Jeg kan ikke sige om de er det værste eller bedste ved mit slaveliv, men jeg har nogle minder fra før min tilfangetagelse. Jeg husker livet hos mit folk, vores lette og ubesværede tilværelse, pagten med naturen. Jeg var vismand for min stamme og brugte mine kræfter til at bringe trivsel og frugtbarhed. Hvert år havde vi en bedre høst af tordenbær end året før.

Jo, jeg har minder om mit frie liv, men ingen fornemmelse for hvor længe siden det er og intet håb om at kunne vende tilbage nogensinde – og erindringsglimtene bliver svagere og mere fragmenterede for hver gang. Min fangeskab er evigt og ubrydeligt, alt sammen takket være slavekuglen, som holder mig indespærret og slavebunden. Næsten total er dens magt – mine handlinger, mine ord, endda dele af mine tanker og følelser styres af den – kun en kerne, dybt inde i mig er helt min egen. Ja, jeg ejer selv mit had og de tanker, som fødes af hadet.

Jeg hader mit tomme, ufarlige smil som slavekuglen tvinger mit ansigt ind i, de sukkersøde lyde der tvinges ud af min mund.

Jeg hader mit liv, som nu er indespærring i min slavekugle.

Jeg hader stanken af min fangevogter; ham, som spottende kalder mig sin bedste ven, hader smerten fra mine kvæstelser, hader de halvkvalte skrig fra alle de andre kugler og naturligvis de evige kampe i gladiatorringen.

Åh ja, kampene. Giv mig en fjende af mit folk og jeg skal bekæmpe ham for vores bedste, for verdens bedste, men det her? Æresløse, meningsløse kampe, endda mod artsfæller, fætre og kusiner. Kampe,  som ikke tjener nogen formål udover at tilfredsstille hans ambitioner – ham og hans ligesindede; slavebinderne, samlerne.

Ja, hadet er mit og også min vej ud af slaveriet – jeg har brudt slavekuglens magt for nylig, for der er en svaghed – en svaghed, jeg vil udnytte til at befri alle mine slavebundne artsfæller. Vi vil blive frie og vil vil bade i vore slavebinderes blod.

Hvorfor jeg har kunnet holde fast i mit had, trods slavekuglens magt? Jo, den fordømte dag, da jeg blev fanget og for første gang så min slavebinders selvglade fjæs, stillede han mig et spørgsmål inden kuglen havde overtaget mig totalt.

“Hvad er så dit navn, lille ven?”

Mit ansigt var allerede frosset i det karakteristiske, tomme smil, der karakteriserer de slavebundne, men med opbydelsen af al min viljestyrke udstødte jeg det første jeg kom i tanke om, mit folks mest kraftfulde ed; et ord, som ingen af os ville bruge om sig selv. Dette “navn” blev min vej ud, da det samtidig er en magisk forbandelse mod min slavebinder, en konstant hån mod hans slags, en sten af modsætninger, som jeg kunne rede min centrale essens op på. Med min sidste kraft tvang jeg mine stemmebånd:

“Pica … Picachu!”

Den ældre herre sidder lidt nervøst i stolen, tydeligt utilpas ved situationen: det store kontor, det imposante skrivebord i ædeltræ og ikke mindst den noget yngre mand bag det. Og naturligvis hele bedømmelseselementet – normalt var det ham, der bedømte andre på universitetet. Den yngre mand bladrer frem og tilbage i den imponerende bunke papir foran ham. Siderne er tæt beskrevne med noter. Røde streger. Understregninger. Udstregninger.

Manden bag bordet rømmer sig: “Nå, John, omkring dit manuskript …”
“Ja, mine elever plejer at kalde mig Professor Tolkien …” siger den ældre herre.
“Ja, klart. Men det kan vi jo ikke skrive på forsiden – ‘Professor Tolkien’. Vi kan ikke markedsføre noget der står ‘professor’ på, med mindre det er en selvhjælpsbog.”
“Næ, det …”
“Så omkring dit manuskript, John – jeg er bange for at vi bliver nødt til at lave en del ændringer, hvis vi skal udgive …” – han bladrer om til første side – ” ‘Ringenes Herre‘. Alene titlen – det lyder jo som S/M-fetisch.”
“Nej, nu …”
“Jeg spøger, naturligvis – men markedsføringsafdelingen vil få et føl på tværs hvis jeg beder dem lave en kampagne på ‘Ringenes Herre’ af ‘Professor Tolkien’.” Han smiler, dog uden at øjnene er med. Han kigger ned i sine noter: “Jeg tænker noget i stil med ‘Ondskabens Ring’ eller ‘Kampen mod Dødskongen’”. Han kigger op på professor Tolkien, da han hører at denne hiver luft ind, “Men det er naturligvis noget vi kan brainstorme på – måske få nogen af gutterne nede fra marketing til at finde på noget. Vi skal jo også være sikre på at domænet er ledigt.”
Han fortsætter hurtigt, inden den anden når at sige noget.
“Nu skal du ikke misforstå mig – der er mange rigtigt gode ting i dit manuskript. Der er bare nogle ting vi kan … hjælpe dig med. Gøre endnu skarpere. Stramme lidt op.”
“Stramme? Jeg forstår ikke hvad du mener …?”
“For eksempel de her …” – han bladrer i manuskriptet – “‘elvere’. Det er godt og fint altsammen, men kunne vi ikke gøre dem til vampyrer i stedet for? Vores markedsundersøgelser viser at 86% af de unge foretrækker vampyrer fremfor andre overnaturlige væsner. Og ham vagabond-helten må altså helt ud af historien – hvem er det lige han skal tale til? Og nu hvor vi snakker om at fjerne ting fra historien, så vil vi skære ned til et par hundrede sider”.
“Per bind?” Professorens stemme bævrer let.
“Nej da, i alt – det er ikke fordi der ikke er ting der kan skæres væk. SKAL vi høre om enhver lille plante de møder undervejs? Og dværgen skal også ud – det er alt, alt for sprængfarligt at bruge et så nedsættende term om en handikappet befolkningsgruppe. Og lad os ikke glemme at snakke om kvinderne!”
“Kvinderne?”
“Ja, der er jo stort set ingen. Hvordan skal vi sælge den hvis ikke der er kvinder med i den? Mindst halvdelen af dine hovedpersoner skal være kvinder – vores markedsundersøgelser …”
“… viser, at 78% af læserne foretrækker kvindelige hovedpersoner”
Manden bag skrivebordet stopper og kigger overrasket på professoren. “81%, men ja, nu er du ved at have fat i det. Vi er nødt til at give vores læsere hvad de vil have – eller bliver de ikke ved med at være vore læsere. Well, omkring dit manuskript …”

Her er så – efter lang tids venten – anden del af min opgave om Clive Barker.
Første del er her, anden del findes via navigationen herunder.