Nummeret handler om sømændene på atomubåden Kursk, som forliste i år 2000. Trods tilbud om bjærgningshjælp fra både Norge og England, greb russerne ikke ind og alle ombordværende druknede i Barentshavets iskolde vand.

Elliott tager sin tid. Nummeret starter med en serie lyde, som repræsenterer selve ulykken, og som gradvist toner over i en gentaget guitarfigur og ganske langsomt toner sømændenes sang ind; igen, igen, igen, ikke råbende panisk, men kulsort resignerende.

It’s cold I’m afraid
It’s been like this for a day
The water is rising & slowly we’re dying
We won’t see light again
We won’t see our wives again

Det er fuldstændigt blottet for melodrama, hvilket gør det så meget mere overbevisende – man kan mærke kulden og mørket, som langsomt, langsomt sniger sig ind på en og ind i ens sjæl og hjerte. Ikke en sang man skal høre hver dag, men engang i mellem kan det være sundt at tage en tur ud på det dybe vand, rent følelsesmæssigt.

Videoen skærer 3-4 minutter af forlis-introen væk, men er til gengæld så flot, at man kan tilgive den stort set alt.