Jeg faldt for nogen tid siden over Matt Elliott og hans fænomenale plade Drinking Songs, og der er et af numrene, som for alvor står frem, nemlig The Kursk.

Nummeret handler om sømændene på atomubåden Kursk, som forliste i år 2000. Trods tilbud om bjærgningshjælp fra både Norge og England, greb russerne ikke ind og alle ombordværende druknede i Barentshavets iskolde vand.

Elliott tager sin tid. Nummeret starter med en serie lyde, som repræsenterer selve ulykken, og som gradvist toner over i en gentaget guitarfigur og ganske langsomt toner sømændenes sang ind; igen, igen, igen, ikke råbende panisk, men kulsort resignerende.

It’s cold I’m afraid
It’s been like this for a day
The water is rising & slowly we’re dying
We won’t see light again
We won’t see our wives again

Det er fuldstændigt blottet for melodrama, hvilket gør det så meget mere overbevisende – man kan mærke kulden og mørket, som langsomt, langsomt sniger sig ind på en og ind i ens sjæl og hjerte. Ikke en sang man skal høre hver dag, men engang i mellem kan det være sundt at tage en tur ud på det dybe vand, rent følelsesmæssigt.

Videoen skærer 3-4 minutter af forlis-introen væk, men er til gengæld så flot, at man kan tilgive den stort set alt.