superevil.org

Som fan af Black Sabbath, falder jeg ind i mellem over en plade, som … nyfortolker de klassiske numre.
Lad mig komme med et eksempel: forleden faldt jeg over pladen The Lounge Tribute to Ozzy Osbourne - Sabbath in the Suburbs, der - ganske som titlen antyder - giver en muligheden for at høre Iron Man og Sabbath Bloody Sabbath udsat for bossa-novarytmer og hornarrangementer.
Sjovt, men ikke stor kunst … og det skal der også være plads til!

Anderledes gods er der i Iron Horses udgivelse Black and Bluegrass - her er de tonstunge riffs konverteret til westernguitar, banjo og flerstemmig vokal, og det fungerer faktisk rigtigt godt. Ozzy Osbournes I Don’t Know bliver her en overbevisende uptempo-sang, som såmænd også kunne være bandets egen komposition. Paranoid og Mama, I’m Coming Home er også rigtigt velspillede, og faktisk er der ikke et svagt led i arrangementet og fremførelsen af numrene. Derimod er der et modsætningsforhold mellem de muntre melodier og veloplagte vokalharmonier og tekstuniverset i et nummer som Suicide Solution, og ultimativt er det pæneste man kan sige om albummet nok, at det giver en lyst til at høre originalversionerne igen.

Men det rigtige gods kommer til sidst (naturligvis) - nemlig Casualties of Jazz med deres Kind of Black. Her har vi fat i en anden af mine yndlingsgenrer, nemlig Hammond-jazz med solide rødder i Jimmy Smith og Richard “Groove” Holmes.
Besætningen er Hammondorgel (altså det “rigtige” B3 og ikke alt det nye plastikcrap), kontrabas og trommer, og trioen jammer over en lang række klassiske Sabbath-numre så det er en fryd for øre og sjæl. Her er energi og nærvær og en dyb, dyb kærlighed til originalmaterialet, som skinner igennem i samtlige numre, lige fra den sejt groovende Fairies Wear Boots over den jammende Luke’s Wall/War Pigs til .. årh, fuck, hele pladen er bundsolid og står med usvigelig sikkerhed med et ben plantet i begge lejre. Både fans af Black Sabbath og af orgeljazz vil finde noget at komem efter på denne udgivelse, og det er måske det allerbedste.

| Kunstner - Chris Whitley
| Album - Dirt Floor
| Udgivet - 1998
| Weblink - Kunstnerens hjemmeside
| Bedømmelse -

Himlen over Texas er høj og blå og næsten uendelig - i al fald hvis man skal tro den musik som bliver frembragt i staten. Chris Whitley fortsætter på denne plade en lang tradition - der er mindelser til sondtracket til Paris, Texas og måske især den forholdsvis ukendte Rainer Ptácêk, men samtidig er han langt mere nøgen i sit udtryk end disse kunstnere.

Pladen består af Chris Whitley stemme, hans akoustiske guitar samt hans insisterende trampen i gulvet. Intet andet, og produktionen sørger for at man er helt klar over det.
En sådan formular kan meget let gå galt hvis ikke kunstneren er 100% til stede, men (som den opmærksomme læser nok har anet) sker det heldigvis ikke på noget tidspunkt i løbet af pladens 38 minutter - tværtimod.

Pladen er fuld af perler, men de første fire numre udgør i så høj grad en vindende hånd, at det tager noget tid at få hørt andre numre end dem - men når man først gør det, vil man finde at pladen er utrolig helstøbt og værd at lytte til fra ende til anden.

| Kunstner - Det Gamla Landet
| Album - Det Gamla Landet
| Udgivet - 2004
| Weblink - Bandets hjemmeside
| Køb hos - Aa
| Bedømmelse -
 

I et parallelt univers er en ny film blevet lavet af en for os ukendt instruktør. Den er essentiel, et destillat af den ultimative roadmovie med den mest fantastiske billedside der nogensinde er filmet og blændende skuespilskunst. Og vi kommer aldrig til at se den her i vores univers.

Den gode nyhed? Soundtracket er ankommet til vores verden i form af den svenske gruppe Det Gamla Landets debut-cd.
Med en instrumentering bestående af guitar, banjo, melodica, orgel og lejlighedsvise trommer fremmaner bandet legende let stemningen af store vidder, af bortrejste venner, af uendelige blå himle … stemning på stemning vælder frem i én, som pladen bevæger sig fra start til slut i én lang, blød bevægelse.
Tre takter, og jeg sidder på en veranda og ser på solnedgangen, på en gang trist og næsten åndeløs af kærlighed til livet.
Et minut senere har jeg besteget en høj bakke og ser landskabet under mig og himlen over mig og føler mig på en gang enorm og bittelille.
Et nyt nummer, og jeg er netop vågnet op ved siden af mit livs elskede på en kold, men klar vintermorgen.
Senere: et bål i sommernatten. Daggryets kommet iagttaget med begyndende tømmermænd. En bundfrosset sø går i et med himlen.

Som man hører Det Gamla Landet igen og igen, går det op for en, at de har skrevet et soundtrack, nemlig til den evige film, som udspiller sig konstant i vort indre.
Det er majestætisk og trist skønhed, udlængsel og hjemkomst, sjælesøgen, nostalgi og innovation og dybt, dybt fortryllende i sin grundvold. Anbefales.

Der er sikkert et eller andet jubilæum eller noget som kan retfærdiggøre at poste verdens måske fedeste rockfoto af et af verdens måske fedeste rockbands. Nå, hvem har egentligt brug for en undskyldning?

Og se så at få hørt Live at Leeds!