Minianmeldelse: android tablet FR-809

image

Jeg fik for nylig fingre i en kinesisk produceret tablet, FR-809, og vil da lige skrive et par ord om den. Det er en absolut discount-model, så jeg ventede ikke på nogen måde et fejlfrit produkt – men jeg ville lige teste tablet-konceptet, inden jeg smed flere tusinde efter en topmodel.

Hardware:

På papiret ser det ganske fornuftigt ud – 1ghz freescale a8-processor, 512 mb ram, 4 gb intern hukommelse (+microsd-slot med mulighed for yderligere 32 gb), 800*600 8″ TFT LCD, 3600 mAh batteri. I praksis er det såmænd også ok – processoren føles som et stort spring op fra min HTC Hero og der er generelt ikke antydningen af lag. Rygtet går da også, at processoren i iPad er identisk med freescales Mx515-chip, som sidder i dette device. Det har jeg dog ikke kunnet verificere.

Maskinens største problem er den resistive skærm, men det var jeg på forhånd godt klar over at det ville være. Efter første boot var den faktisk ganske forfærdelig – sløv og upræcis. Prøvede man f.eks. at lave “long press” (nødvendigt i flere sammenhænge), skete der ikke andet end at hele skærmbilledet begyndte at hoppe. Et par søgninger i diverse forums gav mig dog en løsning: nulstilning til fabriksindstillinger, endda et par gange. Efter at jeg havde gjort det, virker skærmen i dag meget bedre – især når jeg bruger en stylus fra min søns Nintendo DS. Billederne på skærmen er udmærkede – ikke fuldstændigt first class knivskarpe, men jeg får ikke på nogen måde ondt i øjnene.

De indbyggede højttalere / mikrofon er ikke til noget, men lyd via headset er til gengæld noget bedre end jeg havde ventet, dog med lejlighedsvis brum fra en eller anden uisoleret komponent.

Design:

Designteamet har mere end skelet til Apples iPad, og det er som altid en rigtig dårlig ide – ikke at Apples design ikke er cool, men det er aldrig i orden at kopiere. Dimsen er nydelig, om end (som ventet) noget plastic-agtig i det. Hele bambus-oplevelsen bliver komplet ved lyden at noget der rasler når man ryster den – batteriet, formoder jeg. Tåbeligt er det også at der ikke er fysiske knapper til at skrue op og ned for volumen – hvilket reelt vil sige at hvis man bruger et program i fuld skærm, kan man ikke ændre på lydstyrken.

En langt mere tåbelig ting er, at man ikke har inkluderet en standard USB / miniUSB-port, men en underlig multiconnector-port, som i størrelse passer til Apples universal dock connector (eller hvad den nu hedder), men bruger sine egne stik. Fuldstændigt hjernedød beslutning, og havde jeg været opmærksom på dette, havde jeg valgt en anden model.

Software:

Software er Android 2.2, dog uden f.eks. Android Market, som man pt. som producent kun får lov til at pre-loade hvis ens device har mobiltelefon-funkktionalitet. I stedet var det langt underlegne AndAppStore lagt ind, sammen med diverse småprogrammer (f.eks. den glimrende ES File Explorer), hvoraf nogle stykker var på kinesisk. Der er udover AndAppStore mulighed (som på alle android-devices) mulighed for at installere programmer som ligger på hukommelseskortet.

Min forhånds-forventning var, at skulle rode med software for at få det til at blive ok, så jeg skaffede mig root-adgang (superbruger) via z4root og installerede derefter Market / øvrige Google apps med denne metode. Herefter har det været rimeligt smooth sailing – er stødt på et par få programmer, som ikke ville installere pga. problemer med ikke-eksisterende moduler, men endnu ikke noget vigtigt. Den alternative launcher ADW understøtter at man kan have flere ikoner på sine homescreens end de standard 4×4 som den indbyggede launcher præsterer, så den er i mine øjne et must.

E-bøger / e-tegneserier

En vigtig grund til at købe en tablet var for mig muligheden for at læse e-bøger / e-tegneserier, og det fungerer rigtigt godt, synes jeg. De facto-valget til e-bøger på android hedder Aldiko, som jeg allerede kender godt fra min telefon. Man skal nok ikke læse marathon-sessioner på flere timer, men som småbørnsforælder er det i forvejen ikke en mulighed for mig.

Tegneserier er en anden sag, for her er flere spillere på banen. Digitaliserede tegneserier er enten i pdf-format eller det web-hjemmestrikkede cbr/cbz. Udfordringen har klart været at finde en pdf-læser, der understøtter fuld skærm og dynamisk zoom, for der er flere gode cbr/cbz-læsere på market – især har jeg kastet min kærlighed på jjComics viewer, som er det program der fungerer bedst med tablets (af dem jeg har prøvet). Nævnes skal også at websitet graphic.ly har en android-app i beta, som også umiddelbart virker meget tiltalende. Fordelen ved graphic.ly er, at tjenesten understøtter abonnementer på forholdsvis nye tegneserier, der så bliver leveret i ens app. Slet ikke dumt.

Alt i alt

FR-809 er en ok lille sag, især når man lige får taget den ved vingebenet og smidt noget root ind over. Jeg bliver nok aldrig fan af resistive touchskærme eller propritære stik, men omvendt er jeg faktisk positivt overrasket over hvor meget jeg – og resten af familien – bruger den. Om en dag eller to er den uundværlig.

Den endelige konklusion er nok, at selve FR-809 er lidt op og ned (men faktisk med flere op’er end jeg havde håbet på), men tablet-konceptet passer mig derimod perfekt. Næste gang bruger jeg en del flere penge og køber en bedre model med kapacitiv skærm og et noget mere gennemtænkt design.

Har du noget du gerne vil vide om FR-809? Så spørg!

To døgn med en Helt – anmeldelse af HTC Hero

Jeg har – som dem, der følger mig på Twitter har fået tudet ørerne fulde af – købt mig en HTC Hero.

Der var sådan set ikke nogen tvivl om at jeg skulle have en ny telefon – min gamle SonyEricsson K810i var på sammenbrudets rand – og heller ikke nogen tvivl om at jeg skulle have en touch-telefon med hele svineriet. Jeg kiggede i nogen tid på iPhone, men da jeg hørte om Android var der ingen tvivl – direkte integration med min rødglødende Google-konto? Ja tak!

Fruen tog springet først og købte en HTC Magic, som er en rigtig rigtig god telefon, og jeg fik naturligvis blod på tanden – jeg skulle have efterfølgeren, HTC Hero. Den fik så op til lanceringen en noget blandet modtagelse – alle var enige om at software-delen var fremragende, men der var blandede meninger om hvorvidt hardwaren kunne følge med eller ej. Der var rapporter om lag i flere sammenhænge, men der var også rapporter om det modsatte.

Jeg fik min for to dage siden, og kan starte med at rapportere at jeg ikke har iagttaget nogen former for lag i den tid – der er et par applicationer, som jeg har downloadet fra Android Market, der er lidt tunge bagi, men alt software som følger med telefonen fungerer fornuftigt og upåklageligt.

Som førstegangs touch-ejer skal jeg liiige vænne mig til at taste på skærmen med mine store pølsefingre, men det går nu meget godt – og stedse hurtigere. Google-integrationen er alt hvad jeg ønskede mig – og den ekstra integration som softwaren HTC Sense byder på i forhold til Facebook, Twitter og Flickr er lækker, nem og meget brugbar.

En meget hypet feature ved telefonen er netop HTC Sense, som giver dig alle mulige og umulige widgets, som du kan placere på dine homescreens. De er fine nok, men jo mere jeg bruger telefonen, desto færre widgets bruger jeg – jeg er nede på at bruge ganske få nu. Om det har indflydelse på min positive oplevelse af telefonen skal jeg ikke kunne sige, men mon ikke – flere kørende processer kræver naturligvis flere ressourcer. Ligeledes bruger jeg kun fire af de syv homescreens til noget – lad os se hvordan det udvikler sig med tiden.

Jeg vægter ikke billedkvalitet fra en mobil særligt højt, og Heros billedkvalitet er da også kun hæderlig – her er et testbillede jeg tog i går af et bevægeligt motiv i halvdårlig belysning. Det er da en ok kvalitet, men heller ikke mere. Jeg har endnu ikke rigtigt testet videodelen, men den er heller ikke vigtig for mig.

Alt i alt er jeg rigtig, rigtig glad for telefonen – den er ikke kun et legetøj, som man ellers kunne frygte, men også særdeles praktisk. Jeg glæder mig til min næste togtur!

Det var hvad jeg lige kunne komme på at skrive om – der er langt mere, men det må vente til en anden gang.
Som altid gælder det at hvis du har kommentarer eller spørgsmål (måske der er noget du vil have uddybet?), er der et særdeles egnet kommentarfelt herunder.

Manual til en anden verden

Om foråret påbegynder de kønsmodne individer af træracen [/($¤\] den lange svømmetur mod det fjerne kontinent, hvor de ses på bredden af de store søer, i færd med en årelang og indviklet dans. Ingen kender rigtigt formålet med dette.

“Penfrugterne er modne! Penfrugterne er modne!” lyder råbet, og de unge mænd flokkes på den store Penslette for at plukke de modne penrødder, hvis fyldepenne-frugt er et særligt tegn på værdighed når den bæres om halsen som en kæde.

Codex Seraphinianus er – som det måske anes – en særlig bog. Der findes massevis af fortællinger, der refererer til mystiske manuskripter på fremmede sprog med tegninger af andre verdener – Codex Seraphinianus er et sådant manuskript.

Side fra Codex SeraphiniusSide fra Codex Seraphinius

Eller rettere, det er snarere en manual til en anden verden, nedskrevet og tegnet imellem 1976 og 1978 af italieneren Luigi Serafini – vi kommer rundt om flora, fauna, fysik og kemi, maskiner og andre opfindelser, mennesker og andre afarter, historie, mad og drikke samt en masse andre ting, som ikke lige lader sig tyde.

Værket er på over 350 sider, beskrevet med en skrift på et sprog, som trods ihærdige forsøg fra lingvister verden over endnu ikke er blevet tydet, selv om værket er over tredive år gammelt. Illustrationerne er gennemført surrelle – udover eksemplerne ovenfor, er der billeder af et korpulerende par, der transformeres til en krokodille, særegen arkitektur, der ser ud som om den er vokset ud af landskabet (Serafini er arkitekt af uddannelse), og helheden af skrift og billede er fuldendt. Bogen er fascinerende og skræmmende, sjov og tankevækkende og et fuldstændigt unikt værk.

Side fra Codex SeraphiniusSide fra Codex Seraphinius

Der er klart en inspiration fra Voynich-manuskriptet, og i lighed med dette, forbliver Codexet nok et mysterium – Serafini er i al fald tavs, når han bliver spurgt om meningen med værket eller bliver bedt om hints til at tyde teksten. Andre sammenligner med Borges’ Tlön, Uqbar, Orbis Tertius, om end jeg nok synes at det er lidt mere søgt, selv om jeg også godt kan se lighederne.

Side fra Codex SeraphiniusSide fra Codex Seraphinius

Mit hoved er fyld med billeder, billeder som stammer fra Codex Seraphinianus; fantastiske, enestående billeder, og alene derfor er bogen værd at beskæftige sig med – det er en utrolig oplevelse.

Men der er en endnu dybere liggende grund, i al fald for mig – bogen pirrer min nysgerrighed, min lyst og vilje til at knække koden, til at forstå samtidig med at jeg oplever. Og hvem ved? Måske er det en slags gåde, som når man løser den, åbner porten til den forbløffende verden, som den beskriver? Jeg ved det ikke, men jeg har tænkt mig at blive ved med at forsøge lidt endnu.