I dag skete det igen, og jeg overvejede at køre forbi som så ofte før – jeg mener, det er om end ikke hverdagskost, så dog ikke et usædvanligt syn. Ja, jeg bor ude på landet, og på vej ud at købe ind kører jeg forbi ikke én men to store industrielle svinebrug.
Synet der mødte mig var … nej, se selv (og klik for stort hvis du har mave til det):
Det er selvindlysende hvad mit motiv er, crappy telefonkamera til trods:
en standard affaldsbeholder fyldt med døde pattegrise, dødsårsag ukendt, som afventer at “kødbilen” kommer og henter dem til destruktion. Ja, de sorte pletter er fluer. Ja, nogle af dem er faldet ovenud og ligger på jorden.
Det, der ikke kommer igennem billederne – og vær glade for det – er lugten; svinene er et godt stykke henne i forrådnelsesprocessen (se sortfarvning, hvis du er i tvivl) og lugten er … jeg ville ønske at jeg kunne skrive ubeskrivelig, men den lader sig meget nemt beskrive: det lugter som kød i forrådnelse. Pris dig glad, hvis ikke du kender den, for den er fæl.
Det man heller ikke kan se på billedet, er den gule bygning til venstre for de døde svin. Det er en afdeling af vores lokale vandværk, som i øvrigt har Fyns højeste koncentration af kolibakterier.
Det her er hvad industrien kalder “acceptable tab”. Det er resultatet af søer, der er fremavlet til at føde flere pattegrise, end de har mælk til. Svagelige små dyr, som har en høj dødelighedprocent, dels fordi de er for små og dels fordi svin i årevis har været så medicinerede, at deres naturlige immunsystem er stort set ikke eksisterende.
Det her er ifølge industrien hvad vi er nødt til at acceptere, for ellers vil vores svinekød komme fra andre lande, hvor der er værre forhold. Umiddelbart fornuftigt, men vi kunne også – som forbrugere, som land, som mennesker – trække en streg i landet og lade være med at købe det i øvrigt rimeligt kønsløse kød. Vi kan stille krav om dyrenes leveforhold, om hvordan de bliver slagtet … et eller andet sted er det da også underligt med en industri, der vælger at profilere sig på kvantitet frem for kvalitet. Det var måske også et fremtidigt indsatsområde, d’herrer producenter?
Og i øvrigt: hvis disse dyr havde overlevet, så kunne de – hvem ved? – måske have endt på dit bord? Måske ligger deres fætter på dit bord nu i aften? I så fald: velbekomme!
PS: dette indlæg og billederne (Flickr-galleri) i det er at betragte som Creative Commons Attribution-NonCommercial-ShareAlike. Spread the word!
“En nations storhed og moralske udvikling kan måles ved den måde, hvorpå den behandler sine dyr.” Gandhi
Man kan godt stille krav!
Pingback: Døde grise – en almindelighed « Milles mad
Tror du man også finder den slags containere foran øko-svinebrug? Det er vel for pokker ulovligt, det der foregår på de billeder?! Har du anmeldt det til et eller andet væsen?
Jeg undersøger stadig lovligheden – hvis noget er ulovligt er det, at han har haft dem liggende længe nok til at de er begyndt at rådne. Ellers er det standard procedure – læg de døde svin ud på den aftalte afhentningsplads og ring efter den bil, der henter dem og kører dem til destruktion / sæbefabrikken.
Jeg ved ikke om der er lignende containere foran økosvinerierne – de HAR mig bekendt lavere dødelighed – men det betyder ikke at den hellige gral er fundet.
Hvis vi ser på kyllinger (som jeg undersøgte for et par år siden), hedder reglerne 9 stk pr m2 for konventionelle og 6 stk per m2 for økologiske; 34 (vist nok) dages produktionstid for konventionelle, 48 for økologiske.
Taget i betragtning at høns sjældent lever i flokke over 20-25 individer i naturlig tilstand (på et areal på omkring en km2) og bliver voksne på lige omkring et halvt år er der ingen af alternativerne der er særligt fagre. Jeg har en klar opfattelse af at det samme gør sig gældende for svin – måske “friland” er en bedre (læs: mere naturlig) mulighed?
Men jeg har ikke fået studeret tallene endnu.
Jeg har netop rettet henvendelse til Fødevare- og Veterinær-styrelsen omkring sagen. Nu må vi se hvad de siger.
Branchens egne vise ord omkring afhentning:
“Af og til ses døde opsvulmede dyr langs landevejene, der afventer afhentning fra Daka Bio-industries. Dyrene er ofte placeret synligt og under uhensigtsmæssige forhold (fx i fuld sol). Det giver både den enkelte landmand og det samlede erhverv et dårligt image.”
Det ser ud til at en velmenende sjæl har samlet en masse fakta omkring moderne svinebrug – deriblandt en liste over de 1249 bønder, hvis antibiotikaforbrug er 80% (eller derover) i forhold til de niveau, der udløser et “gult kort” fra fødevarestyrelsen.
Gæt hvad? “Vores” landmand er imellem.
Hej Ulf
Virkeligt ulækre billeder! Jeg er enig i de fleste af dine betragtninger om dansk landbrugs tilstand, og ingen tvivl om at det ikke fremmer landbrugets i forvejen blakkede image.
Men for alligevel at være djævelens advokat vil jeg gerne spørge dig, om ikke det er at forvente at man bortskaffer døde dyr på en eller anden måde? Og ved du hvor længe de smågrise har ligget ude vej vejen. De kan jo sagtens være kørt frem 10 minutter før du kom forbi og 5 minutter inden lastbilen, der henter døde dyr, kom forbi. Og ved du, hvad de rent faktisk er døde af?
En række rationelle spørgsmål, der naturligvis har til opgave at rette fokus på, om det ikke bare er dig, der er en forkælet bybo, som er flyttet på landet og væmmes ved måden, tingene foregår, når du en sjælden gang ser døden eksponeret? For døde dyr har altid skullet bortskaffes, og det er formodentlig foregået sådan, at man har stillet tingene ud til vejen altid – det er ikke et specielt “industrielt” fænomen, bortset måske fra mængden af smågrise i dette tilfælde.
Jeg synes personligt det er langt værre, hvordan forholdene er for de levende dyr, end de der allerede er døde!
Naturligvis skal døde dyr afskaffes, men det er der også nogle regler for. De må ikke ligge for længe (mener vi snakker max 24 timer – og de var der stadig da jeg kørte forbi dagen efter), de skal være overdækkede og de må under ingen omstændigheder ligge på jorden.
Jeg har ingen anelse om hvad de døde af, men jeg ved hvad de 25.000 pattegrise, som dagligt dør i danske landbrug dør af (vfr. “acceptable tab”-afsnittet ovenfor).
Jeg har ikke et problem med døden – har selv slagtet kyllinger flere gange og overværet svineslagtninger som yngre (jeg er i øvrigt ikke bybo, men er født og opvokset på landet – endda ved siden af en svinefarm).
Og jeg synes at mængden gør en væsentlig forskel – forskellen på gammeldags landbrug og moderne landbrugsindustri er manglen på respekt, og her fungerer disse billeder ganske glimrende.
Vi kan i al fald blive enige om at disse smågrise i en eller anden forstand var heldige at de ikke skulle igennem det “liv” deres brødre står overfor.
Med mit kendskab til den danske bondestand, er det ikke mit indtryk at mangel på “respekt” i den forstand du her mener det, er noget nyt. Der er altså langt til jæger/samler-samfundet med det magiske forhold mellem jæger og bytte og den slags.
Jeg tror desværre, at landbruget lang tid tilbage har været meget usentimentale omkring deres dyr (eller rettere: at der blandt landmænd har været både afstumpede typer og personer der holdt af deres dyrs ve og vel) og at de bare i mellemtiden er blevet overhalet af en moderne sentimentalitet, hvor vi i langt højere grad anerkender, at dyrene har nogle følelser og “rettigheder”, som vi kan føle os stødt over.
Enig, men der er bare ikke plads til respekt i et fabrikslignende produktionsapperat.