Kategoriarkiv: Anmeldelser

Musikken kort

Udgivet den af
Svar

Det er efterhånden nogen tid siden at jeg har skrevet noget med indhold på siden, så jeg må hellere brygge noget sammen ;)

Hvad jeg sådan går og hører

Kiuas – The Spirit of Ukko
Kiuas - The Spirit of Ukko

Nogen gange glemmer jeg hvor meget jeg elsker den helt tunge metal, men så er der heldigvis nogen der minder mig om det. Kiuas har lavet en fremragende plade med elementer fra både Power, Death og endda Black-agtige blastbeats, men også med klare prog og endda folk-agtige indflydelser. Tænk noget i retning af Children of Bodum møder Morbid Angel møder 80′er power ballads møder syng-med-omkvæd med noget folk smidt ind i blandingen. Og i stedet for at blive noget forvirret larm, fungerer det rigtigt godt.

Tekstmæssigt bevæger de sig i hedensk folklore, og selv om der nogen gange går lidt for meget “de gode gamle dage” i det for min smag, hopper de da over de værste klicheer.
Bandet består af Guitar/Bas/Trommer/Keyboards/Sang, og hver især er de med til at hæve niveauet ganske betragteligt – især guitar, trommer og sang står frem med et markant personligt udtryk, og sangeren er endda mit bud på bedste nyere metalsanger i lang tid.

Da de er finske, bruger keyboards og bevæger sig tekstmæssigt i folkloren, er sammenligningen med Amorphis omkring Elegy nærliggende (og der er da også lighedspunkter), men Kiuas har sit eget udtryk.

Til tider går der lidt for meget Power Metal i det til min smag, men helhedsindtrykket er meget positivt. Kan klart anbefales til fans af moderne Metal.
Bedømmelse: [rate 7.5]
Sample: The Spirit of Ukko
Download

Tilføjelse, 7. april 2007: jeg er blevet noget træt af denne plade, som i det lange løb ikke rigtigt holder. Ikke at den ikke er god, den er bare ikke så god som jeg troede …
I dag får den [rate 6]

Og nu til noget helt andet …

JPT Scare Band – Sleeping Sickness
JPT Scare Band - Sleeping Sickness

Advarsel: gnistrende improviseret syrerock ret forude!
JPT Scare Band indspillede denne perle imellem 1974 og 1976, ofte bare med to mikrofoner sluttet direkte til en båndoptager – ingen mixer, ingen rumklang ud over den naturlige, ingen equalizer … bare en helvedes masse energi som kommer så langt ud af højttalerne, at man tror det er løgn. Lyden er – som man kan gætte – utroligt rå, men der er på den anden side ikke noget man mangler i lydbilledet. Og det er højt! og skal høres endnu højere.

Bandet er en klassisk powertrio – guitar, bas, trommer – og udnytter formatet til fulde. Alle bandmedlemmer har masser af plads, selv om en stor del af pladen fokuserer på guitaristen Terry Swope, der må være halvfjersernes mest oversete guitarist. Hvis han havde skruet en halv streg højere op, ville både guitar, forstærker og såmænd nok også ham selv være eksploderet eller suget ind i et sort hul af rock-essens, men som den står nu, er det bare den perfekte kanal for hans helt forrygende guitarspil, som synes at flyde direkte ind i ham fra en anden dimension. Eller noget. Det er i al fald godt, og han får alle andre guitarister (med Hendrix som en mulig undtagelse) til at ligne svagpissere, der ikke giver sig selv 100%.
Musikken ligger et eller andet sted mellem Band of Gypsies, Blue Cheer og de mest udflippede dele af Cream, men JPT Scare Band er om muligt endnu mere udflippede og tager deres jams endnu længere ud end deres forgængere.

Negativt kan siges, at man når et mætningspunkt før pladen er slut (og et par af numrene når også at træde dødvande i korte sekvenser), men man har på den anden side haft så mange fede musikalske rejser inden da, at det ikke rigtigt gør noget.

Pladen er ren, ufortyndet rock – ja, det er der mange der har sagt om endnu flere bands, men man forstår ikke rigtigt udtrykket før man har hørt Sleeping Sickness. Et råt og upoleret mesterværk.
Bedømmelse: [rate 9]
Sample: Sleeping Sickness (15 minutter – skru helt op!)
Download

It’s Black Sabbath, Jim – but not as we know it

Udgivet den af
Svar

Som fan af Black Sabbath, falder jeg ind i mellem over en plade, som … nyfortolker de klassiske numre.
Lad mig komme med et eksempel: forleden faldt jeg over pladen The Lounge Tribute to Ozzy Osbourne – Sabbath in the Suburbs, der – ganske som titlen antyder – giver en muligheden for at høre Iron Man og Sabbath Bloody Sabbath udsat for bossa-novarytmer og hornarrangementer.
Sjovt, men ikke stor kunst … og det skal der også være plads til!

Anderledes gods er der i Iron Horses udgivelse Black and Bluegrass – her er de tonstunge riffs konverteret til westernguitar, banjo og flerstemmig vokal, og det fungerer faktisk rigtigt godt. Ozzy Osbournes I Don’t Know bliver her en overbevisende uptempo-sang, som såmænd også kunne være bandets egen komposition. Paranoid og Mama, I’m Coming Home er også rigtigt velspillede, og faktisk er der ikke et svagt led i arrangementet og fremførelsen af numrene. Derimod er der et modsætningsforhold mellem de muntre melodier og veloplagte vokalharmonier og tekstuniverset i et nummer som Suicide Solution, og ultimativt er det pæneste man kan sige om albummet nok, at det giver en lyst til at høre originalversionerne igen.

Men det rigtige gods kommer til sidst (naturligvis) – nemlig Casualties of Jazz med deres Kind of Black. Her har vi fat i en anden af mine yndlingsgenrer, nemlig Hammond-jazz med solide rødder i Jimmy Smith og Richard “Groove” Holmes.
Besætningen er Hammondorgel (altså det “rigtige” B3 og ikke alt det nye plastikcrap), kontrabas og trommer, og trioen jammer over en lang række klassiske Sabbath-numre så det er en fryd for øre og sjæl. Her er energi og nærvær og en dyb, dyb kærlighed til originalmaterialet, som skinner igennem i samtlige numre, lige fra den sejt groovende Fairies Wear Boots over den jammende Luke’s Wall/War Pigs til .. årh, fuck, hele pladen er bundsolid og står med usvigelig sikkerhed med et ben plantet i begge lejre. Både fans af Black Sabbath og af orgeljazz vil finde noget at komem efter på denne udgivelse, og det er måske det allerbedste.

En mand, hans guitar og den åbne himmel

Udgivet den af
Svar

Chris Whitley cover
| Kunstner – Chris Whitley
| Album – Dirt Floor
| Udgivet – 1998
| Weblink – Kunstnerens hjemmeside
| Bedømmelse – [rate 8.5]

Himlen over Texas er høj og blå og næsten uendelig – i al fald hvis man skal tro den musik som bliver frembragt i staten. Chris Whitley fortsætter på denne plade en lang tradition – der er mindelser til sondtracket til Paris, Texas og måske især den forholdsvis ukendte Rainer Ptácêk, men samtidig er han langt mere nøgen i sit udtryk end disse kunstnere.

Pladen består af Chris Whitley stemme, hans akoustiske guitar samt hans insisterende trampen i gulvet. Intet andet, og produktionen sørger for at man er helt klar over det.
En sådan formular kan meget let gå galt hvis ikke kunstneren er 100% til stede, men (som den opmærksomme læser nok har anet) sker det heldigvis ikke på noget tidspunkt i løbet af pladens 38 minutter – tværtimod.

Pladen er fuld af perler, men de første fire numre udgør i så høj grad en vindende hånd, at det tager noget tid at få hørt andre numre end dem – men når man først gør det, vil man finde at pladen er utrolig helstøbt og værd at lytte til fra ende til anden.