Historien om den smukkeste sang i verden Kommenter

11:15 den 3. december 2004

En fabel om kærlighed.

(Dette er en gammel historie, som bliver fortalt forskelligt i
forskellige dele af verden)

Engang tog den smukkeste sang i verden skikkelse af en ung kvinde for
i ét år at leve blandt de mennesker, som den altid rørte så dybt.
Sangen, som nu var en kvinde, gik rundt blandt menneskene og så deres glæde
og sorg, stræben og fiasko, deres fødsel og død. Og efter en tid begyndte
sangen-som-var-kvinde at føle sig mindre og mindre som en sang,
og mere og mere som en ung kvinde.
Året gik, og snart kom tiden, hvor den unge kvinde skulle blive en sang igen.
Men da hun forsøgte, fandt hun, at hun ikke længere kunne huske
hvordan hun skulle vende tilbage til at være en sang.
Den unge kvinde fortvivlede, men frydedes også, idet en del af hende
følte, at hun endnu ikke var færdig med at være menneske.
Tiden gik, den unge kvinde mødte en ung mand, og snart blev hun forelsket
i ham og han i hende.
Deres forelskelse voksede sig større og større dag for dag, og inden
længe fandt de sammen.
Og da de forenedes i deres første kys, huskede kvinden pludselig hvordan
hun blev til en sang igen, og idet hun huskede, startede forvandlingen
af sig selv. Hun forsvandt mellem den unge mands arme, mens deres
kys stadigt var varmt på hans læber.
“Farvel” sukkede hun, men den unge mand hørte kun tonerne af en sang,
den smukkeste i verden. Og kvinden-som-blev-sang vidste, at de aldrig
kunne få hinanden.
Og det er derfor den smukkeste sang i verden også er den mest triste.

Der findes en anden udgave af historien, som fortælles af munkene på
et afsides kloster i Pyrenæerne.
De fortæller, at da parret kyssede og kvinden huskede at hun var en sang,
huskede manden at han var en fortælling – den bedste fortælling i verden
- og kysset gav ham erindringen tilbage om hvordan ham blev til
en fortælling igen.
Ifølge denne udgave af historien, var det eneste som var tilbage af
de unge elskende en bog, hvori verdens bedste fortælling stod nedskrevet.
Og på de sidste sider af fortællingen står de eneste kendte noder til
den smukkeste sang i verden nedskrevet.
Munkene i det afsides kloster hævder, at det hele kun er en historie.
Men ved særlige lejligheder synger de en sang af sjælden skønhed, og i
et aflåst rum på klosteret gemmer de en bog, som ikke vises til
nogen udenforstående.

Endelig findes der en version af historien, som går i arv fra
kvinde til kvinde i visse stammesamfund.
I den finder kvinden ud af, at manden er en del af hende, den del
hun har manglet for at kunne blive en sang igen.
De to forenes og skaber den smukkeste sang af dem alle.
Det siges, at kvinderne kender denne sang. Men det er kvindernes
hemmelighed, og ingen mand har endnu fået del i den…

Skriv en kommentar

Noget på hjerte? Kast dig ud i det!     Formattering

(påkrævet)
(påkrævet)

Luk

Formattering af din kommentar

Følgende XHTML tags kan benyttes:

<a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>

URL'er der starter med http:// bliver automatisk konverteret til hyperlinks.