Category — Anmeldelser

Det er efterhånden nogen tid siden at jeg har skrevet noget med indhold på siden, så jeg må hellere brygge noget sammen

Hvad jeg sådan går og hører

Kiuas - The Spirit of Ukko

Nogen gange glemmer jeg hvor meget jeg elsker den helt tunge metal, men så er der heldigvis nogen der minder mig om det. Kiuas har lavet en fremragende plade med elementer fra både Power, Death og endda Black-agtige blastbeats, men også med klare prog og endda folk-agtige indflydelser. Tænk noget i retning af Children of Bodum møder Morbid Angel møder 80′er power ballads møder syng-med-omkvæd med noget folk smidt ind i blandingen. Og i stedet for at blive noget forvirret larm, fungerer det rigtigt godt.

Tekstmæssigt bevæger de sig i hedensk folklore, og selv om der nogen gange går lidt for meget “de gode gamle dage” i det for min smag, hopper de da over de værste klicheer.
Bandet består af Guitar/Bas/Trommer/Keyboards/Sang, og hver især er de med til at hæve niveauet ganske betragteligt - især guitar, trommer og sang står frem med et markant personligt udtryk, og sangeren er endda mit bud på bedste nyere metalsanger i lang tid.

Da de er finske, bruger keyboards og bevæger sig tekstmæssigt i folkloren, er sammenligningen med Amorphis omkring Elegy nærliggende (og der er da også lighedspunkter), men Kiuas har sit eget udtryk.

Til tider går der lidt for meget Power Metal i det til min smag, men helhedsindtrykket er meget positivt. Kan klart anbefales til fans af moderne Metal.
Bedømmelse:
Sample: The Spirit of Ukko
Download

Tilføjelse, 7. april 2007: jeg er blevet noget træt af denne plade, som i det lange løb ikke rigtigt holder. Ikke at den ikke er god, den er bare ikke så god som jeg troede …
I dag får den

Og nu til noget helt andet …

JPT Scare Band - Sleeping Sickness

Advarsel: gnistrende improviseret syrerock ret forude!
JPT Scare Band indspillede denne perle imellem 1974 og 1976, ofte bare med to mikrofoner sluttet direkte til en båndoptager - ingen mixer, ingen rumklang ud over den naturlige, ingen equalizer … bare en helvedes masse energi som kommer så langt ud af højttalerne, at man tror det er løgn. Lyden er - som man kan gætte - utroligt rå, men der er på den anden side ikke noget man mangler i lydbilledet. Og det er højt! og skal høres endnu højere.

Bandet er en klassisk powertrio - guitar, bas, trommer - og udnytter formatet til fulde. Alle bandmedlemmer har masser af plads, selv om en stor del af pladen fokuserer på guitaristen Terry Swope, der må være halvfjersernes mest oversete guitarist. Hvis han havde skruet en halv streg højere op, ville både guitar, forstærker og såmænd nok også ham selv være eksploderet eller suget ind i et sort hul af rock-essens, men som den står nu, er det bare den perfekte kanal for hans helt forrygende guitarspil, som synes at flyde direkte ind i ham fra en anden dimension. Eller noget. Det er i al fald godt, og han får alle andre guitarister (med Hendrix som en mulig undtagelse) til at ligne svagpissere, der ikke giver sig selv 100%.
Musikken ligger et eller andet sted mellem Band of Gypsies, Blue Cheer og de mest udflippede dele af Cream, men JPT Scare Band er om muligt endnu mere udflippede og tager deres jams endnu længere ud end deres forgængere.

Negativt kan siges, at man når et mætningspunkt før pladen er slut (og et par af numrene når også at træde dødvande i korte sekvenser), men man har på den anden side haft så mange fede musikalske rejser inden da, at det ikke rigtigt gør noget.

Pladen er ren, ufortyndet rock - ja, det er der mange der har sagt om endnu flere bands, men man forstår ikke rigtigt udtrykket før man har hørt Sleeping Sickness. Et råt og upoleret mesterværk.
Bedømmelse:
Sample: Sleeping Sickness (15 minutter - skru helt op!)
Download

Som fan af Black Sabbath, falder jeg ind i mellem over en plade, som … nyfortolker de klassiske numre.
Lad mig komme med et eksempel: forleden faldt jeg over pladen The Lounge Tribute to Ozzy Osbourne - Sabbath in the Suburbs, der - ganske som titlen antyder - giver en muligheden for at høre Iron Man og Sabbath Bloody Sabbath udsat for bossa-novarytmer og hornarrangementer.
Sjovt, men ikke stor kunst … og det skal der også være plads til!

Anderledes gods er der i Iron Horses udgivelse Black and Bluegrass - her er de tonstunge riffs konverteret til westernguitar, banjo og flerstemmig vokal, og det fungerer faktisk rigtigt godt. Ozzy Osbournes I Don’t Know bliver her en overbevisende uptempo-sang, som såmænd også kunne være bandets egen komposition. Paranoid og Mama, I’m Coming Home er også rigtigt velspillede, og faktisk er der ikke et svagt led i arrangementet og fremførelsen af numrene. Derimod er der et modsætningsforhold mellem de muntre melodier og veloplagte vokalharmonier og tekstuniverset i et nummer som Suicide Solution, og ultimativt er det pæneste man kan sige om albummet nok, at det giver en lyst til at høre originalversionerne igen.

Men det rigtige gods kommer til sidst (naturligvis) - nemlig Casualties of Jazz med deres Kind of Black. Her har vi fat i en anden af mine yndlingsgenrer, nemlig Hammond-jazz med solide rødder i Jimmy Smith og Richard “Groove” Holmes.
Besætningen er Hammondorgel (altså det “rigtige” B3 og ikke alt det nye plastikcrap), kontrabas og trommer, og trioen jammer over en lang række klassiske Sabbath-numre så det er en fryd for øre og sjæl. Her er energi og nærvær og en dyb, dyb kærlighed til originalmaterialet, som skinner igennem i samtlige numre, lige fra den sejt groovende Fairies Wear Boots over den jammende Luke’s Wall/War Pigs til .. årh, fuck, hele pladen er bundsolid og står med usvigelig sikkerhed med et ben plantet i begge lejre. Både fans af Black Sabbath og af orgeljazz vil finde noget at komem efter på denne udgivelse, og det er måske det allerbedste.

| Kunstner - Chris Whitley
| Album - Dirt Floor
| Udgivet - 1998
| Weblink - Kunstnerens hjemmeside
| Bedømmelse -

Himlen over Texas er høj og blå og næsten uendelig - i al fald hvis man skal tro den musik som bliver frembragt i staten. Chris Whitley fortsætter på denne plade en lang tradition - der er mindelser til sondtracket til Paris, Texas og måske især den forholdsvis ukendte Rainer Ptácêk, men samtidig er han langt mere nøgen i sit udtryk end disse kunstnere.

Pladen består af Chris Whitley stemme, hans akoustiske guitar samt hans insisterende trampen i gulvet. Intet andet, og produktionen sørger for at man er helt klar over det.
En sådan formular kan meget let gå galt hvis ikke kunstneren er 100% til stede, men (som den opmærksomme læser nok har anet) sker det heldigvis ikke på noget tidspunkt i løbet af pladens 38 minutter - tværtimod.

Pladen er fuld af perler, men de første fire numre udgør i så høj grad en vindende hånd, at det tager noget tid at få hørt andre numre end dem - men når man først gør det, vil man finde at pladen er utrolig helstøbt og værd at lytte til fra ende til anden.

Her kommer så nogle tegneserier som jeg enten først er kommet i gang med at læse nu eller som på en eller anden måde har unddraget sig min opmærksomhed.

Titel: Godland #1-3
Forfatter: Joe Casey
Tegner: Tom Scioli
Udgiver: Image Comics
Læs mere: GØDLAND Online
Bedømmelse (samlet):

De fleste mennesker som læser amerikanske superhelteserier, har et blødt punkt for Jack Kirby, og denne serie er - i lighed med udgivelserne fra Marvels Monster Group - tegnet i retro-stil, som står i stor, stor gæld til Kirby. Denne serie har til gengæld et meget moderne manuskript (hvad f.eks. med en skurk, hvis motivation er at udvinde blodet fra en rum-hund, da han kan blive høj af det?) samtidig med at den leger med klicheerne fra de gamle serier.
Tegningerne er ikke lige så dynamiske som Kirbys (det er også umuligt!), men fungerer glimrende, historien er fængslende og godt fortalt og både persontegninger og dialog er skrevet dybt professionelt og med indlevelse. Kan klart anbefales.

Titel: Thor: Blood Oath #1-3 (af 6)
Forfatter: Michael Oeming
Tegner: Scott Kolins
Udgiver: Marvel Comics
Bedømmelse (samlet):

Jeg ved ikke om det er pinligt for en skandinavier at kunne lide Marvels udgave af Thor, men det kan jeg altså, og denne miniserie er fremragende: veloplagt dialog og persontegning, smukke og dynamiske tegninger og en basalt spændende historie, som faktisk er meget i Lee/Kirbys ånd.
Historien foregår i Thors velmagtsdage, hvor Warriors Three er anklaget for mord, og Thor drager afsted med dem for at finde forskellige magiske genstande, som kan indfri deres blodgæld til jætten Gnives. Det foregår helt som sådan noget skal, med en blanding af råstyrke, evner og held. Anbefales.

Titel: Fell #1-2
Forfatter: Warren Ellis
Tegner: Ben Templesmith
Udgiver: Image Comics
Bedømmelse (samlet):

Fell er en ny serie fra Warren Ellis hånd, og mine forventninger var ikke særligt høje på forhånd; jeg synes at Ellis er ved at forvandle sig til en karikatur af sig selv, som ikke har fornyet sig i lang tid. Fell ændrer dette, og bringer ham tilbage helt i front blandt moderne tegneserieskabere.
Serien handler om detektiv Richard Fell, som bliver forflyttet til Snowtown, en korrupt og forrået bydel i en ikke-navngiven by, hvor han starter sit liv forfra igen. Det er fortalt med indlevelse og spændende plottet, og Templesmiths meget stemningsfulde tegninger er bare den sidste finish, som gør dette til en af de bedste nye serier derude nu.

Titel: Ghost Rider #1-2
Forfatter: Garth Ennis
Tegner: Clayton Crain
Udgiver: Marvel Comics
Bedømmelse (samlet):

Den udøde motorcykelrytter med flammende hoved har aldrig rigtigt interesseret mig, men Garth Ennis er måske den person som han ændre det - han skriver i al fald foreløbigt en spændende historie med onde dæmoner og næsten lige så slemme engle og midt i alt dette den originale Ghost Rider, Johnny Blaze. Umiddelbart lader det til at serien er god og basalt spændende, og Clayton Crains tegninger er detaljerede og utroligt flotte.

Titel: Amazing Spider-Man #525 (The Other 3 af 12)
Forfatter: Peter David
Tegner: Mike Deodato
Udgiver: Marvel Comics
Karakter:

Bedre. Klart bedre end sidste uge, hvor Peter David skrev en småkedelig sag dels om Mary Jane, dels noget setup til den store event The Other.
Denne gang gør han lidt det samme - skriver om en figur i Spider-Man universet samtidig med at han bringer plottet i The Other videre - men de enkelte dele passer langt bedre sammen, og Davids fremragende personskildringer kommer i højere grad til deres ret i dette nummer.
Handlingen drejer sig dels om Peter, dels om Tante May, og skildringen dels af Peters benægtelse af sin tilstand (som vi ikke lærer mere om) og dels af Tante May, som fornemmer at der er noget galt, er klassisk Peter David.
Men der er for meget fyldstof og nu må plottet altså også snart udvikle sig.

Titel: JLA #121 (World Without a Justice League, 2 af 6)
Forfatter: Bob Harras
Tegner: Tom Derenick & Dan Green
Udgiver: DC Comics
Karakter:

Igen bedre end sidste gangs “paint by numbers” (#120), men i dette tilfælde ikke den store forbedring - plottet kommer ikke rigtigt videre, tegningerne hæver sig ikke over gennemsnittet og jeg bladrede lidt fraværende igennem bladet.
At Green Arrow forsøger at spille Nightwing ud mod Batman er marginalt interessant set i lyset af det seneste års hændelser i DC-universet, men stadigvæk … meh.
Jeg håber at Harras har brugt disse to numre som setup til et stort brag i de sidste 4 numre af “World Without a Justice League” og han han bringer skurken The Key tilbage som en reel trussel i DC-universet. Vi får se.

Titel: JSA Classified #4 (Power Girl 4 af 4)
Forfatter: Geoff Johns
Tegner: Amanda Conner & Jimmy Palmiotti
Udgiver: DC Comics
Karakter:

Dette nummer af JSA Classified giver os svaret på det spørgsmål, som er blevet stillet siden Power Girl viste sig på scenen for første gang siden Crisis on Infinite Earths: hvem er hun? Hvor kommer hun fra?
Svaret - hun er den oprindelige Power Girl fra Earth 2, og dermed Supermans kusine fra en alternativ virkelighed - er blevet gættet af nørder verden rundt for lang tid siden (der har da også været solide hints med ind til flere på hinanden følgende vognstænger hen af vejen), og uden den overraskelse er bladet … mere middelmådigt end jeg egentlig har lyst til. Der er meget snak, og meget lidt af den fører til noget, hverken handlingsmæssigt eller persontegningsmæssigt - vi vidste godt at Psycho Pirate er en usympatisk lakaj, og nu kommer det så frem at han arbejder for Luthor. 10 sider ville sådan set have været nok til denne forkromede “fortsættes i Infinite Crisis #2″-optakt.
Et stort plus er Amanda Conners gennemført charmerende tegninger - hende vil vi gerne se mere til.

Titel: The Authority : The Magnificent Kevin (3 af 5)
Forfatter: Garth Ennis
Tegner: Carlos Ezquerra
Udgiver: Wildstorm Comics
Karakter:

Igen et nummer som er bedre end det seneste i serien, for denne gang får Ennis gjort taberen Kevins fortid noget mere vedkommende end sidst. Humoren er stadig Ennis noget voldsomme og infantile galgenhumor, men nu virker det noget bedre en det noget forcerede #2.
Det er dog en tilsnigelse at kalde miniserien for “The Authority”, idet det eneste medlem af The Authority, som er med er Mid-Nighter, og det endda kun i et enkelt panel i et flash-back - på den anden side er det jo netop typisk Ennis, som synes at “den lille mand” er langt mere interessant end superhelten, og som gør sit bedste for at marginalisere eller endda latterliggøre superheltene i de serier han skriver.
En middel indsats for Ennis generelle standart (eller også er jeg ved at blive lidt træt af ham), men mon ikke det bliver bedre næste nummer, når flash-backet ophører og handlingen fortsætter?

Titel: New Avengers #12 (Ronin 2 af 3)
Forfatter: Brian Michael Bendis
Tegner: David Finch
Udgiver: Marvel Comics
Karakter:

New Avengers bliver bedre og bedre og Bendis er den perfekte mand til jobbet - hans unikke sans for dialog kommer virkeligt til sin ret i et nummer som dette, hvor New Avengers er oppe mod ca. 1000 ninjaer.
Selve plottet kommer måske ikke så meget videre (selv om vi får nogle cliffhangers), men med handling og dialog som denne, hvem har så brug for det? Desuden er dette et af de sjoveste enkeltnumre jeg har læst af en amerikansk månedtlig serie, især på grund af Spider-Man og Luke Cage, hvis ping-pong dialog er fantastisk godt lavet.
Endnu en gang giver jeg New Avengers mine varmeste anbefalinger - det er den bedste månedlige serie som Marvel udgiver pt.

Titel: The Sentry #2 (af 12)
Forfatter: Paul Jenkins
Tegner: John Romita Jr.
Udgiver: Marvel Comics
Karakter:

Hvis ikke Marvel passer på, ender det med at The Sentry bliver min yndlingstitel.
Paul Jenkins er i gang med at skrive en moderne fortælling med en masse klassiske elementer, som allerede nu er så fundamentalt spændende at der er langt til næste måned, og selv om jeg var lidt pas på John Romitas tegnestil i forhold til historien, har jeg vendt 180 grader og synes nu at han er fantastisk. Vi får udvikling af figuren og bifigurene og et fingerpeg i retning af hvilken vej serien vil gå, og det er velskrevet og spændende. Jeg kan ikke ønske mig mere i andet nummer af en ny serie.
Stan Lee sagde engang, at det som var nyt ved de figurer han (og Jack Kirby) skabte for Marvel i sin tid var at de var menneskelige og dermed havde menneskelige fejl og mangler. Sentry er måske den stærkeste helt i Marveluniverset, og han er også bare et menneske med problemer og fejl, endda alvorlige fejl. Det her er klassisk historiefortælling som den næsten ikke laves mere.

Titel: Ultimate Secret #04 (af 4)
Forfatter: Warren Ennis
Tegner: Tom Raney
Udgiver: Marvel Comics
Karakter:

Der er fuld knald på dette sidste nummer af Ultimate Secret, og det er også tiltrængt efter tre forholdsvist stillestående numre inden dette. Vore helte trænger ind på Kree-moderskibet og stjæler filerne om Gah Lak Tus, så de kan forberede sig på hans/dens komme. Undervejs sparker Thor oog Thing bagdel, Hawkeye demonstrerer hvorfor jeg er glad for at han døde i The Ultimates for nylig, og Mar Vell bliver ført tilbage til sin oprindelige form.
Ultimate Secret er nu afsluttet, og hvad er konklusionen? Umiddelbart synes jeg at jeg har ventet længe på forholdsvis lidt - der har været nogle store øjeblikke imellem, og der har ikke været nogle kiksede scener (i al fald ikke mange), men til gengæld kunne historien være blevet fortalt på et par numre, og så god er Ellis heller ikke til at skrive personer, at de kan fylde resten af pladsen. Men slutresultatet er jo nok som han vil have det: jeg hopper i sædet og kan næsten ikke vente på næste og sidste miniserie, Ultimate Extinction, som introducerer Gah Lak Tus som en trussel i Ultimate-universet.

Titel: Solo #07
Forfatter: Mike Allred
Tegner: Mike Allred
Udgiver: DC Comics
Karakter:

Solo er DCs afslappede hjørne, hvor forskellige indbudte forfattere og tegnere kan muntre sig uden at tænke på kontinuitet og hvem er død hvornår og hvilken event kører nu og alt sådan noget. En direkte følge heraf er, at hvert nummer af Solo indtil nu har emmet af kreativitet og det her er ingen undtagelse, snarere tværtimod.
Mike Allred er nok bedst kendt for sin serie Madman, samt sin behandling af X-Statics. Hans skrive- og tegnestil er lige dele 50′er pulp sci-fi og 60′er Jack Kirby og altså ren pop art. Hvad gør han så, når han bliver sluppet løs i DC-universet, som han er vokset op med og som står hans hjerte nært?
Han skriver og tegner naturligvis en række uforglemmelige korte fortællinger, hvad enten de er humoristiske (som An Hour with Hourman eller Doom Patrol vs. Teen Titans), melankolsk alvorlige (som Batman A-Go-Go!) eller bare fascinerende (som Comic Book Clubhouse). Det er rammende, originalt og styret af et klart lysende talent.
Dette er ugens udgivelse, og havde det ikke været for Grant Morrison og hans Klarion the Witchboy, havde det været månedens udgivelse også.