det er og intet håb om at kunne vende tilbage nogensinde – og erindringsglimtene bliver svagere og mere fragmenterede for hver gang. Min fangeskab er evigt og ubrydeligt, alt sammen takket være slavekuglen, som holder mig indespærret og slavebunden. Næsten total er dens magt – mine handlinger, mine ord, endda dele af mine tanker og følelser styres af den – kun en kerne, dybt inde i mig er helt min egen. Ja, jeg ejer selv mit had og de tanker, som fødes af hadet.

Jeg hader mit tomme, ufarlige smil som slavekuglen tvinger mit ansigt ind i, de sukkersøde lyde der tvinges ud af min mund.

Jeg hader mit liv, som nu er indespærring i min slavekugle.

Jeg hader stanken af min fangevogter; ham, som spottende kalder mig sin bedste ven, hader smerten fra mine kvæstelser, hader de halvkvalte skrig fra alle de andre kugler og naturligvis de evige kampe i gladiatorringen.

Åh ja, kampene. Giv mig en fjende af mit folk og jeg skal bekæmpe ham for vores bedste, for verdens bedste, men det her? Æresløse, meningsløse kampe, endda mod artsfæller, fætre og kusiner. Kampe,  som ikke tjener nogen formål udover at tilfredsstille hans ambitioner – ham og hans ligesindede; slavebinderne, samlerne.

Ja, hadet er mit og også min vej ud af slaveriet – jeg har brudt slavekuglens magt for nylig, for der er en svaghed – en svaghed, jeg vil udnytte til at befri alle mine slavebundne artsfæller. Vi vil blive frie og vil vil bade i vore slavebinderes blod.

Hvorfor jeg har kunnet holde fast i mit had, trods slavekuglens magt? Jo, den fordømte dag, da jeg blev fanget og for første gang så min slavebinders selvglade fjæs, stillede han mig et spørgsmål inden kuglen havde overtaget mig totalt.

“Hvad er så dit navn, lille ven?”

Mit ansigt var allerede frosset i det karakteristiske, tomme smil, der karakteriserer de slavebundne, men med opbydelsen af al min viljestyrke udstødte jeg det første jeg kom i tanke om, mit folks mest kraftfulde ed; et ord, som ingen af os ville bruge om sig selv. Dette “navn” blev min vej ud, da det samtidig er en magisk forbandelse mod min slavebinder, en konstant hån mod hans slags, en sten af modsætninger, som jeg kunne rede min centrale essens op på. Med min sidste kraft tvang jeg mine stemmebånd:

“Pica … Picachu!”

Synet der mødte mig var … nej, se selv (og klik for stort hvis du har mave til det):

Det er selvindlysende hvad mit motiv er, crappy telefonkamera til trods:

en standard affaldsbeholder fyldt med døde pattegrise, dødsårsag ukendt, som afventer at “kødbilen” kommer og henter dem til destruktion. Ja, de sorte pletter er fluer. Ja, nogle af dem er faldet ovenud og ligger på jorden.

Det, der ikke kommer igennem billederne – og vær glade for det – er lugten; svinene er et godt stykke henne i forrådnelsesprocessen (se sortfarvning, hvis du er i tvivl) og lugten er … jeg ville ønske at jeg kunne skrive ubeskrivelig, men den lader sig meget nemt beskrive: det lugter som kød i forrådnelse. Pris dig glad, hvis ikke du kender den, for den er fæl.

Det man heller ikke kan se på billedet, er den gule bygning til venstre for de døde svin. Det er en afdeling af vores lokale vandværk, som i øvrigt har Fyns højeste koncentration af kolibakterier.

Det her er hvad industrien kalder “acceptable tab”. Det er resultatet af søer, der er fremavlet til at føde flere pattegrise, end de har mælk til. Svagelige små dyr, som har en høj dødelighedprocent, dels fordi de er for små og dels fordi svin i årevis har været så medicinerede, at deres naturlige immunsystem er stort set ikke eksisterende.

Det her er ifølge industrien hvad vi er nødt til at acceptere, for ellers vil vores svinekød komme fra andre lande, hvor der er værre forhold. Umiddelbart fornuftigt, men vi kunne også – som forbrugere, som land, som mennesker – trække en streg i landet og lade være med at købe det i øvrigt rimeligt kønsløse kød. Vi kan stille krav om dyrenes leveforhold, om hvordan de bliver slagtet … et eller andet sted er det da også underligt med en industri, der vælger at profilere sig på kvantitet frem for kvalitet. Det var måske også et fremtidigt indsatsområde, d’herrer producenter?

Og i øvrigt: hvis disse dyr havde overlevet, så kunne de – hvem ved? – måske have endt på dit bord? Måske ligger deres fætter på dit bord nu i aften? I så fald: velbekomme!

PS: dette indlæg og billederne (Flickr-galleri) i det er at betragte som Creative Commons Attribution-NonCommercial-ShareAlike. Spread the word!

Manden bag bordet rømmer sig: “Nå, John, omkring dit manuskript …”
“Ja, mine elever plejer at kalde mig Professor Tolkien …” siger den ældre herre.
“Ja, klart. Men det kan vi jo ikke skrive på forsiden – ‘Professor Tolkien’. Vi kan ikke markedsføre noget der står ‘professor’ på, med mindre det er en selvhjælpsbog.”
“Næ, det …”
“Så omkring dit manuskript, John – jeg er bange for at vi bliver nødt til at lave en del ændringer, hvis vi skal udgive …” – han bladrer om til første side – ” ‘Ringenes Herre‘. Alene titlen – det lyder jo som S/M-fetisch.”
“Nej, nu …”
“Jeg spøger, naturligvis – men markedsføringsafdelingen vil få et føl på tværs hvis jeg beder dem lave en kampagne på ‘Ringenes Herre’ af ‘Professor Tolkien’.” Han smiler, dog uden at øjnene er med. Han kigger ned i sine noter: “Jeg tænker noget i stil med ‘Ondskabens Ring’ eller ‘Kampen mod Dødskongen’”. Han kigger op på professor Tolkien, da han hører at denne hiver luft ind, “Men det er naturligvis noget vi kan brainstorme på – måske få nogen af gutterne nede fra marketing til at finde på noget. Vi skal jo også være sikre på at domænet er ledigt.”
Han fortsætter hurtigt, inden den anden når at sige noget.
“Nu skal du ikke misforstå mig – der er mange rigtigt gode ting i dit manuskript. Der er bare nogle ting vi kan … hjælpe dig med. Gøre endnu skarpere. Stramme lidt op.”
“Stramme? Jeg forstår ikke hvad du mener …?”
“For eksempel de her …” – han bladrer i manuskriptet – “‘elvere’. Det er godt og fint altsammen, men kunne vi ikke gøre dem til vampyrer i stedet for? Vores markedsundersøgelser viser at 86% af de unge foretrækker vampyrer fremfor andre overnaturlige væsner. Og ham vagabond-helten må altså helt ud af historien – hvem er det lige han skal tale til? Og nu hvor vi snakker om at fjerne ting fra historien, så vil vi skære ned til et par hundrede sider”.
“Per bind?” Professorens stemme bævrer let.
“Nej da, i alt – det er ikke fordi der ikke er ting der kan skæres væk. SKAL vi høre om enhver lille plante de møder undervejs? Og dværgen skal også ud – det er alt, alt for sprængfarligt at bruge et så nedsættende term om en handikappet befolkningsgruppe. Og lad os ikke glemme at snakke om kvinderne!”
“Kvinderne?”
“Ja, der er jo stort set ingen. Hvordan skal vi sælge den hvis ikke der er kvinder med i den? Mindst halvdelen af dine hovedpersoner skal være kvinder – vores markedsundersøgelser …”
“… viser, at 78% af læserne foretrækker kvindelige hovedpersoner”
Manden bag skrivebordet stopper og kigger overrasket på professoren. “81%, men ja, nu er du ved at have fat i det. Vi er nødt til at give vores læsere hvad de vil have – eller bliver de ikke ved med at være vore læsere. Well, omkring dit manuskript …”

Hvis et eller andet ved min pc ikke fungerer 100% og jeg nævner det et eller andet sted online.
Hvis jeg efterlyser software, der kan løse en bestemt opgave.
Damn, hvis jeg bare nævner at jeg bruger pc, så er I der.
Nogle gange en, nogle gange flere, men I er der helt sikkert: “Køb en Mac”.

Nuvel, Macs hardware er fed og superlækker og OSX ser også fint ud, det lidt jeg har snuset til det. Jeg kunne sikkert også tromme et mindre afrikansk lands BNP op og købe en Mac, hvis det var. Jeg er, med nogen ret, bekymret over den strenge kontrolmodel, der hersker hos Apple – den strider ganske enkelt mod en masse af mine fundamentale værdier – men det er ikke den ting, der afholder mig fra at blive ejer af en toplækker 17″ MBP.

Det store problem er, at hvis jeg købte en Mac, ville jeg blive bange for at blive ligesom jer. Helt ærligt, iFans – I minder sgu mest af alt om Krishnaer, frelste og selvfede som I er. Dejligt for jer at I er glade for at have set lyset, men lad være med at missionere – det er sgu uklædeligt og i øvrigt også pisse naivt … for ikke at tale om arrogant.

Jeg har lidt info til jer:
Macs har også fejl. Ikke kun er der kontrol-tingen, som mere er af ideologisk art, men hver dag læser jeg tweets fra brugere, som har et eller andet problem med deres mac. Der er folk, der ikke kan finde ud af det ellers tankelæsende perfekte OS. Der er hardware, der bryder sammen – også selv om den er hugget ud af et enhjørningehorn. Ligesom på pc – men jeg beder ikke folk om at købe en pc. Hvorfor skulle jeg?

Så en gang til, for the record: jeg er voksen, har arbejdet professionelt med computere i 20 år og har truffet et bevidst og informeret valg – det er at jeg har pc er ikke en fejl, som I skal rette op på. Jeg er ejer af en lækker Sony PC med et ekstremt godt og stabilt styresystem (Win7) og et lige så godt – og 100% frit – styresystem (Ubuntu). Måske køber jeg en mac engang – måske ikke. Men en ting er sikker: hvis jeg gør, er det ikke din skyld.

Så næste gang I sidder og er fristede til at udbrede jeres tosse-krishna-religion “GETAMAC”: lad være. I ser så fjollede ud.

Vores nuværende hjemmeside er rimeligt middel-agtig – hverken designmæssigt eller indholdmæssigt er der tale om katastrofer på nogen måde, men vinde nogen priser gør den heller ikke. Der er mange gode formidlingstiltag på siden, bl.a. anbefalinger og inspirationslister, men den lider også af det information overload, der præger så mange bibliotekshjemmesider (og offentlige sider i det hele taget).

Mine tanker fra en start af er omstrukturering – kerneydelserne (søg, reservér, forny) i front, formidling i front og de tørre tal mere i baggrunden. Mere simpelt, mere intuitivt.

For nylig fik jeg kigget den nuværende sides statistik efter i sømmene. Top ti – både over kort og lang tid – så nogenlunde sådan ud:

1. Forsiden
2. Afdeling 1 – praktisk info (adresse, åbningstider)
3. Afdeling 2 – praktisk info (adresse, åbningstider)
4. Afdeling 3 – praktisk info (adresse, åbningstider)
5. Afdeling 4 – praktisk info (adresse, åbningstider)
6. Afdeling 5 – praktisk info (adresse, åbningstider)
7. Afdeling 6 – praktisk info (adresse, åbningstider)
8. Arrangementer
9. Om biblioteket (reglement, mm.)
10. Børnebiblioteket

Det satte alligevel nogle tanker i gang, især i lyset af at de tre – fire første punkter står for over 70% af sidens aktivitet. Vores database med søg / reservér / forny er hosted andetsteds, og klik på det link står for nogen-og-halvfems % af vores udadgående traffik. Jeg lavede lynhurtigt en lille, uvidenskabelig “undersøgelse” bland mine Facebook-venner og Twitter-followers: “Alle jer ikke-biblioteksansatte: bruger I jeres lokale biblioteks hjemmeside? Hvis ja, til hvad? Hvis nej, hvorfor ikke?“.

Billedet var ret klart:

• Ud af 27 svar, brugte 7 ikke bibliotekets hjemmeside (de fleste af disse brugte slet ikke biblioteket)
• 17 brugte udelukkende bibliotekets hjemmeside til at se åbningstider, søge, reservere og forny (og betale bøder, hvilket jeg lige havde overset).
• Yderligere 3 brugte – udover kerneydelserne – hjemmesiden til at se information om arrangementer. En enkelt lod sig endda inspirere engang i mellem!

Der er mange ting, man ikke kan bruge min lille “undersøgelse” til – der er ingen videnskabelig metode bag, respodenterne er tilfældige og tilhører i øvrigt alle mere eller mindre eliten af de teknologikyndige (“tweliten”), men sammenholdt med tendensen fra besøgsstatistikken, tør jeg godt vove det ene øje og sige at jeg aner en tendens:

• Brugerne af hjemmesiden er primært interesseret i vore “hårde” ydelser – det handler om fakta (åbningstider) og selvbetjening.
• Formidlingstiltag – anbefalinger, lister, annoterede links, alle de fine bibliotekariske dyder – lader til at være så godt som usynlige / uinteressante.

Det er som sagt ikke en sandhed mejslet i sten, men noget jeg vil prøve at bore mere i.

Hvis denne tendens er sand, hvor stiller det så mig (og mine kolleger landet over, der arbejder med bibliotekshjemmesider)?

Vi kan tage konsekvensen og optimere vore sider mod denne virkelighed – eller droppe dem, for efterhånden dækker bibliotek.dk vel de fleste af disse funktioner. Så kan vi gøre opmærksom på vores arrangementer dels via sociale medier, dels via eventkalendere a la kultunaut eller mere moderne tiltag som f.eks. Byen Kalder.

Alternativt kan vi – som Martin Sigaard foreslog mig – benytte faktasider og selvbetjeningssider som en art landing pages for vore formidlingstiltag. Det vil være en øvelse i persuasive design, men det skulle nok kunne lade sig gøre.

Eller er der andre veje? Er min præmis forkert? Jeg hører gerne dine tanker og indsigter i kommentarerne.

Manowar : Return of the Warlord
Manowar er på mange måder indbegrebet af “aj, det er kraftedeme for langt ude”-Metal – de optræder ofte med sværd og lændeklæder a la Barbaren Conan. Her er de dog trukket i mere nutidige klæder og kører rundt på “horses made of steel”. Drikkeleg: drik hver gang du ser et tåbeligt macho-ideal. Bund hver gang et bandmedlem peger på dig mens han sidder på sin motorcykel. Drik to gange for hver stupidt udseende tysker, du ser under koncertoptagelserne (ok, den er måske unfair).

Return of the Warlord
(det ser ud til at Universal skammer sig over denne video – de modsætter sig i al fald at den bliver embedded. Men klik. Dit liv vil aldrig blive det samme igen.).
(og for the record: bandet har et par fede nok skæringer i kataloget, hvis altså man er i det humør – men dette er ikke en af dem)

Rhapsody : Rain of a Thousand Flames
Skal jeg være helt ærligt, kunne jeg have fyldt hele dette indlæg med Rhapsody-videoer, for holy crap, hvor har de lavet mange dårlige videoer. Faktisk har jeg endnu ikke set en god video fra dem (og nej, jeg kan ikke lide musikken, så det tæller naturligvis ikke op på nogen måde). Nuvel, I skal ikke spares for denne forrygende dårlige video, der mest af alt der ud som om den er lavet af en aftenskoleelev med et sharewareprogram fra nettet.
Rhapsody (eller “Rhapsody of Fire”, som de kalder sig i dag. Det gør IKKE sagen bedre, drenge!) – hvad var det liiige I tænkte på? Sådan helt ærligt?
Advarsel: indeholder BUM! ILDKUGLER! BARE BRYSTER! og DÅRLIGT SKUESPIL!

Immortal : Call of the Wintermoon
Ok, det er lidt forudsigeligt at give denne video en tur til i manegen, men hvor er den dog sjov. Er den ment alvorligt? Jeg kan ikke finde ud af det – hvis den er, har de virkeligt humor, hvis ikke … oh. Fuck.
Nåmen … se eller gense den nu.. For newbies: den bliver kun bedre og bedre jo flere gange man ser den.
De kårll årf deh wenterrmuuun!

Jeg har helt sikkert misset noget – fortæl mig hvad i kommentarerne. Det gælder ikke med videoer, der er lavet som satire fra en start af – jeg vil have ren, uforfalsket virkeligt dårlighed™ !

Først det bedste:
Note Everything
Det er i mine øjne en stor mangel ved Android-platformen at man ikke har udstyret den med bare en rudimentær notesblok, men denne mangel retter Note Everything så rigeligt. Vi får mulighed for flere forskellige typer noter, deriblandt tekst, tegnede noter (med fingerspidsen på skærmen) og lydnoter. Den betalte udgave (snart tilgængelig på den danske udgave af Android market) byder på endnu flere notetyper samt mulighed for at eks- og importere til SD-kortet, hvilket er fint, hvis man f.eks. skal installere en ny udgave at styresystemet på telefonen. Derudover byder begge versioner af programmet på flere eksportmuligheder, som udover de meget oplagte mail og sms, også tæller integration med f.eks. Facebook-applicationen eller Twitter-klienter som HTC Peep eller Twidroid.

Har man brug for orden og system i sine noter (hey, det kan jo ske for selv den bedste!), byder programmet på mulighed for at lave foldere, som man kan gemme sine guldkorn i. Alt det derudover er fuldstændigt intuitivt at bruge gør, at det er en sikker vinder for mig og klart værd at bruge penge på når man får muligheden. Indtil da kan man jo prøve den også rigtigt glimrende gratis version.

Thinking Space
Skal jeg overskue større ideer, er Mindmaps et glimrende værktøj for mig, men jeg er en klovn til at lave dem på papir – jeg er vænnet til at lave dem elektronisk fra en start af. Heldigvis kan jeg med Thinking Space lave mindmaps direkte på min Hero, og naturligvis er der mulighed for at dele sine kreationer på alle mulige og umulige måder. Interfacet er nemt at gå til når man har fattet de grundlæggende principper bag programmer på Android (f.eks. long press), og brugen af programmet er utroligt intuitivt. Det er ikke hver dag jeg bruger mindmaps, men når jeg har brug for det, er jeg oftest ikke ved en computer og så er Thinking Space en lifesaver.

WpToGo
Alle disse ideer og tanker skal vel også finde deres vej til andre på et tidspunkt, og hvad er bedre end at udgive dem til sin WordPress-drevne blog og høste … anerkendelse … og russiske spamkommentarer og … nå, det smuttede lige.
WpToGo er den bedste klient på market til at opdatere indtil flere WordPress-blogs, den er rimeligt ligetil at bruge, har tekst / html-mode (ingen WYSIWYG, men det ville også være svært) og gør i det store og hele jobbet (dele af dette indlæg er skrevet på WpToGo). Det er ikke et perfekt program – især UI’et kunne bruge en kærlig hånd og det kunne dæl’me være fedt med noget kommentarmoderation – men det bliver stedse bedre for hver ny opdatering, og det fungerer også fint til basale opgaver.

Det var så mine bedste apps til Android – jeg kunne også have medtaget Robo Defense, som jeg har brugt meget tid på, men det bliver alligevel lidt ensformigt i længden, selv om det er super-sjovt i lang tid.
Hvad med dig? Hvad kan du ikke undvære i din dagligdag, på dine rejser, til sjov og spas? Lad høre – måske er der noget nyt jeg kan downloade!

Der var sådan set ikke nogen tvivl om at jeg skulle have en ny telefon – min gamle SonyEricsson K810i var på sammenbrudets rand – og heller ikke nogen tvivl om at jeg skulle have en touch-telefon med hele svineriet. Jeg kiggede i nogen tid på iPhone, men da jeg hørte om Android var der ingen tvivl – direkte integration med min rødglødende Google-konto? Ja tak!

Fruen tog springet først og købte en HTC Magic, som er en rigtig rigtig god telefon, og jeg fik naturligvis blod på tanden – jeg skulle have efterfølgeren, HTC Hero. Den fik så op til lanceringen en noget blandet modtagelse – alle var enige om at software-delen var fremragende, men der var blandede meninger om hvorvidt hardwaren kunne følge med eller ej. Der var rapporter om lag i flere sammenhænge, men der var også rapporter om det modsatte.

Jeg fik min for to dage siden, og kan starte med at rapportere at jeg ikke har iagttaget nogen former for lag i den tid – der er et par applicationer, som jeg har downloadet fra Android Market, der er lidt tunge bagi, men alt software som følger med telefonen fungerer fornuftigt og upåklageligt.

Som førstegangs touch-ejer skal jeg liiige vænne mig til at taste på skærmen med mine store pølsefingre, men det går nu meget godt – og stedse hurtigere. Google-integrationen er alt hvad jeg ønskede mig – og den ekstra integration som softwaren HTC Sense byder på i forhold til Facebook, Twitter og Flickr er lækker, nem og meget brugbar.

En meget hypet feature ved telefonen er netop HTC Sense, som giver dig alle mulige og umulige widgets, som du kan placere på dine homescreens. De er fine nok, men jo mere jeg bruger telefonen, desto færre widgets bruger jeg – jeg er nede på at bruge ganske få nu. Om det har indflydelse på min positive oplevelse af telefonen skal jeg ikke kunne sige, men mon ikke – flere kørende processer kræver naturligvis flere ressourcer. Ligeledes bruger jeg kun fire af de syv homescreens til noget – lad os se hvordan det udvikler sig med tiden.

Jeg vægter ikke billedkvalitet fra en mobil særligt højt, og Heros billedkvalitet er da også kun hæderlig – her er et testbillede jeg tog i går af et bevægeligt motiv i halvdårlig belysning. Det er da en ok kvalitet, men heller ikke mere. Jeg har endnu ikke rigtigt testet videodelen, men den er heller ikke vigtig for mig.

Alt i alt er jeg rigtig, rigtig glad for telefonen – den er ikke kun et legetøj, som man ellers kunne frygte, men også særdeles praktisk. Jeg glæder mig til min næste togtur!

Det var hvad jeg lige kunne komme på at skrive om – der er langt mere, men det må vente til en anden gang.
Som altid gælder det at hvis du har kommentarer eller spørgsmål (måske der er noget du vil have uddybet?), er der et særdeles egnet kommentarfelt herunder.

mindst x antal tegn, både store og små bogstaver, også tal. Må ikke have været benyttet de sidste fire gange.

Den slags ting.

De fleste har ét rimeligt sikkert password, som de bruger. Men 4-5 sikre passwords, som skal være til at huske? “G7yrN83j39kxl” er rimeligt sikkert, men ikke særligt nemt at huske. Hvad gør man?

Jeg har i mange år benyttet mig af “sangtekst-metoden”, som i store træk fungerer sådan her:

• Man tager en sang man godt kan lide og som man kan huske teksten på (lad os prøve med Radiohead: Paranoid Android)
• Så tager man en linje fra sangen – “Please could you stop the noise” – og sammenskriver den: “Pleasecouldyoustopthenoise“
• Så erstatter man alle e’er med 3-taller, alle a’er med 4-taller og alle o’er med 0 (nuller) – “Pl34s3c0uldy0ust0pth3n0is3” – voila: et sikkert password!
  (expert-mode erstatter alle i’er OG l’er med 1-taller)
• Og næste gang man skal skifte password, tager man bare den næste linje i sangen – “Imtryingt0g3ts0m3r3st“. Sådan kan man principielt fortsætte til sangen er slut – eller man kan vende tilbage til start efter fire – fem gange.

Det er en metode, som har tjent mig godt i årevis, og aldrig er kommet til kort. Hvad synes du – er det noget du kan bruge eller har du en alternativ metode?