Om foråret påbegynder de kønsmodne individer af træracen [/($¤\] den lange svømmetur mod det fjerne kontinent, hvor de ses på bredden af de store søer, i færd med en årelang og indviklet dans. Ingen kender rigtigt formålet med dette.

“Penfrugterne er modne! Penfrugterne er modne!” lyder råbet, og de unge mænd flokkes på den store Penslette for at plukke de modne penrødder, hvis fyldepenne-frugt er et særligt tegn på værdighed når den bæres om halsen som en kæde.

Codex Seraphinianus er – som det måske anes – en særlig bog. Der findes massevis af fortællinger, der refererer til mystiske manuskripter på fremmede sprog med tegninger af andre verdener – Codex Seraphinianus er et sådant manuskript.

Eller rettere, det er snarere en manual til en anden verden, nedskrevet og tegnet imellem 1976 og 1978 af italieneren Luigi Serafini – vi kommer rundt om flora, fauna, fysik og kemi, maskiner og andre opfindelser, mennesker og andre afarter, historie, mad og drikke samt en masse andre ting, som ikke lige lader sig tyde.

Værket er på over 350 sider, beskrevet med en skrift på et sprog, som trods ihærdige forsøg fra lingvister verden over endnu ikke er blevet tydet, selv om værket er over tredive år gammelt. Illustrationerne er gennemført surrelle – udover eksemplerne ovenfor, er der billeder af et korpulerende par, der transformeres til en krokodille, særegen arkitektur, der ser ud som om den er vokset ud af landskabet (Serafini er arkitekt af uddannelse), og helheden af skrift og billede er fuldendt. Bogen er fascinerende og skræmmende, sjov og tankevækkende og et fuldstændigt unikt værk.

Der er klart en inspiration fra Voynich-manuskriptet, og i lighed med dette, forbliver Codexet nok et mysterium – Serafini er i al fald tavs, når han bliver spurgt om meningen med værket eller bliver bedt om hints til at tyde teksten. Andre sammenligner med Borges’ Tlön, Uqbar, Orbis Tertius, om end jeg nok synes at det er lidt mere søgt, selv om jeg også godt kan se lighederne.

Mit hoved er fyld med billeder, billeder som stammer fra Codex Seraphinianus; fantastiske, enestående billeder, og alene derfor er bogen værd at beskæftige sig med – det er en utrolig oplevelse.

Men der er en endnu dybere liggende grund, i al fald for mig – bogen pirrer min nysgerrighed, min lyst og vilje til at knække koden, til at forstå samtidig med at jeg oplever. Og hvem ved? Måske er det en slags gåde, som når man løser den, åbner porten til den forbløffende verden, som den beskriver? Jeg ved det ikke, men jeg har tænkt mig at blive ved med at forsøge lidt endnu.